I gymnastikkens land er alle indbyggere hetro

Forskeren Camilla D. har kigget kritisk på gymnastikken, der fortrænger, fortrf at der både findes rigtige kvinder, mænd - og homoer.

Dygtige forskere kan fortælle deres pointe på en serviet, og Camilla formidler nogle hurtige og forståelige pointer, da vi mødes til en debat om homosport under Stockholms Pride. Øjnene gnistrer af uudslukket forelskelse i al det, gymnastikken har at give. Glæden ved gymnastikken ses også, da hun senere elegant bruger et par meter grumset københavnsk asfalt som afsæt til et par spring, der får de passerende til at kigge i respekt. Alligevel var det en tilfældighed, at hun kom til at forske i gymnastikkens æstetik og krop.

”Jeg dyrkede spring-rytme-gymnastik fra jeg var 7 år til jeg var 19. Jeg var ikke en af de bedste, men trænede alligevel en tre fire gange om ugen, deltog i konkurrencer og var hjælpetræner. Efter gymnasiet tog jeg ud og rejse, og gymnastikken faldt ud af mit liv i farten. Da jeg havde afleveret min Phd, var jeg mentalt udmattet og trængte til at lave noget fysisk igen. Det blev til et ophold på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, og der så jeg noget interessant mellem eleverne, som fik mig til at blive og lave et feltstudie”.

Tarzanmænd og lyserøde kvinder
Hvad var det så, du fik øjnene op for?
Jeg genopdagede ting, jeg havde fornemmet, men ikke forstået, dengang jeg selv var gymnast. Det var nyt og velkendt på samme tid at se det indefra og udefra. Det slog mig, hvad det betyder at investere så meget tid i en sport. Der er så meget livsglæde i gymnastikken, og der skabes et fællesskab mellem mennesker, som ellers ikke ville have så meget til fælles. Da jeg har studeret dans og bevægelse kunne jeg også se, hvordan gymnastikken bærer sin historie med sig, der er f.eks. bevægelser, som stammer helt fra 20’erne og så er der kønsrollerne - og hvor meget de betyder i gymnastikken.

”Jeg blev selv udsat for kønsrollerne til sidste landsstævne. Jeg var med til afslutningsceremonien, for det er en fantastisk chance for at deltage i en opvisning for 20.000 tilskuere. Koreografen, som dog ikke var gymnast, havde lavet en skabelsesmyte, hvor der undervejs skulle optræde tarzan-mænd og lyserøde kvinder i miniskørt. Kvindernes rolle var at sidde i lyserødt skørt på en lyserød bold og kalde mændene hjem med åben trutmund. Der var virkelig i strid med den ideologi, jeg har som lesbisk. Jeg havde meget svært ved at være en brik i historien om rigtige mænd og rigtige kvinder, og der var også andre, der syntes, at det var lige lovligt karikeret. Det stiller gymnasten i det svære valg – for ved at sige fra, så går man glip af fællesskabet”.

”Det viser bare, at gymnastikken er stærkt kønsopdelt: groft set laver kvinderne rytmisk gymnastik og mænd laver spring til opvisningerne. Gymnastikken er på den måde et billede på det ultimative heteroseksuelle samfund; for i opvisningerne skal pigerne vise ynde og mændene kraft. Det danske verdenshold med gymnaster rejste i 2005-2006 rundt med en opvisning bygget op om historien ’mand møder pige’. En bøsse har også fortalt til magasinet Gymnasten om, hvordan han ønskede at blive udtaget til det prestigefyldte verdenshold, men han fik slet ikke lov til at stille op til udtagelsen, fordi han ønskede at stille op i klassen for rytmisk gymnastik, hvor der normalt kun er piger”.

De crossdresser for vildt
Kan gymnastikken arbejde med andre myter end ’mand møder kvinde’?
”Gymnasten Niels Buck var homo, men desværre også højreorienteret i 1930’erne. Han var med til at revolutionere mandegymnastikkens udtryk og rolle. Han benyttede sig f.eks. af ’crossdressing’ og optrådte i dametøj til elevernes årlige skovtur. Crossdressing er stadig utroligt udbredt blandt mandlige gymnaster, når der skal festes. Så gøres der grin med noget uden at sætte ord på. Jeg tror, det skyldes, at der opstår så stærke fællesskaber blandt gymnaster , samtidig med at man er fysisk tæt på hinanden. Det giver en stærk angst for homoseksualitet og det får drengene afløb for ved at crossdresse for vildt. Der er noget, som skal afprøves og vises, så til festerne er det helt normalt, at et par fyre dukker op udklædt som kvinder,” siger Camilla.

Findes der kønsneutralt gymnastik?
”Som yngre opfattede jeg det som neutralt, men når jeg ser på det nu: så nej. Gymnastikken kunne være androgyn, f.eks. i springgymnastikken, hvis dragterne var ens. Men man understreger hele tiden spil mellem mænd og kvinder. Når man laver en fælles serie for begge køn, er det så indgroet, at pigerne laver noget og drengene laver noget andet. Det er så ubevidst indgroet, man tænker ikke over det. Gymnaster er meget bevidste om koderne f.eks., at mænd sjældent kaster med noget, mens pigerne bruger vimpler og sjippetov, men de er ikke bevidste om, hvad det er for en nogle kønsroller koderne bidrager til - og hvad der sker for dem der ikke passer ind i”.

Sport for all ?
Har du mødt nogen lesbiske gymnaster?
”Jeg kender ingen! Måske er de usynlige eller også drysser de fra tidligere. En lesbisk gymnast må spørge sig selv, om hun vil være i den tætsiddende dragt, deltage i de sensuelle bevægelser og lægge en makeup – noget, som alt sammen er rettet mod at få mændenes opmærksomhed. Jeg har mødt attituden ’at det må du da bare abstrahere fra’. Der er ikke forståelse for, at det stritter imod det, man står for som lesbisk. Det er interessant, når gymnastikken har et motto om ”sport for all” uden at være åbne for alle uanset seksualitet. Gymnastikforbundene er på et niveau, hvor man lige er begyndt at være opmærksom på, at piger også skal opmuntres til at springe. Forbundene har en attitude om, at ’vi har det fint med homoer, men der er jo ingen, der er det. Hvis der er et problem, må homoerne selv sige til’. Så den diskussion bliver ikke startet. Gymnastikken er meget samfundsbevarende og der venter et stort arbejde forude med at give plads til andre kønsroller og en anden seksualitet. Det burde ikke komme fra mindretallet, men fra instruktørerne, som jo deltager i opdragelsen af børn og unge.


Artiklen er skrevet til papirversionen af Panbladet i 2007, men blev dog ikke bragt p.ga. bladets økonomiske problemer. Artiklen er offentliggjort på panbladet.dk

Pansret barnevogn

Engang var en barnevogn en vugge med fire hjul. Så begyndte kampvogns-fabrikanterne at levere terrængående barnevogne med karrosserier som en Fiat Punto! Hvis der skal være babykampvogne i gaderne, kan de så ikke fratages retten til militaristisk fremrykning? Fred i vor tid? Så giv mig en ikke-angrebspagt med barnevognsinfanteriet!!


Teksten er bragt som Mandagsbrok i Nyhedsavisen, hvor skribenten får 50 ord til et tankevækkende brok. Der kan derfor forekomme unuancerede punch og skarpt ordvalg, som ikke skal tages for udtryk for min fulde mening.