Snydekoder til et homoliv

Vi er også homoer, når vi spiller computerspil. Vi vil spille og styre figurer, som kan gøre, hvad vi selv finder naturligt. Når spillene arver normer fra den virkelige verden kommer begge verdner til diskussion. Er det for eksempel acceptabelt bøsser bankes i spillet ”Leisure Suit Larry”? Er det tilstrækkeligt, at den tapre spiller i middelalderspillet ”Defender of the Crown” kun kan redde smukke kvinder?

Tag diskussionen om køn og seksualitet i tv-serier og tilsæt den til 3-d grafik. Det er samme diskussion der finder sted på computerspillenes webfora nu. Spilkonsollernes homofober raser: vi vil ikke have homofigurer i spillene, det påvirker i dårlig retning. Åbensindede spillere svarer:
krigsspil gør dig ikke til terrorist og homoer i tv-serier giver ikke ændret seksualitet. Nogle gamle spil har 8 forskellige køn, computerspillenes regler kan frit modelleres, hvorfor begrænse?

De spillende homoer, ”Gay Gamers”, er forbavsende tavse og ikke velanset i et drengerøvs-miljø, hvor kantede holdninger trives. Homospillerne er ikke en samlet bevægelse men undergrupper, der opstår omkring webfora for deres yndlingsspil. De går stille med dørene og det forstås, når der kan berettes om spillere, der udelukkes fra det gode selskab - de populære spils klaner - når de springer ud.

Har homospillerne et fællestræk er det, at de fleste har udfordret de hetroseksuelle spilleregler, så man kan date en anden mand i ”Morrowind”, og børn bliver født som homoer i ”The Sims 2”. Snydekoderne er stadig nødvendige, selv i et nyt x-boksspil som ”Fable”. Her kan man være åbenlys bøsse og charme singlefyre, men bliver man gift udebliver bryllupsscenen og de andre vil tiltale parret som ”Hr og Fru”. En simpel kodefejl, men også et tegn på, at få producenter laver liberale regler, især ikke i de klassiske spil inspireret af eventyr, hvor en prinsesse ikke jager andre piger.

Derudover har mange homospillerne en svaghed for figurer, som kunne springe ud. Nitendos energiske VVS-mand Mario har et overskæg, der kunne være en hyldest til 70’er ikonerne ”Village People”. Når han ikke kysser prinsessen, skyldes det så, at han optræder i et børnespil eller, at drømmen er en prins?

IT-studerende Yoo har skrevet om køn og seksualitet i spil, og hun smiler af jagten på skjulte homofigurer: ”Personligt, siger det mig ikke så meget, når der kun er en antydning af homoseksualitet”. I stedet spår hun om positive trends i spiludviklingen: ”Der kommer flere og flere homoseksuelle og kvindelige spillere. Desuden viser forskning, at mange mænd godt kan lide at spille kvinderoller. Det bliver producenterne nød til at reagere på ved at designe mere nuancerede og attraktive kvindefigurer, hvis rolle går ud på andet end at blive redet af den mandllige heltefigur. En større mangfoldighed vil i øvrigt også gavne branchen økonomisk, det er jeg sikker på. De vil få masser af positiv PR”.

”Det betyder ikke flere påklædningsdukke-agtige pigespil som ”The Sims 2”. Man skal nemlig ikke undervurdere, at mange kvinder godt kan lide god, gedin action og følelsen af magt og styrke. Men jeg tror, at vi vil se mere nuancerede figurer. Selv gider jeg ikke de spil, hvor jeg kun skal plaffe folk ned, iført bikini og store bryster. Generaliseringen går begge veje for både mænd og kvinder, men forskellen er, at mænd ikke overseksualiseres som kvinder gør. Man ser f.eks. ikke mænd med overdrevent store kønsorganer.
Homofigurer skal dog designes med omtanke, for man ender jo let i generaliseringer med femme, butch, den maskuline lebbe og den feminine bøsse”. De lesbiske spillere må indtil videre nøjes med hengemte lesbiske biroller, eller fascineres af Lara Crofts brystparti. Alternativ foreslår Yoo: ”Gå ind på womengamers.com, der findes en liste over de mest interessante kvindelige figurer”.

Snydekoder og simple tricks. Reglerne brydes, mens vi venter på den første virtuelle homohelt, en positiv rollemodel på den digitale scene.

Kilder
*”Gaygamers: Gay characters in Videogames” af Matthew D. Barton
* Rainbow Road af Avery Score

Artiklen blev bragt i Panbladet feb. 2005 og i 2005 i en antologi om kommunikation udgivet af Dansklærerforeningen.