Wednesday, February 1, 2006

Lounge Ladies

De leger uhæmmet med de hellige popklassikere og har byttet musikalske roller. De har spillet trusserne af BLUSpigerne og vundet musikpolitiets respekt. Lounge ladies leverer blød baggrundsmusik med høj cigarføring.

De lærer samspil, men måske lærer de også samsnak på musikvidenskab. Seks ud af syv ladies er samlet til interview uden at snakken går til i kvinde-kakofoni. Lounge Ladies har alle et langt musikalsk synderegister, den kollektive alder er cirka ”starten af 30’erne” og sammen deler de en hang til at gøre poppede ørehængere til smørmusik. De er både straight som dagen er lang, og homo når det tæller, men det er en detalje, når seks fuldblodsmusikere får lov til at tale om deres musik og det at være et kvindeband.

Musikalske ideer fra den lukkede afdeling
Mille: Lounge Ladies er en lang historie. En medstuderende var vild med boybands, og tilslut lykkedes det for ham at hjernevaske mig også. Så jeg tænkte, at jeg måtte lave et boybandnummer til musikvidenskabs årlige melodi grandprix og lave noget spas ud af det. Traditionen er, at når jeg stiller op skal det helst være med pigebands. Så det var et boyband med drenge i front og piger bag instrumenterne.

Lise M: hvorfor det?

Mille: piger er bare sejere og sådan er det! Nej, det er et godt sceneshow og et gimmick med en masse lækre tøser der spiller. Det er jo stadigvæk mærkelig nok en raritet med pigeband. Og så vandt vi. Til næste melodi grandprix ville jeg lave noget hygge-lounge agtig og igen kun med piger. Så tog jeg Jer piger fra boybandet og skabte Lounge Ladies. I blev sat til at spille helt andre instrumenter og rolle end I plejer – undtagen Katrine.

Anne Marie: Mille får de fleste sindssyge musikalske ideer til bandet. I vores parodi på grandprix-klassikeren ”Dansevise” flyttede hun første slag i hvert takt, så det kendte guitartema blev forskudt.

Karoline: Det var rigtig langt ude!

Katrine: Da de musikstuderende hørte det, var der mange der ikke forstod det og tænkte ”hvor mærkeligt!”

Karoline: du lavede meget syrede autodidakte harmonier, der bestemt ikke fulgte gængse musikteoretiske regler!

Hvad er en sindssyg musikalsk idé?
Lise M: F.eks. at udsætte Madonnas popnummer ”Like a Virgin” for bossa nova rytmer og spille bas-introen på valdhorn. I starten var jeg ved at dø af grin når jeg spillede det, fordi det lød så komisk – valdhornet bruges mest i klassiske sammenhænge og aldrig som bas.

Anne Marie: Vi finder kendte numre, som vi giver et tvist, så Anne Linnets ”Venus”(Du har sat dig på tværs) blev til en bigbandswing-version med indlagt rap.

Lise Y: Vi tager nogle kendte popnumre, forvrænger dem til easy listening og blander stilarter.

Lise M: Humoren og ironien er et fællestræk ved vores musik. Det kræver både masser
af selvironi - og ikke mindst tillid til hinanden, når vi afprøver nye ideer og improviserer os frem.

Lise Y: Vores kemi hænger sammen med musikken. Den kemi der er mellem os harmonerer med den stemning der er i musikken. Det går op i en højre enhed.

Mille: Jeg plejer at sige, at der er tre fællesnævnere, der skal være opfyldt, for at et musikalsk samarbejde fungerer optimalt; personlig kemi, enighed om ambitionsniveau og talent, dvs. ensartet spilleniveau.

Lise M: Det er netop det, der sker med Lounge Ladies; at når det virkelig swinger, og det hele går op i en højere enhed, så oplever jeg den der lykkefølelse - det, jeg kalder "momentan lykkelig", små øjeblikke af total lykke, når en eller anden sindssyg musikalsk idé bare lykkes helt perfekt.

Man er ikke yndig bag et trommesæt
Hvad er der specielt ved at være et kvindeband
Mille: Der er jo lidt et handicap. Vi skal booke to ekstra timer til at øve i for vi skal have tid til at følge op på hvad der er sket i hinandens liv siden sidst!

Anne Marie: Vi mødre starter lige med 10 minutters børnesnak men vi kan også være effektive, som da vi voldøvede repertoiret i to dage op til en koncert.

Mille: Vi har en underforstået, fælles idé om, hvad vi har gang i. Når vi øver kan vi blive sådan helt euforiske: ’Jaaa skal vi også øve det her nummer, det er også mit yndlings ligesom det sidste var’.

Katrine: Det er identitetsfællesskabet!... Hvorfor er der så mange mandebands? Fordi det også et fællesskab, der opstår et stærkere identitetsfællesskab i grupper med mennesker af samme køn.

Lise M: hvis der havde været en fyr…

Mille: - han var blevet jordet!

Katrine: Når man er den eneste pige i et mande band, så er dagsordnen sat på deres måde, og man føler, at man skal leve op til det. Rytmisk musik er jo et mandefag.

Mille: NEJ, det er ikke et mandefag!

Anne Marie: altså, hvis man tager P3 Guld uddelingen, så er det kun Tina Dickow blandt alle fyrene. Det siger sig selv, alt seriøst musik - det er mænd.

Karoline: det er kun inden for rytmisk musik

Lise M: - også indenfor det klassiske, det er f.eks. ofte mænd der spiller slagtøj.

Karoline: Det kommer af at kvinder altid skal se yndige ud på scenen og man ser ikke specielt yndig ud, når man spiller trommer!

Katrine: Kvinder er måske også mere tilbøjelige til at tænke: der en grænse hertil skal vi nå og ikke længere. Når det bliver for seriøst, så ofrer man også meget.

Lise M: Kvinder er ikke så meget til ’se og hør mig, jeg står og sveder og trykker den af’

Mille: hvorfor vil så mange piger så gerne vil være popstjerner?

Lise Y: Fordommen er, at pigerne vil bare gerne være sangere. Konkurrencegénet er nok større blandt mændene, der er mere konkurrence når der er mænd i øvelokalet men for os er det mere leg.

Hvis man tog jeres musik og et tilsvarende band med mænd bag instrumenterne. Kan man så høre at det er kvinder der spiller?
Alle: Nej!

Musikpolitiet bliver glade i låget
Får I kommentarer som kvindeband?

Lise Y: Jeg har en ven der er indbegrebet af en drengerøvsmusiker som selvfølgelig måtte kommentere med ’det er meget fedt at I kun er piger’

Mille: Der er altid den her ”du spiller godt af en pige at være” også selvom det er med et glimt i øjet.

Katrine: Ja, vi har flere gange oplevet ”musikpolitiet” – fyre der står med korslagte arme ved siden scenen og tjekker os ud. De skal lige skal overbevises.

Mille: Generelt er reaktionen fra publikum at de sure mænd bliver glade. Til det sidste job fik vi komplimentet: ’I spiller musik man bliver glad i låget af’ og bedre kompliment fås da ikke?!

Fakta boks
· Lounge Ladies er varmblodige klassikere - kendte popmelodier og jazzstandards i
sofistikerede halv-akustiske arrangementer, der serveres med et glimt i øjet og
smager af 60ernes easy listening-musik.

· Lounge Ladies blev dannet i foråret 2004 af pigerne fra 'The Girls Behind', bandet i
*Nstant Boys. Alle har læst musikvidenskab ved Københavns Universitet.

· Lounge Ladies er: Sang/kor og percussion: Mille B, Anne Marie V, Lise Y og Anne B; Guitar: Katrine W; Kontrabas: Karoline S; Klaver og valdhorn: Lise M

· Næste mulighed for at høre Lounge Ladies bliver i 2006. Følg med på www. loungeladies.dk

· Navnet Lounge Ladies blev valgt, fordi navnet ”Tim Christensen” var optaget og pigerne besindede sig fra at lade sig inspirere af en cremet smøreost...

Artiklen blev bragt i Panbladet februar 2006