Til en fest kontakter en kvinde mig: ”Jeg kigger bare og vender tilbage med noget mere interessant senere!?”. En anden vildt fremmed kvinde ser på mig og siger ”Hej hej”, jeg venter på fortsættelsen men den kommer ikke. Så jeg svarer undrende: ”ville du noget?” og hun afviser;”nej, jeg kom bare lige forbi dig så, hej hej”. Underligt. Bedre bliver det ikke, da en tredje kvinde krydser min vej og mit blik. Hun siger:” ja det er altså helt vildt svært at beskrive sig selv med ord. Sig til hvis du vil vide mere”… Hvis det var tre scorereplikker fra en virkelig fest, var jeg blevet katolik, men det er desværre budskaber klippet fra de lesbiske netdatere.
Det må være en lesbisk undergrunds-terapigruppe, der kollektivt har kløet sig i overskægget og besluttet, at i lesbisk datingisme overlever ikke den stærkeste men den kedeligste! Den feministiske overskægs-mafia har hypnotiseret de skønneste kvinder til at tro, netdating er et computerspil for de handlingslammende. Du kan kende trancetøserne på, at de alle sælger sig som ”kærlig, ærlig og med humoristisk sans, der lige kigger ind”. De nægter at sætte billede på deres profil (måske tager de en sort sæk over hovedet til den næste fest). Det er et flerstemmigt kor af pæne piger, der ikke er noget særligt og som for alt i verden ikke søger noget eller nogen, selvom de frivilligt er oprettet på et dating-sted.
Jeg vil til kamp mod F.C. Kedelig Dating, hvilke forkvinder der end står bag. Jeg vil have Emma Gad med på fløjen og førstegangsindtrykket i front! Der kræver en bøsse som hjælpetræner, for bøsserne forstår at lege finde- og ikke gemmeleg på nettet. Måske er sproget ikke lige i borgerskabet, men konversationen er ærlig og insisterende i bøssernes hjørne. Jeg vil hellere have et hot tilbud om ”22 lange cm med på det hele kl. 22.00 i Nordsjælland” end et lesbisk halvlunket ”jeg kom lige forbi din profil, så hej”.
Det tager kun fem minutter at lave en datingprofil, men jeg vil så gerne have, at du bliver lidt længere. Fortæl hvad du har af særheder og drømme, dét der gør dig til dig og ingen anden. Tilbage på bænken med de dating-forskræmte Anne Nym’er, der føler sig udleveret, hvis de kommunikerer i hele sætninger. Så kan de træne brugen af netbank, indtil scoremusklerne igen er varme. For netdating er så meget sjovere, hvis medium risikovillige kvinder tør at konversere, stille begavede spørgsmål og satse deres egne tanker i legen.
Netdating var engang en diagnose. Det var tegn på negativ social intelligens at være en tastefisse på et datingsite. Det måtte jo være noget galt, når alle vidste at rigtige kvinder scorer på baren. Det var dengang, at svigermor aldrig måtte få at vide, at vi havde mødt hinanden så skummelt et sted som Internettet. I dag ved selv min mor, at en netbabe er et godt tegn. Mit livs eneste enere lever et så energisk og hyper socialt liv, at de sjældent er til salg i byen, men kun kan scores online på døgnets skæve tidspunkter. Den store kærlighed og det dybe venskab er potentielt bare et klik væk. Ét stærkt udfordrende og lykkebringende enkelt klik, for dem der vælger at kaste sig ind i hjertelegen og satser mere tostavelsesord.
Snitte eller en Nitte
Sådan charmer du en Snitte
1. Brug tid på at læse hendes profil, overvej hvilken type hun er og send hende en original besked formet som et syngespil, en gåde eller et eventyr, så hun nysgerrigt svarer.
2. Tjek din postkasse jævnligt og svar med det samme, så hun kan se, at du er rigtig interesseret.
3. Send et billede, fortæl om dine dårlige vaner og største drømme. Jo mere ærligt jo lettere er det at afgøre om I har noget at mødes om.
4. Tag initiativ til at tale i telefon eller mødes, før en anden ordbejler gør det.
5. Fjern eller omformuler din score-profil, når I er faldet for hinanden, så hun ikke er tvivl om hvem du satser på.
Sådan bliver du en Nitte
1. Kopiér et par linjer fra bøssernes chat. Højromantiske kvinder elsker at blive kontaktet med: ”Hej jeg er liderlig, er der nogen i Silkeborg til sex nu?”
2. Kald dig ”Ung23” og angiv din alder til 45. Skriv at du er tynd og sæt vid-vinkel billedet på profilen. Jo flere selvmodsigelser på begrænset plads, jo mindre post forstyrrer dig i indbakken.
3. Brug spredhagl-metoden: skriv den samme sætning til flest mulige kvinder uden at læse deres profil. Du er sikker på at ”Hej, jeg er den opmærksomme type! Vil du spise en stor bøf med mig?” giver et par ord fra vegetarianere i fast forhold.
4. Skriv intimt og flirtende til alle i et par uger, før du fortæller at det bare var for sjov og at din kone for resten er voldeligt jaloux, og ved hvor de bor.
5. Skod din date ved at udeblive fra jeres aftale. Flot stunt! Men da kvinder jæger i flok, sender hun dit profilnavn videre til alle hun kender. Du er nu en fuldblods nitte!
Tuesday, August 1, 2006
Subscribe to:
Posts (Atom)