Hedda Gambler

Hun ser ægteskabet som en betinget dom, før brudebuket er falmet. Henrik Ibsens ”Hedda Gabler” er en erotiske gambler, der ikke kan satse helt på nogen - og derfor spiller højt spil med alle. ”Jeg vil så gerne(…)have magten over et andet menneske” siger hun køligt.

Det instruerende legebarn Peter Langdal har byttet køn på stykkets biroller og matematisk set giver det et 100% biseksuelt drama: Hedda er gift med karrierekvinden Tesse som har været kæreste med Elvsted, som nu er bøsse og forelsket i Løvborg, der allerhelst vil have Hedda osv. Ibsens tekst fra 1890 kan bære at være påtvunget metroseksuelle mænd og lesbiske samlivsproblemer. Måske er disse elementer tankevækkende for teaterabonniner, men set med homo-teaterbrillen er det staffage fra sidste tirsdag, da viserne faldt på gender og queer diskussion. Hedda er en erotisk rullesten og så er det egentlig uinteressant at kønsbestemme, dem der triller med mod afgrunden. Lesbiske kys eller ej.

Sonja Richter spiller Hedda som en aggressiv og kølig post-teenager, men efter min smag mangler der sødme, der kan underbygger, hvorfor alle sværmer så fatalt om hende. Paprika Steen brænder derimod igennem som karrierekvinden Tesse, der arbejder sig stærkt ind i karrieren og dermed ud af parforholdet.

Ibsen er aldrig feel-good-theatre selvom der er plads til grin undervejs. Vil man gå fra stolerækken med blodsmag i munden, så er ”Hedda en Erotisk Dødsrute” obligatorisk. Hedda og co, kan opleves på Fru Nansens gamle teater indtil maj.

Forvildet til dans

En gammel crooners stemme væver væg-til-væg melankoli med ordene; ”Try to remember that kind of September”. For mig minder ordene om slæbbare plastiklaksko i et klosterkoldt forsamlingshus i 80’ere. Det var kradsende strømpebukser og en partner, der altid glemte, at drengen skulle føre. Mit eksistentielle forhold til dans, er lig Sartres til helvede: Afdansningsbal – det er de andre.

Men det er langt fra Lamdrup Mark og mine bindesløjfer til DGIbyens dansemekka i decembermørket. Pan Dans’ første Nordic Open byder velkommen til nyankomne tilskuere med øredøvende valsetakt med tung basgang og varm lugt af frisk kampsved, som om vi er til koncert.

Så står jeg der, paralyseret foran trinarenaen og kan slet ikke få øjnene væk fra de bedste par i kvindernes standarddans. Der er usigeligt elegante bevægelser, højtløftede arme og stævnets massør behandler en del ømme skuldre og lægge på den konto.

Særlig betagende er de selvvalgte skift, hvor parret med få trin og glidende bevægelser skifter mellem at være den der føre og lader sig føre. Denne flirt med at ophæve de klare mand-kvinde roller, tilfører dansen en ekstra æstetisk og sensuel dimension. Det gør det pokkers seværdigt - selv for en forsvoren danse-imbecil.

Selvom fysisk æstetik ikke er et oversættelige budskab, så får jeg personlig lyst til at tvangsudskrive homodansetimer til den næste kategoriske borddame, der belærer mig om, at der altid er en mand i et lesbisk forhold. For hvorfor komme med lange udredninger, når trin kan illustrere at roller ikke behøver at være faste.

Elegant er det, men også lettere kaotisk ude i dansegulvets hjørner, når flere par i højt tempo er på kollisionskurs og må undviger hinanden. Charlotte og Marianne S der er blevet B-rækkens nr. 2 i kvindernes standarddans forklarer mig gulvets forkørselsret: ”Professionelle har det vi kalder ’floorcraft’, de kender deres kurs og hastighed så godt, at de undviger hinanden. Amatører som os har ikke samme fornemmelse og selvom den der ser fremad har ’vigepligten’ må vi undertiden stoppe op”.

Det er overraskede vindere der udtaler sig, for de havde bestemt ikke regnet med den placering:”nok har vi danset sammen i tre sæsoner, men i dag har vi danset slowfox, som vi ikke er så stærke i”. Selvom de insisterer på at der ikke findes beskidte kneb, kan de dog godt afsløre et uskyldigt vindertrick: Vi filmer lidt med publikum og sørger for at udstråle, at vi nyder det. Selvom dommerne kigger ned i fødderne, så spiller det ind at udvise selvtillid”.

Artiklen blev bragt i Panbladet januar 2006