Afklimatiseret. Solen. Sølvpistoler. Ibsen kunne smede de banaleste ord til rå stålklinger på et scenegulv, så ståpelsen stadig gør honnør. Hvis Shakspeare har nosser, ifølge Peter Langdals gargon, så har Ibsens Hedda Gabler æggestokke, der rækker ind i helvede. På den fede måde.
Norske Henrik Ibsen byggede sine skuespil linært forudsigeligt men virkningsfuld. Langsomt indføres vi personer og deres idyl, før konflikterne kommer til overfladen. Derefter siger de simpleste ord alt for meget om menneskers manglende formåen.
Når en fastgroet stakkel gentagende stammer 'afklimatiseret' i ”Fruen ved Havet” så hører alle resignationen i at være afklimatiseret, at være groet fast på et udsted. I stykket ”Gengangere”, er replikken 'Giv mig solen Mor' den desperate syfilissyge Osvalds sidste dødsstød til troen på, at noget er som det burde være. At vi ikke blot er gengangere dømt til at fordoble vores forældres fejltagelser.
I ”Hedda Gabler” er repliktoucheét, kuldegysningens træfplet, når Hedda siger ”ræk mig sølvpistolerne”. Enhver skuespiller og instruktør kan lege med replikken og suge alvoren ud, men læs ordene indenad. Tilsæt skakmatte ansigtstræk fra en Fru Fatale. der hellere vil rydde brættet end spille menneskeligt remis. Så er der ingen tvivl. Her er en alfakvinde, der hedder ”Konsekvens” som mellemnavn.
”Modern Drama began when Nora slamped the door”, sådan lyder et af teatervidenskabens salmevers, der messer at Ibsens stykker i 1890'erne var det nye. Men hvor moderne er Ibsens kvinder egentlig? Hvis Hedda har et venindeslæng i teaterhistorien, så er hun i mine øjne nært beslægtet med Sofokles Medea som tilslut dræber sine børn...
Dette artikeludkast er aldrig blevet udgivet, men er skrevet i forbindelse med Betty N's opsætning af Hedda Gabler.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment