Furien uden fristed

”Jeg var da ikke særlig skarp”, afslutter Leonora Christina Skov henkastet samtalen. For som en af tidens skarpeste anmeldere, er det rutine at sætte og afværge verbale touchés. Men hun undres over spillereglerne i det lesbiske miljø, hvor der stadig gås hårdt efter de feminine typer.

Der kunne have stået LSD i stedet for LCS i mine noter. Leonora Christina Skov er et orddrug, der fremkalder kraftige reaktioner, alene når navnet nævnes. Hun er en forretningsrejsende i forførelse og forargelse. Ansigtet årgang 76 er kendt bl.a. fra DR’s smagsdommere, de ugentlige anmeldelser i Weekendavisen og to romaner. Så interviewformen er hjemmebane for en professionel bekender, men lesbiske Leonora betragter ikke homoer som hjemmepublikum. Tværtimod.

Læbestift som en dødssynd
Leonora varmer op: ”Det giver ikke payoff at være feminin i miljøet. Da jeg var yngre og usikker følte jeg mig ekskluderet af det lesbiske miljø. Folk tog mig for at være heteroen, der var gået forkert. Jeg brød mig ikke om at komme i det miljø, hvor jeg ellers burde have følt mig hjemme. Fordømmelsen er ironisk nok stor i miljøet blandt folk, der selv er blevet fordømt. Da jeg som 25-årig udgav en antologi var det grænseoverskridende, at se mit udseende diskuteret i Panbladet: hvorvidt jeg var for dullet, og om jeg som feminist kunne tillade mig at gå med make-up. Så blive man ’silent’ som debattør og reduceret til at være sit udseende.”

”For mig er det en bevidst strategi at ’passe’ som heteroseksuel. Mit pæne udseende giver mig adgang til steder, hvor jeg så kan levere et hardcore budskab til folk, jeg ellers ikke ville nå. Modtagelsen i miljøet er dog blevet bedre med tiden, der er flere som ved, at jeg tilhører det, og jeg foretrækker bestemt at gå på en homobar med min kæreste”.

Den ustilede pride
Det er pridetid, hvad har du at sige om den?
”Mange år har jeg overvejet hvorfor jeg er i København, når man kan være i Stockholm. Jeg synes den svenske er federe, det er en hel uges pride med stor folkelig opbakning og heteroseksuelle ’kändisser’, der giver koncert og støtter op. Den danske virker så ustilet og opnår slet ikke samme opbakning”.

Ustilet?
”Ja, Pan-bøsset og dårlig smag! Priden handler mest om outreret opførsel og sex på vognen. Jeg er ekspressionistisk anlagt, så hvis det handlede om synlighed overfor danskerne og politisk modstand mod hatecrimes og uligestilling, var jeg deltager. Anytime. Priden er så provinsagtig, at man forventer, at mikrofonerne ikke virker på Rådhuspladsen. Jeg synes Priden i sin nuværende form er pisse rædselsfuld, men som udgangspunkt støtter jeg da et hvert forsøg på at synliggøre homoer og så kunne jeg også selv lægge en indsats i Priden, hvis jeg var så utilfreds”.

Hvad med lesbiskes synlighed i Priden?
”Lesbiske er nærmest usynlige og slet ikke flamboyante nok. Det er som om lesbiske skal have militærbukser, kort hår og gå på Chaka - der emmer af fadbamse og karaoke, det er for ustilet! I USA begrænser kvinderne sig ikke til dragkings, de ’drag’er’ også som dragqueens. Jeg forstår ikke hvorfor kvinder vil ’drag’e’ som bøvede briantyper, det er røvsygt! Jeg savner virkelig nogle feministiske queens, der dresser i store kjoler og tårnhøje hæle!”

Du har gjort det igen: været den kritiske anmelder og sablet Priden og Chaka. Er du ikke bange for at ende som en gammel, vred kritiker?
”Næ, men jeg ved ikke, om jeg gider sable noget om 30 år. Jeg kan lide at være markant, men min kritikerstemme fylder mig kun, når jeg skriver ugens anmeldelse. Den breder sig ikke ud over resten af mit liv. Så jeg satser på at jeg sidder og skriver bøger et varmt sted til den tid.”

Vreden som afsender
Hvad lægger du i ordet ”pride”?
”Jeg gav et avisinterview, da antologien ”de røde sko” udkom. Da tog jeg i et splitsekund beslutningen om at fortælle om min kvindelige kæreste, og jeg konkluderede først bagefter at det var en stor beslutning. Siden er det blevet mit projekt at gentage budskabet, for der mangler kendte forbilleder. Jeg er blevet beskyldt for at bruge det karrierefremmende, at brande mig som lesbisk. Det skægge er, at det nærmere er en hæmsko: det antages, at der er emner jeg som lesbisk ikke kan skrive om, f.eks. heteroseksuel kærlighed. Jeg må affinde mig med at kritikerne altid bruger seksualiteten som det sidste argument mod mig, f.eks. ’du siger bare hvad du siger, fordi du er lesbisk og hader mænd’.”

Hvorfra har du modet til at stå ved din seksualitet?
”Det var mere vrede end mod. I starten var jeg drevet af vreden over den manglende accept, der endte i et brud med mine forældre som 20-årig, hvorefter jeg som enebarn stod uden min familie i 7 år. De ville have reageret fint, hvis det var naboens datter, eller hvis jeg var kommet hjem men undladt at tale om min kæreste. Men denne uudtalthed kan jeg ikke holde ud! Så det blev mit projekt at fortælle min historie til alle potentielle forældre til homoseksuelle derude. De skal have det ’in their face’; vil I reagere på samme måde, hvis jeres barn viser sig at være homo? Der er stadig behov for budskabet, for jeg får masser af breve fra unge teenagepiger, der er bange for at springe ud.”

Dine budskaber deler vandene. Ville omkostningerne ikke være mindre ved at være mainstream?
”Der er store omkostninger ved at dele vandene. Jeg kan samme dag modtage både champagne og trusselbreve. Jeg takler det ved at rumme to personer: den udfarende hårdtslående person og den indadvendte, der skriver derhjemme. For mig har det været en måde at takle pressen på, at have en persona til min offentlige fremtræden, så kritikken ikke når ind. Jeg har det også ambivalent med at være populær. I min skoletid var jeg hende i udkanten af gruppen, så at udgive en bog i tre oplag, passer ikke ind i mit selvbillede, selvom det er fedt, at den sælger. Men jeg ville være mest bekymret, hvis folk var ligeglade, eller alle synes jeg var fantastisk – så har jeg ikke været skarp nok.”

Mod på mere LCS? Tjek hendes ordrige blog på: www.leonorachristinaskov.blogspot.com, eller hendes seneste roman Champagnepigen.

Artiklen blev bragt i Panbladet august 2007