Sunday, August 1, 2004

”Det er mit drive”

Omkring 12.000 kondomer deler Fritz Sigrist ud om året for Stop AIDS. Mindst en gang om dagen, uanset vejr, runder han sine kondomkasser på Amager Fælled. I det stille gør han en forskel som frivillig for den store sag: forebyggelsen af kønssygdomme. Hvad driver værket?

Allerede i telefonen markerer Fritz; ”der er opgaven med at dele kondomer ud men så sandelig også med at rydde efter dem”. Så er banen kridtet op, uddelingen af kondomer handler også om personlig indstilling til indsatsen, at yde mere end der forventes for at hjælpe andre. Som pensioneret arkitekt har han tid til at give en hånd med, men her er der tale om imponerende daglig indsats i mere end seks år.

”Den præventive indsats den er det afgørende for at undgå AIDS. Jeg synes det er vigtigt ikke bare at lave en punktvis indsats, men at gøre det løbende som ved at dele disse kondomer ud”. Gået på klingen om hans eget udbytte, smiler 70-årige Fritz gennem det flotte Hemmingway-skæg: ”Jeg får også selv mandlige kontakter ud af at gøre det her”. Det er en del af motivationen, men der er også andre årsager til ihærdigheden.

Frivillig i Fælledens ingenmandsland
Amager fælled har sine kontaktsteder for bøsser og biseksuelle. Det mest besøgte er ”sigøjnerlejren” og parkeringspladsen i nærheden. Fem fuglekasser i nærheden af parkeringspladsen bliver dagligt tilset og fyldt med kondomer. De brugte kondomer lander i fælledens ingenmandsland, hvor hverken brugerne eller kommunen føler sig forpligtet til at rydde op, men det gør Fritz.
”Bøsserne og de biseksuelle er selv med til at svine toiletterne og omgivelserne til. De ordner det seksuelle, og når det er overstået, så forsvinder de bare. Jeg kan ikke lide svineriet, og det hjælper at jeg rydder op, måske fordi jeg er synlig.”

Det er et diskret miljø, hvor de fleste er anonyme gengangere. ”Det er ikke en bøsseverdenen som så, men meget biseksuelt orienteret, det er gifte mænd på vej hjem til mor, der skal have ordnet tingene.” Alligevel kender han de fleste per udseende, og de ved hvem Fritz er, selvom man ikke taler sammen. ”Jeg tror det gør en forskel. Efter at jeg begyndte at rydde op, er det som om, at der er blevet lidt pænere. Jeg kan jo se, hvad der sker, når jeg er syg. De fleste ville synes at det var ok, hvis jeg bare fyldte op. Det er mit eget drive der gør, at jeg også rydder op og gør lidt mere ud af det. Jeg kan godt lide at lave noget, som kommer andre til gode, så jeg synes, at jeg gør gavn for nogle mennesker. Jeg har et godt liv og føler en form for forpligtelse til at gøre noget”.

Ildsjæl uanset vejr
Det er en ildsjæl der taler, når det kommer til de modstridende interesser i området. På den ene side støttes uddeling af kondomer. På den anden side bliver stedets toiletter flyttet, og Vej og Park lægger sten ud som begrænser adgangen til stedet. Handlinger der mellem linjerne virker som et forsøg på at begrænse den seksuelle aktivitet på stedet. ”Det kan ikke være rigtig, at man må uddele kondomer men ikke bruge dem på stedet”. Ændringerne af området fik ham til at skrive et læserbrev, ligesom han møder velforberedt til dette interview. Fritz passer på sin fælled.

Det startede ved en tilfældighed, fordi den tidligere omdeler foreslog Fritz at overtage opgaven. Den daglige forpligtelse tynger ikke: ”jeg kan lide det, jeg holder af fælleden med dens natur. Selv om vinteren føler jeg mig forpligtet til at tage ruten, og jeg sørger da også for en afløser, når jeg drager på ferie. Jeg har behovet for at komme ud og få frisk luft. Når det bliver sommer og jeg udvider ruten, tænker jeg måske lige ’åh skal jeg køre hele turen’ men så skal jeg bare lige i gang igen, så er der ikke noget problem”.

De andre taler
I foråret og sommeren hvor driftbarometeret står særligt højt, er det 80-100 kondomer, der fordeles på tre daglige runder. Det er Fritz’ personlige bidrag til forebyggelsen af AIDS og andre kønssygdomme. Fritz har selv haft venner i slutningen 80’erne, som ”blev syge og blege, siden forsvandt og døde efter få måneder”. Også derfor interesserer han sig for kampen mod AIDS: ”På en konference talte et afrikansk statsoverhoved om, at de vil støtte udviklingen af en AIDS vaccine. Selv er jeg ikke i tvivl om, at en præventiv indsats er vigtigere i endnu mange år fremover. Ville de dog dele kondomer ud i stedet for blot at stå på talerstolen. Det er jo der afhjælpningen af det akutte problem ligger”, siger Fritz bestemt og stolt over sit eget bidrag. Han har bestemt ikke planer om at stoppe som fælledens ildsjæl.

Artiklen blev bragt i Panbladet august 2004

No comments: