Friday, December 1, 2006

Det store grineflip

Fyraftens-lemminge der hastede forbi Chaca en oktoberramt torsdag aften må have bemærket, at vinduerne vibrerede af latterbølger. Latterinstruktør Betina B. sørgede for at der blev skruet helt op for grinene på den første aften i den kvindelige latterklub.

Latterbobler
Titlen som latterinstruktør er troværdig, for 34-årige Betina griner mindst i hver anden sætning under interviewet. Selv blandt de mest alvorlige ord danser en lille latterboble op til overfladen. Som om latteren følger den samme trodsige naturlov, der får kogende vand til at lette på grydelåget. Betina kan ikke lade være med at grine, men beretningen om latterklubben starter faktisk med den modsatte erkendelse: at hun ikke havde grint rigtig i flere år.

Hvordan kom latter ind i dit liv?
”For fem år siden gik jeg på Strøget sammen med min datter, der er psykisk handikappet. Da vi kom til Rådhuspladsen sad der en masse mennesker og grinede, og min første indskydelse var: ’hvad laver de idioter’. Min datter begyndte at grine, de andre blev opmærksomme på hende og grinede af hende for så at grine sammen med hende. Jeg tænkte først:’ hov de griner af mit handicappede barn’ men næste tanke var, at jeg ikke selv havde grint på den måde i mange år”. Det var første møde med den danske latterklub, og det senere fik Betina til at tage på latterkursus for at blive latterinstruktør.

”På det personlige plan fik latteren også en betydning. Der er flere som oplever at systematisk brug af latterøvelserne giver overskuddet til at forfølge og udleve hvad man har lyst til. Selv begyndte jeg på at le i en periode, hvor jeg havde det dårligt, og det betød at min stress forsvandt. Senere da jeg forstod at jeg ikke længere skulle have en mandlig kæreste og at jeg havde haft travlt med min datter og uddannelse, da bragte latteren mig i tæt kontakt med mig selv, min lyst og nydelse. Latteren gav mig overskuddet til at springe ud, og i dag lever jeg sammen med Sabrian og vores tre sammenbragte børn”.

Hvorfor en latterklub på Chaca?
Femølejrens indsigt & udsigt uge har deltagerne i nogle år kunne vågne til lyden af grinende kvinder, når jeg lavede latter–event sammen med de morgenfriske. Flere kvinder spurgte hvor de kunne dyrke latteren og først foreslog jeg nogle af de eksisterende latterklubber, men flere efterlyste et sted alene med kvinder. Klubben er åben for alle kvinder men når den ligger på en lesbisk cafe sender det selvfølgelig et signal om at det primært er for lesbiske.

Latter er også en fed måde at møde andre på, når man har de samme grineflip, som man fik i klasseværelset som teenager- der hvor læreren åbnede døren med beskeden om at man kunne kom ind igen, når man havde grint færdig. Den slags store grineflip er sjældne som voksen.

Hvor meget er humor og hvor meget er øvelser sådan en aften?
Der er ikke meget humor i det!! Det består mest af latterøvelser, f.eks., hvor man tager hånden op til øret og i stedet for at tale i mobil, så ler man en samtale. At det er øvelser frem for jokes skyldes den indiske læge Madan Kataria. Han observerede sin egen lattergruppe som mødtes og fortalte vittigheder. Efterhånden løb de tør for gode vittigheder og endte med de nedladende eller sjofle, som i stedet blev hindring for den fælles latter. Kataria konkluderede, at man skal skelne latter fra humor. Latterøvelser giver mulighed for at le uden at le af de andre, der altid bliver peget ud.

Hvad er en dårlig dag på jobbet når man arbejder med latter?
Ha ha, når jeg føler mig så energiforladt at jeg helst vil blive under dynen med tre plader Marabou og Matador. På sådan en dag er jeg professionel og kan grine af pligt uden at det er ægte. Undervejs smitter de andres grin, måder at grine på, eller at jeg tænker på hvordan det må se ud for udenforstående. Så stemningen får som regel gjort kål på mig, så jeg også griner spontant. Latterøvelser løfter min energi ligesom en løbetur.


Er du til grin?
Vil du grine dig varm på en vinteraften, så er planen, at der holdes en latteraften en gang om måneden. Nærmere info fås på www.latterkontoret.dk/københavns_kvindelatter_klub.htm eller via Chacas nyhedsbrev. Der kan deltage 30 grinelystne per gang og deltagelsen er gratis.

Artiklen blev bragt i Panbladet december 2006

No comments: