Forskeren Camilla D. har kigget kritisk på gymnastikken, der fortrænger, fortrf at der både findes rigtige kvinder, mænd - og homoer.
Dygtige forskere kan fortælle deres pointe på en serviet, og Camilla formidler nogle hurtige og forståelige pointer, da vi mødes til en debat om homosport under Stockholms Pride. Øjnene gnistrer af uudslukket forelskelse i al det, gymnastikken har at give. Glæden ved gymnastikken ses også, da hun senere elegant bruger et par meter grumset københavnsk asfalt som afsæt til et par spring, der får de passerende til at kigge i respekt. Alligevel var det en tilfældighed, at hun kom til at forske i gymnastikkens æstetik og krop.
”Jeg dyrkede spring-rytme-gymnastik fra jeg var 7 år til jeg var 19. Jeg var ikke en af de bedste, men trænede alligevel en tre fire gange om ugen, deltog i konkurrencer og var hjælpetræner. Efter gymnasiet tog jeg ud og rejse, og gymnastikken faldt ud af mit liv i farten. Da jeg havde afleveret min Phd, var jeg mentalt udmattet og trængte til at lave noget fysisk igen. Det blev til et ophold på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, og der så jeg noget interessant mellem eleverne, som fik mig til at blive og lave et feltstudie”.
Tarzanmænd og lyserøde kvinder
Hvad var det så, du fik øjnene op for?
Jeg genopdagede ting, jeg havde fornemmet, men ikke forstået, dengang jeg selv var gymnast. Det var nyt og velkendt på samme tid at se det indefra og udefra. Det slog mig, hvad det betyder at investere så meget tid i en sport. Der er så meget livsglæde i gymnastikken, og der skabes et fællesskab mellem mennesker, som ellers ikke ville have så meget til fælles. Da jeg har studeret dans og bevægelse kunne jeg også se, hvordan gymnastikken bærer sin historie med sig, der er f.eks. bevægelser, som stammer helt fra 20’erne og så er der kønsrollerne - og hvor meget de betyder i gymnastikken.
”Jeg blev selv udsat for kønsrollerne til sidste landsstævne. Jeg var med til afslutningsceremonien, for det er en fantastisk chance for at deltage i en opvisning for 20.000 tilskuere. Koreografen, som dog ikke var gymnast, havde lavet en skabelsesmyte, hvor der undervejs skulle optræde tarzan-mænd og lyserøde kvinder i miniskørt. Kvindernes rolle var at sidde i lyserødt skørt på en lyserød bold og kalde mændene hjem med åben trutmund. Der var virkelig i strid med den ideologi, jeg har som lesbisk. Jeg havde meget svært ved at være en brik i historien om rigtige mænd og rigtige kvinder, og der var også andre, der syntes, at det var lige lovligt karikeret. Det stiller gymnasten i det svære valg – for ved at sige fra, så går man glip af fællesskabet”.
”Det viser bare, at gymnastikken er stærkt kønsopdelt: groft set laver kvinderne rytmisk gymnastik og mænd laver spring til opvisningerne. Gymnastikken er på den måde et billede på det ultimative heteroseksuelle samfund; for i opvisningerne skal pigerne vise ynde og mændene kraft. Det danske verdenshold med gymnaster rejste i 2005-2006 rundt med en opvisning bygget op om historien ’mand møder pige’. En bøsse har også fortalt til magasinet Gymnasten om, hvordan han ønskede at blive udtaget til det prestigefyldte verdenshold, men han fik slet ikke lov til at stille op til udtagelsen, fordi han ønskede at stille op i klassen for rytmisk gymnastik, hvor der normalt kun er piger”.
De crossdresser for vildt
Kan gymnastikken arbejde med andre myter end ’mand møder kvinde’?
”Gymnasten Niels Buck var homo, men desværre også højreorienteret i 1930’erne. Han var med til at revolutionere mandegymnastikkens udtryk og rolle. Han benyttede sig f.eks. af ’crossdressing’ og optrådte i dametøj til elevernes årlige skovtur. Crossdressing er stadig utroligt udbredt blandt mandlige gymnaster, når der skal festes. Så gøres der grin med noget uden at sætte ord på. Jeg tror, det skyldes, at der opstår så stærke fællesskaber blandt gymnaster , samtidig med at man er fysisk tæt på hinanden. Det giver en stærk angst for homoseksualitet og det får drengene afløb for ved at crossdresse for vildt. Der er noget, som skal afprøves og vises, så til festerne er det helt normalt, at et par fyre dukker op udklædt som kvinder,” siger Camilla.
Findes der kønsneutralt gymnastik?
”Som yngre opfattede jeg det som neutralt, men når jeg ser på det nu: så nej. Gymnastikken kunne være androgyn, f.eks. i springgymnastikken, hvis dragterne var ens. Men man understreger hele tiden spil mellem mænd og kvinder. Når man laver en fælles serie for begge køn, er det så indgroet, at pigerne laver noget og drengene laver noget andet. Det er så ubevidst indgroet, man tænker ikke over det. Gymnaster er meget bevidste om koderne f.eks., at mænd sjældent kaster med noget, mens pigerne bruger vimpler og sjippetov, men de er ikke bevidste om, hvad det er for en nogle kønsroller koderne bidrager til - og hvad der sker for dem der ikke passer ind i”.
Sport for all ?
Har du mødt nogen lesbiske gymnaster?
”Jeg kender ingen! Måske er de usynlige eller også drysser de fra tidligere. En lesbisk gymnast må spørge sig selv, om hun vil være i den tætsiddende dragt, deltage i de sensuelle bevægelser og lægge en makeup – noget, som alt sammen er rettet mod at få mændenes opmærksomhed. Jeg har mødt attituden ’at det må du da bare abstrahere fra’. Der er ikke forståelse for, at det stritter imod det, man står for som lesbisk. Det er interessant, når gymnastikken har et motto om ”sport for all” uden at være åbne for alle uanset seksualitet. Gymnastikforbundene er på et niveau, hvor man lige er begyndt at være opmærksom på, at piger også skal opmuntres til at springe. Forbundene har en attitude om, at ’vi har det fint med homoer, men der er jo ingen, der er det. Hvis der er et problem, må homoerne selv sige til’. Så den diskussion bliver ikke startet. Gymnastikken er meget samfundsbevarende og der venter et stort arbejde forude med at give plads til andre kønsroller og en anden seksualitet. Det burde ikke komme fra mindretallet, men fra instruktørerne, som jo deltager i opdragelsen af børn og unge.
Artiklen er skrevet til papirversionen af Panbladet i 2007, men blev dog ikke bragt p.ga. bladets økonomiske problemer. Artiklen er offentliggjort på panbladet.dk
Showing posts with label Panbladet artikler 2007. Show all posts
Showing posts with label Panbladet artikler 2007. Show all posts
Thursday, November 22, 2007
Sunday, October 7, 2007
Stærkt nok til at stå ved det
Lars WF er åben homo i multikulturelle Microsoft. Han har fundet sin indre tryghed i at være bøsse, så billeder af hotpants og bryllup må gerne dukke op på jobbet.
”Der er ikke en Ekstrabladshistorie gemt i mig. Sammenlignet med andres oplevelser på job-bet, er jeg jo bare glad som en landsbytosse”, griner Lars WF. Hans tjekkede streettøj afslører intet om jobtype, men Lars oversætter den lange titel: ”Lead Software Deve-lopment Engineer in Test” til, at han udvikler testværktøj til test og kvalitetssikring af soft-ware.
Bryllupsbilleder og Berlingske
Det kommer tempo på fortællingen og flere drengede smil, når 37-årige Lars skal fortælle om oplevelser som åben homo på jobbet: ”Der blev sendt en mail rundt med indsamling til en bryllupsgave, og jeg så tilfældigvis mailen. Der stod kønsneutralt ’indsamling til Lars’ bryllup’. Jeg kunne være blevet gift uden at nogen havde opdaget, at det var Daniel jeg blev gift med! Bagefter valgte jeg derfor at lægge vores bryllupsbilleder på intranettet. ’Ved folk godt at det var en mand du blev gift med?’ spurgte en kollega forundret, og jeg svarede: ’det ved de nu!’. Jeg var så glad for at skulle giftes og det fik den ’fandme-så-følelse’ op i mig, som gjorde, at billederne kom på intranettet!”
”Dagen efter Priden i 2004, bragte Berlingske et close-up af Daniel og mig på en paradevogn – i hotpants, glimmer og sololie! Da jeg så billedet, tænkte jeg, at ingen kan være i tvivl om sammenhængen, men det er sgu lige meget, for det giver mig en stærk følelse at stå ved hvem jeg er! Kollegerne kom småsmilende hen og sagde ’flot billede’ og nogen skulle også lige fortælle om deres bøssefætter. Det viser at det er vigtigt vi homoer selv sender klare signaler. Folk er meget opmærksomme og iagttager, hvordan jeg selv nævner min homoseksualitet i en samtale. Hvis jeg kommer til at mumle i øjeblikket, så sender jeg en usikkerhed videre og så bliver det tolket som at det er tabu. Der kan let opstå en misforstået hensynstagen, hvor an-dre ikke tør nævne det”.
Fortæl din springe-ud på jobbet historie?
I mit første job i Danmark var jeg kun åben overfor chefen og en håndfuld nære kolle-ger. Jeg var single og havde ikke det store behov for at fortælle om mit privatliv. Da jeg i 2002 søgte til Damgaard i Vedbæk, overvejede jeg at nævne min kæreste i cv’et, for vi havde været sammen i lang tid og jeg ville ikke holde det hemmeligt. Formuleringsmæssigt var det bøvlet, hvad skulle jeg skrive:´i fast forhold men med fyr’? Så jeg undlod det. I prøveperioden holdt jeg det også hemmeligt, for jeg kendte ikke ’frameworket’: jeg kendte ikke virksomhedens regler og jeg mødte ingen homoer blandt kollegerne. Der var først til en fest med nok at drik-ke, at jeg fortalte om mine weekendplaner – med Daniel. Men jeg føler ikke jeg har misset noget ved at springe set ud i mit jobliv. Jeg havde brug for ”sikkerhedsniveau” for at stå ved det.
Bringer bøsseliv ind i arbejdet
Ændrede det noget at Microsoft overtog Damgaard?
”Microsoft er en moderne virksomhed som har ”forskellighed/Diversity” som en af virksomhe-dens værdier. Der er stor opbakning til alle minoriteters netværk. Det er ikke som den lille virksomheds personalhåndbog, hvor det står i et lille hjørne, at ’vi skal være her alle sammen’. Vi har GLEAM (Gay, Lesbian and Transgender Employees at Microsoft), og når jeg er på forret-ningsrejse, mødes jeg ofte med nogle fra netværket. Så kommer der lidt bøsseliv ind i mit ar-bejde. Det giver et overlap mellem privatliv og arbejdsliv. Selvom man er åben bliver der let en hård skillelinje mellem venner og arbejde. Men på trods af GLEAM er der kun enkelte åbne homoer blandt 800-900 ansatte her i Vedbæk.
Opstår der ikke svære situationer med så mange kulturer i Microsoft?
”Nej. Det eneste tidspunkt hvor jeg bevidst træffer et valg om at fortælle at jeg er bøsse er, når jeg træffer nogen fra den øverste ledelse. Dvs. ledere der er fire-fem led over mig og hvor vi kun mødes kort f.eks. til en reception. Så har vi måske fem minutters samtale og hvad er så vigtigst at fortælle om mig? At sige at man er bøsse, er at spille ’et åben kort’, jeg møder per-sonen et andet sted end hvis jeg afslørede, at jeg var haveelsker. Så i de situationer overvejer jeg, om vi har tiden til det, og om denne leder skal så tæt på min personlige sfære. Det er lidt irrationelt”.
Homo på CV’et
Har du et par råd til nogen der ikke er sprunget ud på jobbet?
”Det starter med CV’et. I dag ville jeg helt klart skrive ’gift med Daniel, ingen børn’. Det er relevant, når der er længerevarende forhold og der evt. er børn, så er det en vigtig oplysning til arbejdsgiveren. Det viser at der er familieliv, som der skal tages hensyn til. Mit andet råd er at finde støtte. I de perioder hvor jeg ikke var åben omkring det, fandt jeg en kollega at betro mig til. Det er vigtigt ikke at være helt alene og der er altid kolleger som man ’connecter’ med og kan være bøsse overfor. Det gør en mindre sårbar overfor, hvordan de andre reagerer. Det tager så meget energi, når man stirrer blindt i krystalkuglen i forsøget på at forudse andres reaktion.”
Meld det hurtigt ud
Søren B er kollega til Lars igennem længere tid:
Vidste du fra starten, at han var bøsse?
Nej, det var nok i forbindelse med en rejse, at han så nævnte kæresten. Det er aldrig noget vi har talt om, det kommer bare ind naturligt, som da vi så bryllupsbilleder. Det jeg kan lide ved lars’ måde at takle det på er, at han meldte hurtigt ud. Desuden har han balancen i at berette uden at flashe sin seksualitet, det gør hetroer jo heller ikke”
Har du så siden fortrudt noget du har sagt, nu du ved han er bøsse?
”Nej. Jeg betragter mig selv som fordomsfri, og når man laver sjov med kolleger, så skal man kunne fornemme, hvordan det bliver modtaget. Måske har jeg en lille fordom påvirket af min kone: hun mener at bøsser er mere velklædte - og jo vi softwareudviklere jokker rundt i shorts og sandaler, mens Lars altid er stilig. Der har jeg nok en fordom”.
Hvad kan man gøre som kollega til en homo?
”En kollega har svært ved at bidrage med noget! Det kommer så meget fra personen selv. Det lyder banalt, men bliver budskabet afsendt naturligt, så bliver det ofte også modtaget helt na-turligt”.
Artiklen blev skrevet til Panbladet efteråret 2007, men blev ikke bragt da Panbladet p.t. ikke udgives
”Der er ikke en Ekstrabladshistorie gemt i mig. Sammenlignet med andres oplevelser på job-bet, er jeg jo bare glad som en landsbytosse”, griner Lars WF. Hans tjekkede streettøj afslører intet om jobtype, men Lars oversætter den lange titel: ”Lead Software Deve-lopment Engineer in Test” til, at han udvikler testværktøj til test og kvalitetssikring af soft-ware.
Bryllupsbilleder og Berlingske
Det kommer tempo på fortællingen og flere drengede smil, når 37-årige Lars skal fortælle om oplevelser som åben homo på jobbet: ”Der blev sendt en mail rundt med indsamling til en bryllupsgave, og jeg så tilfældigvis mailen. Der stod kønsneutralt ’indsamling til Lars’ bryllup’. Jeg kunne være blevet gift uden at nogen havde opdaget, at det var Daniel jeg blev gift med! Bagefter valgte jeg derfor at lægge vores bryllupsbilleder på intranettet. ’Ved folk godt at det var en mand du blev gift med?’ spurgte en kollega forundret, og jeg svarede: ’det ved de nu!’. Jeg var så glad for at skulle giftes og det fik den ’fandme-så-følelse’ op i mig, som gjorde, at billederne kom på intranettet!”
”Dagen efter Priden i 2004, bragte Berlingske et close-up af Daniel og mig på en paradevogn – i hotpants, glimmer og sololie! Da jeg så billedet, tænkte jeg, at ingen kan være i tvivl om sammenhængen, men det er sgu lige meget, for det giver mig en stærk følelse at stå ved hvem jeg er! Kollegerne kom småsmilende hen og sagde ’flot billede’ og nogen skulle også lige fortælle om deres bøssefætter. Det viser at det er vigtigt vi homoer selv sender klare signaler. Folk er meget opmærksomme og iagttager, hvordan jeg selv nævner min homoseksualitet i en samtale. Hvis jeg kommer til at mumle i øjeblikket, så sender jeg en usikkerhed videre og så bliver det tolket som at det er tabu. Der kan let opstå en misforstået hensynstagen, hvor an-dre ikke tør nævne det”.
Fortæl din springe-ud på jobbet historie?
I mit første job i Danmark var jeg kun åben overfor chefen og en håndfuld nære kolle-ger. Jeg var single og havde ikke det store behov for at fortælle om mit privatliv. Da jeg i 2002 søgte til Damgaard i Vedbæk, overvejede jeg at nævne min kæreste i cv’et, for vi havde været sammen i lang tid og jeg ville ikke holde det hemmeligt. Formuleringsmæssigt var det bøvlet, hvad skulle jeg skrive:´i fast forhold men med fyr’? Så jeg undlod det. I prøveperioden holdt jeg det også hemmeligt, for jeg kendte ikke ’frameworket’: jeg kendte ikke virksomhedens regler og jeg mødte ingen homoer blandt kollegerne. Der var først til en fest med nok at drik-ke, at jeg fortalte om mine weekendplaner – med Daniel. Men jeg føler ikke jeg har misset noget ved at springe set ud i mit jobliv. Jeg havde brug for ”sikkerhedsniveau” for at stå ved det.
Bringer bøsseliv ind i arbejdet
Ændrede det noget at Microsoft overtog Damgaard?
”Microsoft er en moderne virksomhed som har ”forskellighed/Diversity” som en af virksomhe-dens værdier. Der er stor opbakning til alle minoriteters netværk. Det er ikke som den lille virksomheds personalhåndbog, hvor det står i et lille hjørne, at ’vi skal være her alle sammen’. Vi har GLEAM (Gay, Lesbian and Transgender Employees at Microsoft), og når jeg er på forret-ningsrejse, mødes jeg ofte med nogle fra netværket. Så kommer der lidt bøsseliv ind i mit ar-bejde. Det giver et overlap mellem privatliv og arbejdsliv. Selvom man er åben bliver der let en hård skillelinje mellem venner og arbejde. Men på trods af GLEAM er der kun enkelte åbne homoer blandt 800-900 ansatte her i Vedbæk.
Opstår der ikke svære situationer med så mange kulturer i Microsoft?
”Nej. Det eneste tidspunkt hvor jeg bevidst træffer et valg om at fortælle at jeg er bøsse er, når jeg træffer nogen fra den øverste ledelse. Dvs. ledere der er fire-fem led over mig og hvor vi kun mødes kort f.eks. til en reception. Så har vi måske fem minutters samtale og hvad er så vigtigst at fortælle om mig? At sige at man er bøsse, er at spille ’et åben kort’, jeg møder per-sonen et andet sted end hvis jeg afslørede, at jeg var haveelsker. Så i de situationer overvejer jeg, om vi har tiden til det, og om denne leder skal så tæt på min personlige sfære. Det er lidt irrationelt”.
Homo på CV’et
Har du et par råd til nogen der ikke er sprunget ud på jobbet?
”Det starter med CV’et. I dag ville jeg helt klart skrive ’gift med Daniel, ingen børn’. Det er relevant, når der er længerevarende forhold og der evt. er børn, så er det en vigtig oplysning til arbejdsgiveren. Det viser at der er familieliv, som der skal tages hensyn til. Mit andet råd er at finde støtte. I de perioder hvor jeg ikke var åben omkring det, fandt jeg en kollega at betro mig til. Det er vigtigt ikke at være helt alene og der er altid kolleger som man ’connecter’ med og kan være bøsse overfor. Det gør en mindre sårbar overfor, hvordan de andre reagerer. Det tager så meget energi, når man stirrer blindt i krystalkuglen i forsøget på at forudse andres reaktion.”
Meld det hurtigt ud
Søren B er kollega til Lars igennem længere tid:
Vidste du fra starten, at han var bøsse?
Nej, det var nok i forbindelse med en rejse, at han så nævnte kæresten. Det er aldrig noget vi har talt om, det kommer bare ind naturligt, som da vi så bryllupsbilleder. Det jeg kan lide ved lars’ måde at takle det på er, at han meldte hurtigt ud. Desuden har han balancen i at berette uden at flashe sin seksualitet, det gør hetroer jo heller ikke”
Har du så siden fortrudt noget du har sagt, nu du ved han er bøsse?
”Nej. Jeg betragter mig selv som fordomsfri, og når man laver sjov med kolleger, så skal man kunne fornemme, hvordan det bliver modtaget. Måske har jeg en lille fordom påvirket af min kone: hun mener at bøsser er mere velklædte - og jo vi softwareudviklere jokker rundt i shorts og sandaler, mens Lars altid er stilig. Der har jeg nok en fordom”.
Hvad kan man gøre som kollega til en homo?
”En kollega har svært ved at bidrage med noget! Det kommer så meget fra personen selv. Det lyder banalt, men bliver budskabet afsendt naturligt, så bliver det ofte også modtaget helt na-turligt”.
Artiklen blev skrevet til Panbladet efteråret 2007, men blev ikke bragt da Panbladet p.t. ikke udgives
Wednesday, August 8, 2007
Når sporten rocker
Årets Eurogames samlede 3000 sportsudøvere og supportere i belgiske Antwerpen. Her er lydbilledet fra fire hektiske dage med kampsved og romancer:
”Je t’adore”
Belgiske Kate Ryan afslutter åbningsfesten med sit grandprixhit ’je t’adore’ og da hun også har skrevet en homohymne til hendes fars ”boyfriend” - og os, får hun et par tusind deltagerfødder til at danse og sprede gode vibs på Antwerpens pæne renæssancetorv. Man bliver eurohomo af at modtage belgiske kindkys og hollandske kram fra sportfolk, der dårligt kan ens navn. Jeg forstår nu hvad danske Ole mente, da han sagde at det rart som homo at føle sig som minoritet en gang imellem.
”I’m too sexy”
Bowling rimer ikke på sex? men fordommen forstøver, da jeg ankommer til en hal hvor Right Said Freds stemme kan mærkes i gulvet, diskokuglerne glimter og 80’ernes neonstil stadig præger væggene. Nok er gennemsnitsalderen høj, men der er også unge som den slovenske bøsse, der dyrker bowling, fordi det er en sportsgren uden meget udstyr, der stadig giver muligheden for at deltage i Eurogames.
“Y.M.C.A.”
I svømmehallens klortåger smådanser 300 svømmere iført badetøj til Village People, da jeg træder ind på tribunerne. Præmieoverrækkelsen er tydeligvis en kollektiv begivenhed. I næste heat er der både plads til Pan idræts hurtigsvømmende mænd og et hold blandede deltagere der pjasker sig i mål med en stil lige over hundesvømning. Der handler ikke bare om at vinde men om at have det sjovt med de andre, mens man gør det.
”You Sexy Thing”
Brydning er en underholdende rå sport. Når opvarmningsmusikken skrues ned, kan man høre enhver smerte, når mellemvægtsbøsserne kaster hinanden i måtten, ihærdige som legesyge hundehvalpe. Modsat mange af de andre turneringer kan man her melde sig til en masterclass og prøve thai-boksning. Norske Tom ømmer sig selv efter et slag, da han prøver at få mig til at lege med, men de lesbiske thaiboksere kan også nydes på ufarlig afstand.
”We are family, I got all my sisters with me”
Ud over sporten, utallige kulturelle arrangementer er der også tid til rendyrket fest. 500 lesbiske sporty spices fester og stemningen er imponerende god på tværs af nationaliteter og resultatet af dagens konkurrencer. Selv græske Aila glemmer sit tungsind ved synet af en irsk charmør.
”Wonderful, wonderful Copenhagen”
Mange synger den gamle lovprisning, når de besøger Outgames informationshule. Uffe Elbæk og hans team arbejder næsten i døgndrift for at suge viden til sig og dele flyers ud om det danske Outgames arrangement om to år. Forventningerne er allerede stressfremkaldende høje til at København overgår sine tidligere vellykkede sportsstævner i 2009! Inden da er der mulighed for at udfordre og flirte med europæere, når Barcelona er værtsby for Eurogames næste år. Savner du en sportsgren at synge med på, så se panidraet.dk eller danishdlite.dk.
Artiklen blev bragt på panbladet.dk efteråret 2007
”Je t’adore”
Belgiske Kate Ryan afslutter åbningsfesten med sit grandprixhit ’je t’adore’ og da hun også har skrevet en homohymne til hendes fars ”boyfriend” - og os, får hun et par tusind deltagerfødder til at danse og sprede gode vibs på Antwerpens pæne renæssancetorv. Man bliver eurohomo af at modtage belgiske kindkys og hollandske kram fra sportfolk, der dårligt kan ens navn. Jeg forstår nu hvad danske Ole mente, da han sagde at det rart som homo at føle sig som minoritet en gang imellem.
”I’m too sexy”
Bowling rimer ikke på sex? men fordommen forstøver, da jeg ankommer til en hal hvor Right Said Freds stemme kan mærkes i gulvet, diskokuglerne glimter og 80’ernes neonstil stadig præger væggene. Nok er gennemsnitsalderen høj, men der er også unge som den slovenske bøsse, der dyrker bowling, fordi det er en sportsgren uden meget udstyr, der stadig giver muligheden for at deltage i Eurogames.
“Y.M.C.A.”
I svømmehallens klortåger smådanser 300 svømmere iført badetøj til Village People, da jeg træder ind på tribunerne. Præmieoverrækkelsen er tydeligvis en kollektiv begivenhed. I næste heat er der både plads til Pan idræts hurtigsvømmende mænd og et hold blandede deltagere der pjasker sig i mål med en stil lige over hundesvømning. Der handler ikke bare om at vinde men om at have det sjovt med de andre, mens man gør det.
”You Sexy Thing”
Brydning er en underholdende rå sport. Når opvarmningsmusikken skrues ned, kan man høre enhver smerte, når mellemvægtsbøsserne kaster hinanden i måtten, ihærdige som legesyge hundehvalpe. Modsat mange af de andre turneringer kan man her melde sig til en masterclass og prøve thai-boksning. Norske Tom ømmer sig selv efter et slag, da han prøver at få mig til at lege med, men de lesbiske thaiboksere kan også nydes på ufarlig afstand.
”We are family, I got all my sisters with me”
Ud over sporten, utallige kulturelle arrangementer er der også tid til rendyrket fest. 500 lesbiske sporty spices fester og stemningen er imponerende god på tværs af nationaliteter og resultatet af dagens konkurrencer. Selv græske Aila glemmer sit tungsind ved synet af en irsk charmør.
”Wonderful, wonderful Copenhagen”
Mange synger den gamle lovprisning, når de besøger Outgames informationshule. Uffe Elbæk og hans team arbejder næsten i døgndrift for at suge viden til sig og dele flyers ud om det danske Outgames arrangement om to år. Forventningerne er allerede stressfremkaldende høje til at København overgår sine tidligere vellykkede sportsstævner i 2009! Inden da er der mulighed for at udfordre og flirte med europæere, når Barcelona er værtsby for Eurogames næste år. Savner du en sportsgren at synge med på, så se panidraet.dk eller danishdlite.dk.
Artiklen blev bragt på panbladet.dk efteråret 2007
Wednesday, August 1, 2007
Kald mig bare Clyde
Man leder forgæves på boghylden efter en bog med karrieretips til homoer. Selv ville jeg gerne have smuglæst et par tips før jobstart. For jeg så var sikker i min det-rager-ikke-jer-indstilling – og frygtelig naiv, som kun en karriereknøs kan være det.
Fortæl en hemmelighed
”Fortæl de andre en hemmelighed om jer selv”, sagde den kække coach på det første kursus for mig og mine 14 nyansatte kolleger. Hans blotlæggelsesstrategi virkede bare direkte modsat på mig. Jeg havde den opfattelse at mit privatliv ikke indgik i ansættelseskontrakten og at jeg derfor kunne opføre mig som en gæst i firmaet: det ragede ikke et sæt flygtige kolleger at jeg var lesbisk, for jeg antog at min seksualitet blot var en seksuel præference i stil med at andre er til lak og læder. Det var en detalje jeg ikke havde i sinde at skrifte over frokostbordet eller i plenum.
Point of no return
En toårig kontrakt tager sin tid. Jeg delte ikke min stormende forelskelse med kollegerne, og jeg greb ikke ind, da de mandlige, udvalgte ledertalenter, gik i selvsving med saftige bøssejokes. Der opstod flere situationer, hvor jeg ikke løj men heller ikke leverede sandheden.
En dag var et bordfuld kolleger samlet på en varm restaurant, Klokken kvart over tømte rødvinsglas, blev der bordet rundt berettet om, hvordan man traf sin ægtefælle. Jeg vidste at vores nye kollega var lesbisk, alligevel hørte jeg hende detaljeret berette, hvordan hun havde mødt sin mand. Hendes løgn slog hårdt, for jeg var på samme vildspor, hvor for mange kvarte forklaringer en dag rotter sig sammen til en fed livsløgn. Kort tid efter sprang jeg ud overfor en sparringspartner, som jeg var sikker på ville sprede informationen på alle sladderkanaler.
Destination: Homofobistan
Out and proud blev en kort tilstand. Da jeg skulle udstationeres faldt mit valg fuldblods naivt på et job i et litauisk datterselskab. Min katolske kærestes forstående familie havde fået mig til at tro, at jeg ville blive accepteret af de katolske litauere, når bare de lærte mig at kende. Efter ankomsten afslørede en tilfældig turistavis, at jeg frivilligt var landet i Europas mest homofobiske land, hvor lommetyve er mere velansete som naboer end homoer. Det var minus 20 grader udenfor og arbejdsklimaet var ikke meget varmere. Som kvinde i et mandsdomineret IT-miljø og lederaspirant i ét samfund, hvor ledelse historisk set giver forhøjet dødsrisiko, var jeg allerede lysår bagud på points! Jeg var så meget en alien, at afsløringen af at jeg var lesbisk, ville have fjernet mig helt fra litauernes mentale solsystem. Jeg delte mine op-og-nedture i langdistanceforholdet med de andre udlændinge, men det gik mig på, når jeg på en off-dag ikke kunne forklare min chef at min træthed skyldtes kæresteskænderier per satelitforbindelse. Det blev seks lange måneder i Homofobistan, hvor jeg aldrig helt var mig selv. Chefens afsluttende jobtilbud var let at afslå, for jeg havde lærte, at jeg ikke kan rykke min brik på karrierespillepladsen, hvis det betyder at jeg er slået tilbage i skabet.
Kald mig bare Clyde
Mine efterfølgende jobs har bragt mig rundt i flere organisatoriske hjørner som åben lesbisk. I de negative situationer anses jeg som den ”eksotiske hvide øgle”, et seksuelt væsen man kan studere og kommentere uden filter. En kvindelig chef annoncerede f.eks. i en større forsamling, at hvis hun var til piger, ville hun falde for mig. En underdirektør interesserede sig stærkt for hvordan det mon var at overnatte på hotelværelse med mig og spurgte nysgerrigt mine kollegiale rejsefæller. Disse oplevelser fratog mig illusionen om, at jeg er et professionelt væsen, som kun bliver vurderet på mine resultater.
I de positive situationer er jeg ”den hvide øgle”, som nuancerer forestillingen om homoer ved at vise at fjerboa og læder sagtens kan være erstattet af jakkesæt og høje hæle. Som hverdagsgrå lesbisk, har jeg i hvert fald været med til at rykke et par kollegers angst for at få et bøsset drengebarn, nu hvor de har set, at man kan være ualmindelig almindelig også som homo. Undertiden tillægges jeg endda særlige evner qua min seksualitet, dvs. at jeg som lesbisk projektleder er mere kontant og en-af-drengene. Et harmløst eksempel er min kollega, der tidligere omtalte os to under teamnavnet ”Bonnie og Clyde”. Nu hvor han ved at jeg er lesbisk, omtales jeg nu konsekvent som ”Clyde”. Han har altså overladt ”alfa-han” titlen til mig, alene ud fra oplysningen om at jeg er lesbisk. Kald mig bare Clyde - selvom det forbliver et mysterium hvordan min trang til at kysse kvinder skulle gøre mig mere cool i arbejdsdagens vilde vest.
Fortæl en hemmelighed
”Fortæl de andre en hemmelighed om jer selv”, sagde den kække coach på det første kursus for mig og mine 14 nyansatte kolleger. Hans blotlæggelsesstrategi virkede bare direkte modsat på mig. Jeg havde den opfattelse at mit privatliv ikke indgik i ansættelseskontrakten og at jeg derfor kunne opføre mig som en gæst i firmaet: det ragede ikke et sæt flygtige kolleger at jeg var lesbisk, for jeg antog at min seksualitet blot var en seksuel præference i stil med at andre er til lak og læder. Det var en detalje jeg ikke havde i sinde at skrifte over frokostbordet eller i plenum.
Point of no return
En toårig kontrakt tager sin tid. Jeg delte ikke min stormende forelskelse med kollegerne, og jeg greb ikke ind, da de mandlige, udvalgte ledertalenter, gik i selvsving med saftige bøssejokes. Der opstod flere situationer, hvor jeg ikke løj men heller ikke leverede sandheden.
En dag var et bordfuld kolleger samlet på en varm restaurant, Klokken kvart over tømte rødvinsglas, blev der bordet rundt berettet om, hvordan man traf sin ægtefælle. Jeg vidste at vores nye kollega var lesbisk, alligevel hørte jeg hende detaljeret berette, hvordan hun havde mødt sin mand. Hendes løgn slog hårdt, for jeg var på samme vildspor, hvor for mange kvarte forklaringer en dag rotter sig sammen til en fed livsløgn. Kort tid efter sprang jeg ud overfor en sparringspartner, som jeg var sikker på ville sprede informationen på alle sladderkanaler.
Destination: Homofobistan
Out and proud blev en kort tilstand. Da jeg skulle udstationeres faldt mit valg fuldblods naivt på et job i et litauisk datterselskab. Min katolske kærestes forstående familie havde fået mig til at tro, at jeg ville blive accepteret af de katolske litauere, når bare de lærte mig at kende. Efter ankomsten afslørede en tilfældig turistavis, at jeg frivilligt var landet i Europas mest homofobiske land, hvor lommetyve er mere velansete som naboer end homoer. Det var minus 20 grader udenfor og arbejdsklimaet var ikke meget varmere. Som kvinde i et mandsdomineret IT-miljø og lederaspirant i ét samfund, hvor ledelse historisk set giver forhøjet dødsrisiko, var jeg allerede lysår bagud på points! Jeg var så meget en alien, at afsløringen af at jeg var lesbisk, ville have fjernet mig helt fra litauernes mentale solsystem. Jeg delte mine op-og-nedture i langdistanceforholdet med de andre udlændinge, men det gik mig på, når jeg på en off-dag ikke kunne forklare min chef at min træthed skyldtes kæresteskænderier per satelitforbindelse. Det blev seks lange måneder i Homofobistan, hvor jeg aldrig helt var mig selv. Chefens afsluttende jobtilbud var let at afslå, for jeg havde lærte, at jeg ikke kan rykke min brik på karrierespillepladsen, hvis det betyder at jeg er slået tilbage i skabet.
Kald mig bare Clyde
Mine efterfølgende jobs har bragt mig rundt i flere organisatoriske hjørner som åben lesbisk. I de negative situationer anses jeg som den ”eksotiske hvide øgle”, et seksuelt væsen man kan studere og kommentere uden filter. En kvindelig chef annoncerede f.eks. i en større forsamling, at hvis hun var til piger, ville hun falde for mig. En underdirektør interesserede sig stærkt for hvordan det mon var at overnatte på hotelværelse med mig og spurgte nysgerrigt mine kollegiale rejsefæller. Disse oplevelser fratog mig illusionen om, at jeg er et professionelt væsen, som kun bliver vurderet på mine resultater.
I de positive situationer er jeg ”den hvide øgle”, som nuancerer forestillingen om homoer ved at vise at fjerboa og læder sagtens kan være erstattet af jakkesæt og høje hæle. Som hverdagsgrå lesbisk, har jeg i hvert fald været med til at rykke et par kollegers angst for at få et bøsset drengebarn, nu hvor de har set, at man kan være ualmindelig almindelig også som homo. Undertiden tillægges jeg endda særlige evner qua min seksualitet, dvs. at jeg som lesbisk projektleder er mere kontant og en-af-drengene. Et harmløst eksempel er min kollega, der tidligere omtalte os to under teamnavnet ”Bonnie og Clyde”. Nu hvor han ved at jeg er lesbisk, omtales jeg nu konsekvent som ”Clyde”. Han har altså overladt ”alfa-han” titlen til mig, alene ud fra oplysningen om at jeg er lesbisk. Kald mig bare Clyde - selvom det forbliver et mysterium hvordan min trang til at kysse kvinder skulle gøre mig mere cool i arbejdsdagens vilde vest.
Tuesday, July 24, 2007
Furien uden fristed
”Jeg var da ikke særlig skarp”, afslutter Leonora Christina Skov henkastet samtalen. For som en af tidens skarpeste anmeldere, er det rutine at sætte og afværge verbale touchés. Men hun undres over spillereglerne i det lesbiske miljø, hvor der stadig gås hårdt efter de feminine typer.
Der kunne have stået LSD i stedet for LCS i mine noter. Leonora Christina Skov er et orddrug, der fremkalder kraftige reaktioner, alene når navnet nævnes. Hun er en forretningsrejsende i forførelse og forargelse. Ansigtet årgang 76 er kendt bl.a. fra DR’s smagsdommere, de ugentlige anmeldelser i Weekendavisen og to romaner. Så interviewformen er hjemmebane for en professionel bekender, men lesbiske Leonora betragter ikke homoer som hjemmepublikum. Tværtimod.
Læbestift som en dødssynd
Leonora varmer op: ”Det giver ikke payoff at være feminin i miljøet. Da jeg var yngre og usikker følte jeg mig ekskluderet af det lesbiske miljø. Folk tog mig for at være heteroen, der var gået forkert. Jeg brød mig ikke om at komme i det miljø, hvor jeg ellers burde have følt mig hjemme. Fordømmelsen er ironisk nok stor i miljøet blandt folk, der selv er blevet fordømt. Da jeg som 25-årig udgav en antologi var det grænseoverskridende, at se mit udseende diskuteret i Panbladet: hvorvidt jeg var for dullet, og om jeg som feminist kunne tillade mig at gå med make-up. Så blive man ’silent’ som debattør og reduceret til at være sit udseende.”
”For mig er det en bevidst strategi at ’passe’ som heteroseksuel. Mit pæne udseende giver mig adgang til steder, hvor jeg så kan levere et hardcore budskab til folk, jeg ellers ikke ville nå. Modtagelsen i miljøet er dog blevet bedre med tiden, der er flere som ved, at jeg tilhører det, og jeg foretrækker bestemt at gå på en homobar med min kæreste”.
Den ustilede pride
Det er pridetid, hvad har du at sige om den?
”Mange år har jeg overvejet hvorfor jeg er i København, når man kan være i Stockholm. Jeg synes den svenske er federe, det er en hel uges pride med stor folkelig opbakning og heteroseksuelle ’kändisser’, der giver koncert og støtter op. Den danske virker så ustilet og opnår slet ikke samme opbakning”.
Ustilet?
”Ja, Pan-bøsset og dårlig smag! Priden handler mest om outreret opførsel og sex på vognen. Jeg er ekspressionistisk anlagt, så hvis det handlede om synlighed overfor danskerne og politisk modstand mod hatecrimes og uligestilling, var jeg deltager. Anytime. Priden er så provinsagtig, at man forventer, at mikrofonerne ikke virker på Rådhuspladsen. Jeg synes Priden i sin nuværende form er pisse rædselsfuld, men som udgangspunkt støtter jeg da et hvert forsøg på at synliggøre homoer og så kunne jeg også selv lægge en indsats i Priden, hvis jeg var så utilfreds”.
Hvad med lesbiskes synlighed i Priden?
”Lesbiske er nærmest usynlige og slet ikke flamboyante nok. Det er som om lesbiske skal have militærbukser, kort hår og gå på Chaka - der emmer af fadbamse og karaoke, det er for ustilet! I USA begrænser kvinderne sig ikke til dragkings, de ’drag’er’ også som dragqueens. Jeg forstår ikke hvorfor kvinder vil ’drag’e’ som bøvede briantyper, det er røvsygt! Jeg savner virkelig nogle feministiske queens, der dresser i store kjoler og tårnhøje hæle!”
Du har gjort det igen: været den kritiske anmelder og sablet Priden og Chaka. Er du ikke bange for at ende som en gammel, vred kritiker?
”Næ, men jeg ved ikke, om jeg gider sable noget om 30 år. Jeg kan lide at være markant, men min kritikerstemme fylder mig kun, når jeg skriver ugens anmeldelse. Den breder sig ikke ud over resten af mit liv. Så jeg satser på at jeg sidder og skriver bøger et varmt sted til den tid.”
Vreden som afsender
Hvad lægger du i ordet ”pride”?
”Jeg gav et avisinterview, da antologien ”de røde sko” udkom. Da tog jeg i et splitsekund beslutningen om at fortælle om min kvindelige kæreste, og jeg konkluderede først bagefter at det var en stor beslutning. Siden er det blevet mit projekt at gentage budskabet, for der mangler kendte forbilleder. Jeg er blevet beskyldt for at bruge det karrierefremmende, at brande mig som lesbisk. Det skægge er, at det nærmere er en hæmsko: det antages, at der er emner jeg som lesbisk ikke kan skrive om, f.eks. heteroseksuel kærlighed. Jeg må affinde mig med at kritikerne altid bruger seksualiteten som det sidste argument mod mig, f.eks. ’du siger bare hvad du siger, fordi du er lesbisk og hader mænd’.”
Hvorfra har du modet til at stå ved din seksualitet?
”Det var mere vrede end mod. I starten var jeg drevet af vreden over den manglende accept, der endte i et brud med mine forældre som 20-årig, hvorefter jeg som enebarn stod uden min familie i 7 år. De ville have reageret fint, hvis det var naboens datter, eller hvis jeg var kommet hjem men undladt at tale om min kæreste. Men denne uudtalthed kan jeg ikke holde ud! Så det blev mit projekt at fortælle min historie til alle potentielle forældre til homoseksuelle derude. De skal have det ’in their face’; vil I reagere på samme måde, hvis jeres barn viser sig at være homo? Der er stadig behov for budskabet, for jeg får masser af breve fra unge teenagepiger, der er bange for at springe ud.”
Dine budskaber deler vandene. Ville omkostningerne ikke være mindre ved at være mainstream?
”Der er store omkostninger ved at dele vandene. Jeg kan samme dag modtage både champagne og trusselbreve. Jeg takler det ved at rumme to personer: den udfarende hårdtslående person og den indadvendte, der skriver derhjemme. For mig har det været en måde at takle pressen på, at have en persona til min offentlige fremtræden, så kritikken ikke når ind. Jeg har det også ambivalent med at være populær. I min skoletid var jeg hende i udkanten af gruppen, så at udgive en bog i tre oplag, passer ikke ind i mit selvbillede, selvom det er fedt, at den sælger. Men jeg ville være mest bekymret, hvis folk var ligeglade, eller alle synes jeg var fantastisk – så har jeg ikke været skarp nok.”
Mod på mere LCS? Tjek hendes ordrige blog på: www.leonorachristinaskov.blogspot.com, eller hendes seneste roman Champagnepigen.
Artiklen blev bragt i Panbladet august 2007
Der kunne have stået LSD i stedet for LCS i mine noter. Leonora Christina Skov er et orddrug, der fremkalder kraftige reaktioner, alene når navnet nævnes. Hun er en forretningsrejsende i forførelse og forargelse. Ansigtet årgang 76 er kendt bl.a. fra DR’s smagsdommere, de ugentlige anmeldelser i Weekendavisen og to romaner. Så interviewformen er hjemmebane for en professionel bekender, men lesbiske Leonora betragter ikke homoer som hjemmepublikum. Tværtimod.
Læbestift som en dødssynd
Leonora varmer op: ”Det giver ikke payoff at være feminin i miljøet. Da jeg var yngre og usikker følte jeg mig ekskluderet af det lesbiske miljø. Folk tog mig for at være heteroen, der var gået forkert. Jeg brød mig ikke om at komme i det miljø, hvor jeg ellers burde have følt mig hjemme. Fordømmelsen er ironisk nok stor i miljøet blandt folk, der selv er blevet fordømt. Da jeg som 25-årig udgav en antologi var det grænseoverskridende, at se mit udseende diskuteret i Panbladet: hvorvidt jeg var for dullet, og om jeg som feminist kunne tillade mig at gå med make-up. Så blive man ’silent’ som debattør og reduceret til at være sit udseende.”
”For mig er det en bevidst strategi at ’passe’ som heteroseksuel. Mit pæne udseende giver mig adgang til steder, hvor jeg så kan levere et hardcore budskab til folk, jeg ellers ikke ville nå. Modtagelsen i miljøet er dog blevet bedre med tiden, der er flere som ved, at jeg tilhører det, og jeg foretrækker bestemt at gå på en homobar med min kæreste”.
Den ustilede pride
Det er pridetid, hvad har du at sige om den?
”Mange år har jeg overvejet hvorfor jeg er i København, når man kan være i Stockholm. Jeg synes den svenske er federe, det er en hel uges pride med stor folkelig opbakning og heteroseksuelle ’kändisser’, der giver koncert og støtter op. Den danske virker så ustilet og opnår slet ikke samme opbakning”.
Ustilet?
”Ja, Pan-bøsset og dårlig smag! Priden handler mest om outreret opførsel og sex på vognen. Jeg er ekspressionistisk anlagt, så hvis det handlede om synlighed overfor danskerne og politisk modstand mod hatecrimes og uligestilling, var jeg deltager. Anytime. Priden er så provinsagtig, at man forventer, at mikrofonerne ikke virker på Rådhuspladsen. Jeg synes Priden i sin nuværende form er pisse rædselsfuld, men som udgangspunkt støtter jeg da et hvert forsøg på at synliggøre homoer og så kunne jeg også selv lægge en indsats i Priden, hvis jeg var så utilfreds”.
Hvad med lesbiskes synlighed i Priden?
”Lesbiske er nærmest usynlige og slet ikke flamboyante nok. Det er som om lesbiske skal have militærbukser, kort hår og gå på Chaka - der emmer af fadbamse og karaoke, det er for ustilet! I USA begrænser kvinderne sig ikke til dragkings, de ’drag’er’ også som dragqueens. Jeg forstår ikke hvorfor kvinder vil ’drag’e’ som bøvede briantyper, det er røvsygt! Jeg savner virkelig nogle feministiske queens, der dresser i store kjoler og tårnhøje hæle!”
Du har gjort det igen: været den kritiske anmelder og sablet Priden og Chaka. Er du ikke bange for at ende som en gammel, vred kritiker?
”Næ, men jeg ved ikke, om jeg gider sable noget om 30 år. Jeg kan lide at være markant, men min kritikerstemme fylder mig kun, når jeg skriver ugens anmeldelse. Den breder sig ikke ud over resten af mit liv. Så jeg satser på at jeg sidder og skriver bøger et varmt sted til den tid.”
Vreden som afsender
Hvad lægger du i ordet ”pride”?
”Jeg gav et avisinterview, da antologien ”de røde sko” udkom. Da tog jeg i et splitsekund beslutningen om at fortælle om min kvindelige kæreste, og jeg konkluderede først bagefter at det var en stor beslutning. Siden er det blevet mit projekt at gentage budskabet, for der mangler kendte forbilleder. Jeg er blevet beskyldt for at bruge det karrierefremmende, at brande mig som lesbisk. Det skægge er, at det nærmere er en hæmsko: det antages, at der er emner jeg som lesbisk ikke kan skrive om, f.eks. heteroseksuel kærlighed. Jeg må affinde mig med at kritikerne altid bruger seksualiteten som det sidste argument mod mig, f.eks. ’du siger bare hvad du siger, fordi du er lesbisk og hader mænd’.”
Hvorfra har du modet til at stå ved din seksualitet?
”Det var mere vrede end mod. I starten var jeg drevet af vreden over den manglende accept, der endte i et brud med mine forældre som 20-årig, hvorefter jeg som enebarn stod uden min familie i 7 år. De ville have reageret fint, hvis det var naboens datter, eller hvis jeg var kommet hjem men undladt at tale om min kæreste. Men denne uudtalthed kan jeg ikke holde ud! Så det blev mit projekt at fortælle min historie til alle potentielle forældre til homoseksuelle derude. De skal have det ’in their face’; vil I reagere på samme måde, hvis jeres barn viser sig at være homo? Der er stadig behov for budskabet, for jeg får masser af breve fra unge teenagepiger, der er bange for at springe ud.”
Dine budskaber deler vandene. Ville omkostningerne ikke være mindre ved at være mainstream?
”Der er store omkostninger ved at dele vandene. Jeg kan samme dag modtage både champagne og trusselbreve. Jeg takler det ved at rumme to personer: den udfarende hårdtslående person og den indadvendte, der skriver derhjemme. For mig har det været en måde at takle pressen på, at have en persona til min offentlige fremtræden, så kritikken ikke når ind. Jeg har det også ambivalent med at være populær. I min skoletid var jeg hende i udkanten af gruppen, så at udgive en bog i tre oplag, passer ikke ind i mit selvbillede, selvom det er fedt, at den sælger. Men jeg ville være mest bekymret, hvis folk var ligeglade, eller alle synes jeg var fantastisk – så har jeg ikke været skarp nok.”
Mod på mere LCS? Tjek hendes ordrige blog på: www.leonorachristinaskov.blogspot.com, eller hendes seneste roman Champagnepigen.
Artiklen blev bragt i Panbladet august 2007
Subscribe to:
Posts (Atom)
