Med få dages varsel samledes bøsser og lesbiske til demonstration foran New Yorks rådhus for at råbe borgmesteren op. 100 km væk vies homoseksuelle i disse hektiske februardage, men ikke her. Borgmesteren vil end ikke udtale sig om sit standpunkt.
Luk os ind!
Inde på pladsen er demonstrationen allerede i gang, og der er plads til flere. Spontant råber vi ”luk os ind” men sikkerhedsvagterne fastholder, at vi ikke må få adgang af sikkerhedsmæssige årsager. Vi udgør en trussel mod sikkerheden, bevæbnet som vi er - med uens papskilte og barnevogne. Derfor står vi tålmodigt i kø bag knæhøje jernkæder. Imens forsøger de forreste at få gang i slagordene, Men det her er ikke en homogen bevægelse, som demonstrerer, det er individer, der er samlet. Vores rustne weekendstemmer samles omsider i ét brøl: ”What do we want? Gay marriage! When do we want it? Now!”. Vi råber og får endelig adgang mod obligatorisk visitering.
Indenfor afløser tale efter tale hinanden. Kun et enkelt regnbueflag blafrer blandt de 300 demonstranter, til gengæld er der en broget flok af slagord. ”Vi har været sammen i 25 år, hvornår må vi giftes?”, ”Jeg betaler min skat, jeg vil giftes”. Budskaberne spænder fra de romantiske argumenter til henvisninger til de hundredvis af rettigheder, der opnås ved et ægteskab.
Klapsalvernes brøl
Der er masser af tv-mikrofoner, men ingen højtalere. Kun talernes mest entusiastiske udbrud høres. Alligevel går klapsalvernes brøl gennem mængden efter hver tale. Repræsentanten fra forældreorganisationen P-flag er tydelig berørt efter sit indlæg og hyldesten. Antydningen af tårer i hans øjne og bøssekorets stille afslutning af demonstrationen får nakkehårene til at rejse sig. Hver på sin måde er de blide udtryk for et stort ønske.
Fire dage senere er 80 ivrige demonstranter tilbage igen på Rådhuset. De beder om en ægteskabsansøgning og få alle standardbrevet, der høfligt men bestemt afviser ansøgningen. Næste skridt kendes ikke men det kommer. Selvom statsanklageren i New Yorks har tolket delstatsloven og afgjort, at den ikke tillader enkønnede ægteskaber.
Faktaboks: Sagen dag for dag
1996 Clintons indfører en anti-ægteskabslov: homoseksuelle ægteskaber anerkendes ikke fa forbundsregeringen og ingen delstater er tvunget til at anerkende disse.
2000 Vermont er den første delstat der giver muligheden for en form for partnerskab ”civil union”. Partnerskabet er ikke anerkendt på statsligt niveau men giver mange af de samme juridiske rettigheder som et ægteskab.
Januar 2004 I Massachusetts fastslår højesteret, at ægteskab mellem homoseksuelle skal tillades maj 2004.
12. februar Borgmesteren i San Francisco tillader ægteskab mellem homoseksuelle, selvom det strider mod delstatens lov.
24. februar Bush forslår at lave et forfatningsforbud mod ægteskab mellem samme køn.
27 februar-9.marts Borgmestre i bl.a. New Paltz, Nyack, Asbury Park og Portland påbegynder vielser.
11. marts Højesteret i Californien stopper midlertidigt bryllupperne i San Francisco. Inden da er 3700 par blevet viet.
16.marts To borgmestre i anklages for at have udført vielser. De risikerer fængselstraf
Kilder
Berlingske tidende 24. 28., 29. feb, Jyllandsposten 5.marts
Thursday, April 1, 2004
Saturday, January 3, 2004
Til døden eller højesteret skiller os
Præsident Bush har gjort homoseksuelle ægteskaber til det første tema i sin valgkamp. En stemmetiltrækkende udmelding eller et forfejlet politisk træk? Midt i krydsilden står de homoseksuelle og få modige borgmestre.
Nogen er mere lige end andre
Den amerikanske lov lader den enkelte delstat afgøre, hvorvidt den anerkender det homoseksuelle ægteskab. Det har 38 ud af 50 delstater valgt ikke at gøre.
Da Massachusetts i januar højesteret fandt frem til, at et forbud var i strid med forfatningens krav om ligestilling, opstod en unik mulighed for vielser.
Siden har fem borgmestre fra forskellige egne af USA valgt at vie. Nogle gør det for at udfordre den lokale lovgivning, andre gør det i trods, som et handlende indlæg i debatten. Derfor hersker et vist juridisk kaos, fordi det er muligt at skifte adresse til de venligsindede byer. Desuden anerkender visse stater faktisk ægteskabet, hvis det blot er indgået i en anden delstat.
Heller ikke den amerikanske variant af registeret partnerskab, ”domestic partnership”, rummer lige regler for alle. Dette civile partnerskab giver de rettigheder, som ellers er forbeholdt heteroseksuelle. Problemet er, at ”domestic partnership” fungerer forskelligt i delstaterne. Den amerikanske stat anerkender f.eks. ikke partnerskaber indgået i staten Vermont. Derfor vil den amerikanske homobevægelse ikke nøjes med dette partnerskab, fordi det stadig giver forskelsbehandling og juridisk forviring.
Tændsats til valgkampen
Få dage efter de første lykkelige vielser, valgte præsident Georg Bush at starte sin valgkamp med forslaget om et forfatningsforbud, der skal ”bevarer det hellige ægteskab mellem mand og kvinde”. Budskabet er hårdt og præcist men vækker undren. Bush vælger at betone ægteskabet som en ”hellig pagt” i et land, der har adskilt kirke og stat, selvom der står ”in God we trust” på dollarsedlerne. Rent politisk er et generelt forfatningsforbud er en så kompliceret og usædvanlig handling, at det kun er gennemført 17 gange i de sidste 220 år. Desuden har de 38 delstater allerede lokale forbud.
I et år hvor det mest omtalte ægteskab varede to døgn for popbruden Britney Spears, er Bushs fokus på ægteskabet en overraskende tændsats i valgkampen. Homoorganisationerne forsøger derfor også at slå på, at ægteskabet er en konstruktion og ikke en hellighed i skilsmissernes tidsalder. Politiske kommentatorer fastslår, at Bushs udmelding ikke er et udtryk for hans moral men en direkte reaktion på generel kritik fra den højre-religiøse fløj. Når Bush besynger det hellige ægteskab og truslen mod det, imødekommer han det religiøse USA’s evige angst for homoseksuelle.
Højrefløjen sidder på millioner af stemmer og derfor vælger Bush at reagere på deres kritik. Samtidig har han valgt et emne, hvor modkandidaten John Kerry ikke melder klart ud.
John Kerry er fra Massachussets, hvor vielserne startede. Samtidig stemte han i 1996 i mod den lov (se faktaboks), der gav delstaterne friheden til selv at anerkende ægteskaberne i dag. John Kerry siger tvetydigt, at han er imod homoseksuelle ægteskaber men for at give homoseksuelle ægtepar juridiske rettigheder. Demokraterne kritiserer dog også Bush for at gøre homoseksuelle til syndebuk i en valgkamp, der burde behandle vigtigere emner f.eks. en vunden krig, der stadig koster liv. Debattørerne i aviserne går skridtet videre og skriver, at denne diskrimination trækker frihed og lighed ud af den ellers så evige amerikanske drøm.
Slår han sig selv hjem?
Om Bush har gjort et klogt, politisk træk eller slået sig selv hjem, vil tiden vise. En Gallup rundspørgen fastslår, at 59% af amerikanere er mod og 34 % er for homoseksuelle ægteskaber. Homo eller ej, så er der enighed om, at emnet ikke bærer en hel valgkamp. Amerikanerne placerer et ægteskabsforbud på en 21. plads over valgkampens vigtigste emner. Den beskedne vigtighed kan vise sig at være en fordel. Måske kan det skæbnesvangre forfatningsforbud undgås, fordi Bush har andre og vigtige kampe at kæmpe.
artiklen er skrevet sammen med Ken Nielsen, NY.
Nogen er mere lige end andre
Den amerikanske lov lader den enkelte delstat afgøre, hvorvidt den anerkender det homoseksuelle ægteskab. Det har 38 ud af 50 delstater valgt ikke at gøre.
Da Massachusetts i januar højesteret fandt frem til, at et forbud var i strid med forfatningens krav om ligestilling, opstod en unik mulighed for vielser.
Siden har fem borgmestre fra forskellige egne af USA valgt at vie. Nogle gør det for at udfordre den lokale lovgivning, andre gør det i trods, som et handlende indlæg i debatten. Derfor hersker et vist juridisk kaos, fordi det er muligt at skifte adresse til de venligsindede byer. Desuden anerkender visse stater faktisk ægteskabet, hvis det blot er indgået i en anden delstat.
Heller ikke den amerikanske variant af registeret partnerskab, ”domestic partnership”, rummer lige regler for alle. Dette civile partnerskab giver de rettigheder, som ellers er forbeholdt heteroseksuelle. Problemet er, at ”domestic partnership” fungerer forskelligt i delstaterne. Den amerikanske stat anerkender f.eks. ikke partnerskaber indgået i staten Vermont. Derfor vil den amerikanske homobevægelse ikke nøjes med dette partnerskab, fordi det stadig giver forskelsbehandling og juridisk forviring.
Tændsats til valgkampen
Få dage efter de første lykkelige vielser, valgte præsident Georg Bush at starte sin valgkamp med forslaget om et forfatningsforbud, der skal ”bevarer det hellige ægteskab mellem mand og kvinde”. Budskabet er hårdt og præcist men vækker undren. Bush vælger at betone ægteskabet som en ”hellig pagt” i et land, der har adskilt kirke og stat, selvom der står ”in God we trust” på dollarsedlerne. Rent politisk er et generelt forfatningsforbud er en så kompliceret og usædvanlig handling, at det kun er gennemført 17 gange i de sidste 220 år. Desuden har de 38 delstater allerede lokale forbud.
I et år hvor det mest omtalte ægteskab varede to døgn for popbruden Britney Spears, er Bushs fokus på ægteskabet en overraskende tændsats i valgkampen. Homoorganisationerne forsøger derfor også at slå på, at ægteskabet er en konstruktion og ikke en hellighed i skilsmissernes tidsalder. Politiske kommentatorer fastslår, at Bushs udmelding ikke er et udtryk for hans moral men en direkte reaktion på generel kritik fra den højre-religiøse fløj. Når Bush besynger det hellige ægteskab og truslen mod det, imødekommer han det religiøse USA’s evige angst for homoseksuelle.
Højrefløjen sidder på millioner af stemmer og derfor vælger Bush at reagere på deres kritik. Samtidig har han valgt et emne, hvor modkandidaten John Kerry ikke melder klart ud.
John Kerry er fra Massachussets, hvor vielserne startede. Samtidig stemte han i 1996 i mod den lov (se faktaboks), der gav delstaterne friheden til selv at anerkende ægteskaberne i dag. John Kerry siger tvetydigt, at han er imod homoseksuelle ægteskaber men for at give homoseksuelle ægtepar juridiske rettigheder. Demokraterne kritiserer dog også Bush for at gøre homoseksuelle til syndebuk i en valgkamp, der burde behandle vigtigere emner f.eks. en vunden krig, der stadig koster liv. Debattørerne i aviserne går skridtet videre og skriver, at denne diskrimination trækker frihed og lighed ud af den ellers så evige amerikanske drøm.
Slår han sig selv hjem?
Om Bush har gjort et klogt, politisk træk eller slået sig selv hjem, vil tiden vise. En Gallup rundspørgen fastslår, at 59% af amerikanere er mod og 34 % er for homoseksuelle ægteskaber. Homo eller ej, så er der enighed om, at emnet ikke bærer en hel valgkamp. Amerikanerne placerer et ægteskabsforbud på en 21. plads over valgkampens vigtigste emner. Den beskedne vigtighed kan vise sig at være en fordel. Måske kan det skæbnesvangre forfatningsforbud undgås, fordi Bush har andre og vigtige kampe at kæmpe.
artiklen er skrevet sammen med Ken Nielsen, NY.
Subscribe to:
Posts (Atom)
