Vi lukker natten ind
Mæt af dagens tankespind
vi sætter drager op i natten
leger tag-fat uden at vide hvem der er den
Og hvis jeg tøver
Hvis jeg bedrøver
Husk mig som jeg er
i linjernes genskær
Monday, October 10, 2005
Sunday, May 1, 2005
Dullen & Dyken’s
Cammila, 27 år. Kendt som DJ Sentimilla og homo-parten af makkerparret Dullen og Dyken. Hun laver film, når hun har vigtige historier at fortælle. Blev DJ efter en hurtig indskydelse og startede en butik, fordi lejemålet blev ledigt. Udfrittet på en søndag om initiativer i Anti-Janteland.
At give: ”Den røde tråd i alt hvad jeg gør: er kreative mennesker, det nyskabende og nytænkende. Josephine(”Dullen”) og jeg er sociale og elsker at have folk omkring os. Butikken kunne lige så godt have været en klub, et hang-out-spot”.
”Ideen bag butikken Dullen & Dyken’s udbud er, at det stammer fra folk, der gør noget for andre end sig selv. Vi sælger kunst, musik og tøj med et budskab. Tøjet er fra kunsterne, som har en god indstilling. Vi forhandler streetware fra kendte Alis, fordi de støtter nye initiativer. Der er T-shirts og sweatshirts fra en gruppe, der droppede gymnasiet for at virkeliggøre deres ide. Mærket Punk Royal er f.eks. med, fordi vi synes, det er sejt, at de på kort tid har banket dette koncept op”.
Omkring en båd: Endnu et skud på multikonceptet er en stor fest med live band og DJ’s på den tyske båd Stubnitz, der lægger til ved Langebro d.5 og 6. maj. Sanger/DJ parret kan ellers opleves på Vega, Rust og Kat, ligesom butikkens mikserpult er tændt i åbningstiden. Den første onsdag i måneden er der fernisering i butikken, næste gang d. 11. maj.
Rejsen til Nansensgade 62: ”Nansensgade er spraglet. Jeg føler, jeg er på rejse, når jeg går her. Den er international. Butikken tiltaler da også folk, der har oplevet lignende multikoncepter f.eks. i New York. Andre føler sig nok lidt intimideret første gang, de kommer ind og ser, at man også kan hænge ud i butikken. Men jeg kan se at mange vender tilbage. Backpackerne er også begyndt at bruge det som mødested. Et sted, hvor de opsnuser, hvad der rører sig i København”.
Dyken & selvironi: ”Navnet Dullen & Dyken blev til i et selvironisk øjeblik, da vi begyndte at være DJ’s sammen. Navnet giver da reaktioner, folk spørger med et smil, hvem der er hvem. Så er der dem, der ikke kender udtrykket og undrer sig over hvad ”dykan” betyder.
”Vi har ikke lagt vægt på homo-delen. Jeg står ved, at jeg er homo, men jeg skilter ikke med det. Det er vigtigt med selvironi. Jeg har været homo siden jeg var 14 og har ikke oplevet homofobi. Måske er det derfor, at jeg synes, at homomiljøet virker meget lukket. Jeg vil gerne bidrage til, at det er mere åbent ved at mikse hetro og homo. Det vigtigste er, at inspirere andre til anderledes projekter Folk er fede, hvis de er fede - uanset seksualitet”.
Kreativ kontortid og koordinat: ”Vi betragter butikken, som vores kreative kontor. Essensen er at have det sjov. Økonomien er ikke vigtig. Nøgleordene er mennesker, musik og dans. Åbne vibs. Følg din indre stemme. Dullen og Dyken, Nansensgade 62, 1366 København K. Man-fre 12-18, lør 12-15
At give: ”Den røde tråd i alt hvad jeg gør: er kreative mennesker, det nyskabende og nytænkende. Josephine(”Dullen”) og jeg er sociale og elsker at have folk omkring os. Butikken kunne lige så godt have været en klub, et hang-out-spot”.
”Ideen bag butikken Dullen & Dyken’s udbud er, at det stammer fra folk, der gør noget for andre end sig selv. Vi sælger kunst, musik og tøj med et budskab. Tøjet er fra kunsterne, som har en god indstilling. Vi forhandler streetware fra kendte Alis, fordi de støtter nye initiativer. Der er T-shirts og sweatshirts fra en gruppe, der droppede gymnasiet for at virkeliggøre deres ide. Mærket Punk Royal er f.eks. med, fordi vi synes, det er sejt, at de på kort tid har banket dette koncept op”.
Omkring en båd: Endnu et skud på multikonceptet er en stor fest med live band og DJ’s på den tyske båd Stubnitz, der lægger til ved Langebro d.5 og 6. maj. Sanger/DJ parret kan ellers opleves på Vega, Rust og Kat, ligesom butikkens mikserpult er tændt i åbningstiden. Den første onsdag i måneden er der fernisering i butikken, næste gang d. 11. maj.
Rejsen til Nansensgade 62: ”Nansensgade er spraglet. Jeg føler, jeg er på rejse, når jeg går her. Den er international. Butikken tiltaler da også folk, der har oplevet lignende multikoncepter f.eks. i New York. Andre føler sig nok lidt intimideret første gang, de kommer ind og ser, at man også kan hænge ud i butikken. Men jeg kan se at mange vender tilbage. Backpackerne er også begyndt at bruge det som mødested. Et sted, hvor de opsnuser, hvad der rører sig i København”.
Dyken & selvironi: ”Navnet Dullen & Dyken blev til i et selvironisk øjeblik, da vi begyndte at være DJ’s sammen. Navnet giver da reaktioner, folk spørger med et smil, hvem der er hvem. Så er der dem, der ikke kender udtrykket og undrer sig over hvad ”dykan” betyder.
”Vi har ikke lagt vægt på homo-delen. Jeg står ved, at jeg er homo, men jeg skilter ikke med det. Det er vigtigt med selvironi. Jeg har været homo siden jeg var 14 og har ikke oplevet homofobi. Måske er det derfor, at jeg synes, at homomiljøet virker meget lukket. Jeg vil gerne bidrage til, at det er mere åbent ved at mikse hetro og homo. Det vigtigste er, at inspirere andre til anderledes projekter Folk er fede, hvis de er fede - uanset seksualitet”.
Kreativ kontortid og koordinat: ”Vi betragter butikken, som vores kreative kontor. Essensen er at have det sjov. Økonomien er ikke vigtig. Nøgleordene er mennesker, musik og dans. Åbne vibs. Følg din indre stemme. Dullen og Dyken, Nansensgade 62, 1366 København K. Man-fre 12-18, lør 12-15
Hvis din bankrådgiver var lesbisk
Et nyt homo netværk er startet op. Her finder du din næste håndværker og debat om alt, hvad der berører homo arbejdslivet.
Hvis din bankrådgiver var lesbisk, krævede det ikke lange forklaringer af få den fælles økonomi. Der er arbejdsopgaver, som er oplagte at få løst af en ligesindet, og hvad gør man så? www.ngpnetwork.dk er svaret. Her vil du snart kunne oprette din profil og søge efter homoer med profession, du mangler.
Seks led - eller ét klik væk
De fleste kender ca. 300 personer, der alle kender nogen, som igen kender nogen osv. Matematisk set betyder det, at hele klodens befolkning er forbundne. Vi er maksimalt seks led af ”nogen, der kender nogen” fra hinanden. Med et digitalt netværk, kan du springe mellemledene over.
Nordic Gay Professional Network er klingende dansk men med mål om vokseværk. Jann, Ann-Kristin, Nadja, Karina, Nick og Mikael er bestyrelsen bag. Sammen har de målet: at skabe et seriøst fagligt og socialt netværk og Mikael undertekster; ”- seriøst uden at være kedeligt!”. For med ”professional” mener de alle uanset uddannelse og profession. Nadja: ”bageren og kassedamen har samme overvejelser om, hvordan det er, at være homo på arbejdspladsen. Man kan sagtens deltage uden at være sprunget ud. Der er et nyhedsbrev, så man anonymt kan følge med”. Når journalisten leger fandens advokat og tvivler på om arbejdende homoer overhovedet har en fællesnævner, falder svaret indlysende fra Karina: ”Se på kvindekampen, det var fællesnævneren nok at være kvinde - vi har masser at mødes om!”.
Nordic Gay Professional Network af mange årsager
Bestyrelsens afspejler selv, at motiver for at netværke er forskellige. Jann lægger ud:” jeg er selvstændig og arbejder hjemmefra. Det har betydning for mig, hvem jeg lukker ind og samarbejder med. Jeg ser også frem til sociale ”business meetings”, hvor jeg kan have min partner med”. Nadja og Karina byder ind: ”Vi har et firma, hvor vi sælger tøj til homoer. Vores hetro revisor var skeptisk overfor konceptet, her manglede vi én, der forstod målgruppen”. Ann-Kristin: ”på grund af min uddannelse inden for ledelse og marketing, synes jeg det er spændende at se på markedsføring rettet mod homoseksuelle, og i det hele taget få kontakt til virksomheder og mulige forretningsforbindelser. Nick blevet lokket med:” jeg kan godt lide at være med til at bygge noget op. Derudover ser jeg det som en mulighed for at dele erfaringer, f.eks. med jobsamtaler – springer man ud eller gør man ikke”. Mikael runder af: ”for mig handler det om at skabe rollemodeller, at bruge den styrke der er, når nogen står frem”.
Det første arrangement
Bestyrelsen vil samarbejde med LBLs arbejdsmarkedsudvalg og skrive temaer, der opstarter debat i miljøet. Det understøttes af egentlige debatmøder og første tema er markedsføring henvendt mod homoer. Ann-Kristin: ”vi vil gerne have gang i de svære emner, som hvorfor seksualitet i modsætning til race og religion ikke nævnes i jobannoncerne”. Første arrangement finder sted d.8.juni kl. 19.00 i LBL cafeen i Teglgårdsstræde. Initiativtagerne til cafeen Oscar holder et foredrag bl.a. om at have homoseksuelle som målgruppe. Derefter er der debat, snacks og frit lejde til at netværke!
Artiklen blev bragt i Panbladet maj 2005.
Hvis din bankrådgiver var lesbisk, krævede det ikke lange forklaringer af få den fælles økonomi. Der er arbejdsopgaver, som er oplagte at få løst af en ligesindet, og hvad gør man så? www.ngpnetwork.dk er svaret. Her vil du snart kunne oprette din profil og søge efter homoer med profession, du mangler.
Seks led - eller ét klik væk
De fleste kender ca. 300 personer, der alle kender nogen, som igen kender nogen osv. Matematisk set betyder det, at hele klodens befolkning er forbundne. Vi er maksimalt seks led af ”nogen, der kender nogen” fra hinanden. Med et digitalt netværk, kan du springe mellemledene over.
Nordic Gay Professional Network er klingende dansk men med mål om vokseværk. Jann, Ann-Kristin, Nadja, Karina, Nick og Mikael er bestyrelsen bag. Sammen har de målet: at skabe et seriøst fagligt og socialt netværk og Mikael undertekster; ”- seriøst uden at være kedeligt!”. For med ”professional” mener de alle uanset uddannelse og profession. Nadja: ”bageren og kassedamen har samme overvejelser om, hvordan det er, at være homo på arbejdspladsen. Man kan sagtens deltage uden at være sprunget ud. Der er et nyhedsbrev, så man anonymt kan følge med”. Når journalisten leger fandens advokat og tvivler på om arbejdende homoer overhovedet har en fællesnævner, falder svaret indlysende fra Karina: ”Se på kvindekampen, det var fællesnævneren nok at være kvinde - vi har masser at mødes om!”.
Nordic Gay Professional Network af mange årsager
Bestyrelsens afspejler selv, at motiver for at netværke er forskellige. Jann lægger ud:” jeg er selvstændig og arbejder hjemmefra. Det har betydning for mig, hvem jeg lukker ind og samarbejder med. Jeg ser også frem til sociale ”business meetings”, hvor jeg kan have min partner med”. Nadja og Karina byder ind: ”Vi har et firma, hvor vi sælger tøj til homoer. Vores hetro revisor var skeptisk overfor konceptet, her manglede vi én, der forstod målgruppen”. Ann-Kristin: ”på grund af min uddannelse inden for ledelse og marketing, synes jeg det er spændende at se på markedsføring rettet mod homoseksuelle, og i det hele taget få kontakt til virksomheder og mulige forretningsforbindelser. Nick blevet lokket med:” jeg kan godt lide at være med til at bygge noget op. Derudover ser jeg det som en mulighed for at dele erfaringer, f.eks. med jobsamtaler – springer man ud eller gør man ikke”. Mikael runder af: ”for mig handler det om at skabe rollemodeller, at bruge den styrke der er, når nogen står frem”.
Det første arrangement
Bestyrelsen vil samarbejde med LBLs arbejdsmarkedsudvalg og skrive temaer, der opstarter debat i miljøet. Det understøttes af egentlige debatmøder og første tema er markedsføring henvendt mod homoer. Ann-Kristin: ”vi vil gerne have gang i de svære emner, som hvorfor seksualitet i modsætning til race og religion ikke nævnes i jobannoncerne”. Første arrangement finder sted d.8.juni kl. 19.00 i LBL cafeen i Teglgårdsstræde. Initiativtagerne til cafeen Oscar holder et foredrag bl.a. om at have homoseksuelle som målgruppe. Derefter er der debat, snacks og frit lejde til at netværke!
Artiklen blev bragt i Panbladet maj 2005.
Friday, April 1, 2005
Hjerter i flødesovs & i flammer
”Running dinner”. Det måtte komme i en homo-version - for 7000 hetroer kan ikke tage fejl af et dating koncept. Som modtræk til netdatingens ordjungle har
storbyernes singler i flere år summet rundt på festlige ”running dinners”. Det sker efter spillereglerne: Man matches med en date, som man tilbereder en ret sammen med og serverer for tre andre par. Sammen med denne partner, følges man til rundt til to andre værtspar, og der er altid otte til bords. I løbet af aftenens tre retter møder man sin madlavningsdate og atten andre singler, for siden at feste igennem sammen med alle madløbets 100-200 deltagere. Alt i alt en aften, hvor én af de eneste enere burde være indenfor rækkevidde, og hvor den nervøse indledningsreplik kan indøves på forhånd. For med madlavning, transport og spisning er der nok af ukomplicerede emner at tage fat på.
Mine forbehold mod konceptet var da også født i modvind, da min erfarende hetro-veninde foldede sig ud. Jeg forsøgte rationelt: ”Hetroer er sikkert garanteret, at møde nitten ukendte partnere. Min lesbiske statistik siger, at jeg skal spise med mindst to fortrængte dates og pligt-konversere en ex, jeg ikke behøver at møde før næste genfødsel”. Min modvilje var blot brændstof: ”hmm, måske gælder din statistik, men det er jo bare selve middagen. De nitten første gør, at du har nogen at følges med til den store fest, hvor der igen er chancer for at møde kvindén”. Tilbage til flere facts: ”Jeg bor for langt væk fra centrum, det bliver bøvlet”. Hun fortsatte: ”logistikken er der tjek på, så lægger du bare hus til forretten, mens desserten indtages hos den, der bor tættest på festen. Det er en del af konceptet, at man også hygger sig med at følges rundt til næste ret”. Vi var nået til min sidste men endegyldige trumf: ”Jeg er blottet for kulinarisk intelligens. At lave mad til venner jeg gerne vil beholde, er utænkeligt nok”. Ordene gled som på en curlingbane. Alt for let. Så faldt kommandoen: ”Du serverer bare drinks til din forret”...
På websitet runningdinner.dk opretter man sin profil, som bruges til at matche deltagere. Det er endda muligt at markere, hvem man ønsker eller ikke ønsker at mødes med, ligesom det er muligt at tilmeldes som par for at få udvidet sit netværk. Københavns første homomiddag: ”Running Dinner Goes Queer” (bøsser) og ”Running dinner á la the L word” (lesbiske) finder sted lørdag den 2. april, kl. 18 – 05. Deltagelse koster 180 kr og for tvivlere findes der happy-ending beretninger fra det virkelige datingliv på websitet. Når du ikke den første aften, varsler bagkvinden Michelle Hviid, at hun gerne vil lave 3-4 homoarrangementer om året, hvis ellers der er opbakning fra madglade homoer på hjertejagt.
Artiklen blev bragt i Panbladet april 2005
storbyernes singler i flere år summet rundt på festlige ”running dinners”. Det sker efter spillereglerne: Man matches med en date, som man tilbereder en ret sammen med og serverer for tre andre par. Sammen med denne partner, følges man til rundt til to andre værtspar, og der er altid otte til bords. I løbet af aftenens tre retter møder man sin madlavningsdate og atten andre singler, for siden at feste igennem sammen med alle madløbets 100-200 deltagere. Alt i alt en aften, hvor én af de eneste enere burde være indenfor rækkevidde, og hvor den nervøse indledningsreplik kan indøves på forhånd. For med madlavning, transport og spisning er der nok af ukomplicerede emner at tage fat på.
Mine forbehold mod konceptet var da også født i modvind, da min erfarende hetro-veninde foldede sig ud. Jeg forsøgte rationelt: ”Hetroer er sikkert garanteret, at møde nitten ukendte partnere. Min lesbiske statistik siger, at jeg skal spise med mindst to fortrængte dates og pligt-konversere en ex, jeg ikke behøver at møde før næste genfødsel”. Min modvilje var blot brændstof: ”hmm, måske gælder din statistik, men det er jo bare selve middagen. De nitten første gør, at du har nogen at følges med til den store fest, hvor der igen er chancer for at møde kvindén”. Tilbage til flere facts: ”Jeg bor for langt væk fra centrum, det bliver bøvlet”. Hun fortsatte: ”logistikken er der tjek på, så lægger du bare hus til forretten, mens desserten indtages hos den, der bor tættest på festen. Det er en del af konceptet, at man også hygger sig med at følges rundt til næste ret”. Vi var nået til min sidste men endegyldige trumf: ”Jeg er blottet for kulinarisk intelligens. At lave mad til venner jeg gerne vil beholde, er utænkeligt nok”. Ordene gled som på en curlingbane. Alt for let. Så faldt kommandoen: ”Du serverer bare drinks til din forret”...
På websitet runningdinner.dk opretter man sin profil, som bruges til at matche deltagere. Det er endda muligt at markere, hvem man ønsker eller ikke ønsker at mødes med, ligesom det er muligt at tilmeldes som par for at få udvidet sit netværk. Københavns første homomiddag: ”Running Dinner Goes Queer” (bøsser) og ”Running dinner á la the L word” (lesbiske) finder sted lørdag den 2. april, kl. 18 – 05. Deltagelse koster 180 kr og for tvivlere findes der happy-ending beretninger fra det virkelige datingliv på websitet. Når du ikke den første aften, varsler bagkvinden Michelle Hviid, at hun gerne vil lave 3-4 homoarrangementer om året, hvis ellers der er opbakning fra madglade homoer på hjertejagt.
Artiklen blev bragt i Panbladet april 2005
Tuesday, February 1, 2005
Snydekoder til et homoliv
Vi er også homoer, når vi spiller computerspil. Vi vil spille og styre figurer, som kan gøre, hvad vi selv finder naturligt. Når spillene arver normer fra den virkelige verden kommer begge verdner til diskussion. Er det for eksempel acceptabelt bøsser bankes i spillet ”Leisure Suit Larry”? Er det tilstrækkeligt, at den tapre spiller i middelalderspillet ”Defender of the Crown” kun kan redde smukke kvinder?
Tag diskussionen om køn og seksualitet i tv-serier og tilsæt den til 3-d grafik. Det er samme diskussion der finder sted på computerspillenes webfora nu. Spilkonsollernes homofober raser: vi vil ikke have homofigurer i spillene, det påvirker i dårlig retning. Åbensindede spillere svarer:
krigsspil gør dig ikke til terrorist og homoer i tv-serier giver ikke ændret seksualitet. Nogle gamle spil har 8 forskellige køn, computerspillenes regler kan frit modelleres, hvorfor begrænse?
De spillende homoer, ”Gay Gamers”, er forbavsende tavse og ikke velanset i et drengerøvs-miljø, hvor kantede holdninger trives. Homospillerne er ikke en samlet bevægelse men undergrupper, der opstår omkring webfora for deres yndlingsspil. De går stille med dørene og det forstås, når der kan berettes om spillere, der udelukkes fra det gode selskab - de populære spils klaner - når de springer ud.
Har homospillerne et fællestræk er det, at de fleste har udfordret de hetroseksuelle spilleregler, så man kan date en anden mand i ”Morrowind”, og børn bliver født som homoer i ”The Sims 2”. Snydekoderne er stadig nødvendige, selv i et nyt x-boksspil som ”Fable”. Her kan man være åbenlys bøsse og charme singlefyre, men bliver man gift udebliver bryllupsscenen og de andre vil tiltale parret som ”Hr og Fru”. En simpel kodefejl, men også et tegn på, at få producenter laver liberale regler, især ikke i de klassiske spil inspireret af eventyr, hvor en prinsesse ikke jager andre piger.
Derudover har mange homospillerne en svaghed for figurer, som kunne springe ud. Nitendos energiske VVS-mand Mario har et overskæg, der kunne være en hyldest til 70’er ikonerne ”Village People”. Når han ikke kysser prinsessen, skyldes det så, at han optræder i et børnespil eller, at drømmen er en prins?
IT-studerende Yoo har skrevet om køn og seksualitet i spil, og hun smiler af jagten på skjulte homofigurer: ”Personligt, siger det mig ikke så meget, når der kun er en antydning af homoseksualitet”. I stedet spår hun om positive trends i spiludviklingen: ”Der kommer flere og flere homoseksuelle og kvindelige spillere. Desuden viser forskning, at mange mænd godt kan lide at spille kvinderoller. Det bliver producenterne nød til at reagere på ved at designe mere nuancerede og attraktive kvindefigurer, hvis rolle går ud på andet end at blive redet af den mandllige heltefigur. En større mangfoldighed vil i øvrigt også gavne branchen økonomisk, det er jeg sikker på. De vil få masser af positiv PR”.
”Det betyder ikke flere påklædningsdukke-agtige pigespil som ”The Sims 2”. Man skal nemlig ikke undervurdere, at mange kvinder godt kan lide god, gedin action og følelsen af magt og styrke. Men jeg tror, at vi vil se mere nuancerede figurer. Selv gider jeg ikke de spil, hvor jeg kun skal plaffe folk ned, iført bikini og store bryster. Generaliseringen går begge veje for både mænd og kvinder, men forskellen er, at mænd ikke overseksualiseres som kvinder gør. Man ser f.eks. ikke mænd med overdrevent store kønsorganer.
Homofigurer skal dog designes med omtanke, for man ender jo let i generaliseringer med femme, butch, den maskuline lebbe og den feminine bøsse”. De lesbiske spillere må indtil videre nøjes med hengemte lesbiske biroller, eller fascineres af Lara Crofts brystparti. Alternativ foreslår Yoo: ”Gå ind på womengamers.com, der findes en liste over de mest interessante kvindelige figurer”.
Snydekoder og simple tricks. Reglerne brydes, mens vi venter på den første virtuelle homohelt, en positiv rollemodel på den digitale scene.
Kilder
*”Gaygamers: Gay characters in Videogames” af Matthew D. Barton
* Rainbow Road af Avery Score
Artiklen blev bragt i Panbladet feb. 2005 og i 2005 i en antologi om kommunikation udgivet af Dansklærerforeningen.
Tag diskussionen om køn og seksualitet i tv-serier og tilsæt den til 3-d grafik. Det er samme diskussion der finder sted på computerspillenes webfora nu. Spilkonsollernes homofober raser: vi vil ikke have homofigurer i spillene, det påvirker i dårlig retning. Åbensindede spillere svarer:
krigsspil gør dig ikke til terrorist og homoer i tv-serier giver ikke ændret seksualitet. Nogle gamle spil har 8 forskellige køn, computerspillenes regler kan frit modelleres, hvorfor begrænse?
De spillende homoer, ”Gay Gamers”, er forbavsende tavse og ikke velanset i et drengerøvs-miljø, hvor kantede holdninger trives. Homospillerne er ikke en samlet bevægelse men undergrupper, der opstår omkring webfora for deres yndlingsspil. De går stille med dørene og det forstås, når der kan berettes om spillere, der udelukkes fra det gode selskab - de populære spils klaner - når de springer ud.
Har homospillerne et fællestræk er det, at de fleste har udfordret de hetroseksuelle spilleregler, så man kan date en anden mand i ”Morrowind”, og børn bliver født som homoer i ”The Sims 2”. Snydekoderne er stadig nødvendige, selv i et nyt x-boksspil som ”Fable”. Her kan man være åbenlys bøsse og charme singlefyre, men bliver man gift udebliver bryllupsscenen og de andre vil tiltale parret som ”Hr og Fru”. En simpel kodefejl, men også et tegn på, at få producenter laver liberale regler, især ikke i de klassiske spil inspireret af eventyr, hvor en prinsesse ikke jager andre piger.
Derudover har mange homospillerne en svaghed for figurer, som kunne springe ud. Nitendos energiske VVS-mand Mario har et overskæg, der kunne være en hyldest til 70’er ikonerne ”Village People”. Når han ikke kysser prinsessen, skyldes det så, at han optræder i et børnespil eller, at drømmen er en prins?
IT-studerende Yoo har skrevet om køn og seksualitet i spil, og hun smiler af jagten på skjulte homofigurer: ”Personligt, siger det mig ikke så meget, når der kun er en antydning af homoseksualitet”. I stedet spår hun om positive trends i spiludviklingen: ”Der kommer flere og flere homoseksuelle og kvindelige spillere. Desuden viser forskning, at mange mænd godt kan lide at spille kvinderoller. Det bliver producenterne nød til at reagere på ved at designe mere nuancerede og attraktive kvindefigurer, hvis rolle går ud på andet end at blive redet af den mandllige heltefigur. En større mangfoldighed vil i øvrigt også gavne branchen økonomisk, det er jeg sikker på. De vil få masser af positiv PR”.
”Det betyder ikke flere påklædningsdukke-agtige pigespil som ”The Sims 2”. Man skal nemlig ikke undervurdere, at mange kvinder godt kan lide god, gedin action og følelsen af magt og styrke. Men jeg tror, at vi vil se mere nuancerede figurer. Selv gider jeg ikke de spil, hvor jeg kun skal plaffe folk ned, iført bikini og store bryster. Generaliseringen går begge veje for både mænd og kvinder, men forskellen er, at mænd ikke overseksualiseres som kvinder gør. Man ser f.eks. ikke mænd med overdrevent store kønsorganer.
Homofigurer skal dog designes med omtanke, for man ender jo let i generaliseringer med femme, butch, den maskuline lebbe og den feminine bøsse”. De lesbiske spillere må indtil videre nøjes med hengemte lesbiske biroller, eller fascineres af Lara Crofts brystparti. Alternativ foreslår Yoo: ”Gå ind på womengamers.com, der findes en liste over de mest interessante kvindelige figurer”.
Snydekoder og simple tricks. Reglerne brydes, mens vi venter på den første virtuelle homohelt, en positiv rollemodel på den digitale scene.
Kilder
*”Gaygamers: Gay characters in Videogames” af Matthew D. Barton
* Rainbow Road af Avery Score
Artiklen blev bragt i Panbladet feb. 2005 og i 2005 i en antologi om kommunikation udgivet af Dansklærerforeningen.
Sunday, August 1, 2004
”Det er mit drive”
Omkring 12.000 kondomer deler Fritz Sigrist ud om året for Stop AIDS. Mindst en gang om dagen, uanset vejr, runder han sine kondomkasser på Amager Fælled. I det stille gør han en forskel som frivillig for den store sag: forebyggelsen af kønssygdomme. Hvad driver værket?
Allerede i telefonen markerer Fritz; ”der er opgaven med at dele kondomer ud men så sandelig også med at rydde efter dem”. Så er banen kridtet op, uddelingen af kondomer handler også om personlig indstilling til indsatsen, at yde mere end der forventes for at hjælpe andre. Som pensioneret arkitekt har han tid til at give en hånd med, men her er der tale om imponerende daglig indsats i mere end seks år.
”Den præventive indsats den er det afgørende for at undgå AIDS. Jeg synes det er vigtigt ikke bare at lave en punktvis indsats, men at gøre det løbende som ved at dele disse kondomer ud”. Gået på klingen om hans eget udbytte, smiler 70-årige Fritz gennem det flotte Hemmingway-skæg: ”Jeg får også selv mandlige kontakter ud af at gøre det her”. Det er en del af motivationen, men der er også andre årsager til ihærdigheden.
Frivillig i Fælledens ingenmandsland
Amager fælled har sine kontaktsteder for bøsser og biseksuelle. Det mest besøgte er ”sigøjnerlejren” og parkeringspladsen i nærheden. Fem fuglekasser i nærheden af parkeringspladsen bliver dagligt tilset og fyldt med kondomer. De brugte kondomer lander i fælledens ingenmandsland, hvor hverken brugerne eller kommunen føler sig forpligtet til at rydde op, men det gør Fritz.
”Bøsserne og de biseksuelle er selv med til at svine toiletterne og omgivelserne til. De ordner det seksuelle, og når det er overstået, så forsvinder de bare. Jeg kan ikke lide svineriet, og det hjælper at jeg rydder op, måske fordi jeg er synlig.”
Det er et diskret miljø, hvor de fleste er anonyme gengangere. ”Det er ikke en bøsseverdenen som så, men meget biseksuelt orienteret, det er gifte mænd på vej hjem til mor, der skal have ordnet tingene.” Alligevel kender han de fleste per udseende, og de ved hvem Fritz er, selvom man ikke taler sammen. ”Jeg tror det gør en forskel. Efter at jeg begyndte at rydde op, er det som om, at der er blevet lidt pænere. Jeg kan jo se, hvad der sker, når jeg er syg. De fleste ville synes at det var ok, hvis jeg bare fyldte op. Det er mit eget drive der gør, at jeg også rydder op og gør lidt mere ud af det. Jeg kan godt lide at lave noget, som kommer andre til gode, så jeg synes, at jeg gør gavn for nogle mennesker. Jeg har et godt liv og føler en form for forpligtelse til at gøre noget”.
Ildsjæl uanset vejr
Det er en ildsjæl der taler, når det kommer til de modstridende interesser i området. På den ene side støttes uddeling af kondomer. På den anden side bliver stedets toiletter flyttet, og Vej og Park lægger sten ud som begrænser adgangen til stedet. Handlinger der mellem linjerne virker som et forsøg på at begrænse den seksuelle aktivitet på stedet. ”Det kan ikke være rigtig, at man må uddele kondomer men ikke bruge dem på stedet”. Ændringerne af området fik ham til at skrive et læserbrev, ligesom han møder velforberedt til dette interview. Fritz passer på sin fælled.
Det startede ved en tilfældighed, fordi den tidligere omdeler foreslog Fritz at overtage opgaven. Den daglige forpligtelse tynger ikke: ”jeg kan lide det, jeg holder af fælleden med dens natur. Selv om vinteren føler jeg mig forpligtet til at tage ruten, og jeg sørger da også for en afløser, når jeg drager på ferie. Jeg har behovet for at komme ud og få frisk luft. Når det bliver sommer og jeg udvider ruten, tænker jeg måske lige ’åh skal jeg køre hele turen’ men så skal jeg bare lige i gang igen, så er der ikke noget problem”.
De andre taler
I foråret og sommeren hvor driftbarometeret står særligt højt, er det 80-100 kondomer, der fordeles på tre daglige runder. Det er Fritz’ personlige bidrag til forebyggelsen af AIDS og andre kønssygdomme. Fritz har selv haft venner i slutningen 80’erne, som ”blev syge og blege, siden forsvandt og døde efter få måneder”. Også derfor interesserer han sig for kampen mod AIDS: ”På en konference talte et afrikansk statsoverhoved om, at de vil støtte udviklingen af en AIDS vaccine. Selv er jeg ikke i tvivl om, at en præventiv indsats er vigtigere i endnu mange år fremover. Ville de dog dele kondomer ud i stedet for blot at stå på talerstolen. Det er jo der afhjælpningen af det akutte problem ligger”, siger Fritz bestemt og stolt over sit eget bidrag. Han har bestemt ikke planer om at stoppe som fælledens ildsjæl.
Artiklen blev bragt i Panbladet august 2004
Allerede i telefonen markerer Fritz; ”der er opgaven med at dele kondomer ud men så sandelig også med at rydde efter dem”. Så er banen kridtet op, uddelingen af kondomer handler også om personlig indstilling til indsatsen, at yde mere end der forventes for at hjælpe andre. Som pensioneret arkitekt har han tid til at give en hånd med, men her er der tale om imponerende daglig indsats i mere end seks år.
”Den præventive indsats den er det afgørende for at undgå AIDS. Jeg synes det er vigtigt ikke bare at lave en punktvis indsats, men at gøre det løbende som ved at dele disse kondomer ud”. Gået på klingen om hans eget udbytte, smiler 70-årige Fritz gennem det flotte Hemmingway-skæg: ”Jeg får også selv mandlige kontakter ud af at gøre det her”. Det er en del af motivationen, men der er også andre årsager til ihærdigheden.
Frivillig i Fælledens ingenmandsland
Amager fælled har sine kontaktsteder for bøsser og biseksuelle. Det mest besøgte er ”sigøjnerlejren” og parkeringspladsen i nærheden. Fem fuglekasser i nærheden af parkeringspladsen bliver dagligt tilset og fyldt med kondomer. De brugte kondomer lander i fælledens ingenmandsland, hvor hverken brugerne eller kommunen føler sig forpligtet til at rydde op, men det gør Fritz.
”Bøsserne og de biseksuelle er selv med til at svine toiletterne og omgivelserne til. De ordner det seksuelle, og når det er overstået, så forsvinder de bare. Jeg kan ikke lide svineriet, og det hjælper at jeg rydder op, måske fordi jeg er synlig.”
Det er et diskret miljø, hvor de fleste er anonyme gengangere. ”Det er ikke en bøsseverdenen som så, men meget biseksuelt orienteret, det er gifte mænd på vej hjem til mor, der skal have ordnet tingene.” Alligevel kender han de fleste per udseende, og de ved hvem Fritz er, selvom man ikke taler sammen. ”Jeg tror det gør en forskel. Efter at jeg begyndte at rydde op, er det som om, at der er blevet lidt pænere. Jeg kan jo se, hvad der sker, når jeg er syg. De fleste ville synes at det var ok, hvis jeg bare fyldte op. Det er mit eget drive der gør, at jeg også rydder op og gør lidt mere ud af det. Jeg kan godt lide at lave noget, som kommer andre til gode, så jeg synes, at jeg gør gavn for nogle mennesker. Jeg har et godt liv og føler en form for forpligtelse til at gøre noget”.
Ildsjæl uanset vejr
Det er en ildsjæl der taler, når det kommer til de modstridende interesser i området. På den ene side støttes uddeling af kondomer. På den anden side bliver stedets toiletter flyttet, og Vej og Park lægger sten ud som begrænser adgangen til stedet. Handlinger der mellem linjerne virker som et forsøg på at begrænse den seksuelle aktivitet på stedet. ”Det kan ikke være rigtig, at man må uddele kondomer men ikke bruge dem på stedet”. Ændringerne af området fik ham til at skrive et læserbrev, ligesom han møder velforberedt til dette interview. Fritz passer på sin fælled.
Det startede ved en tilfældighed, fordi den tidligere omdeler foreslog Fritz at overtage opgaven. Den daglige forpligtelse tynger ikke: ”jeg kan lide det, jeg holder af fælleden med dens natur. Selv om vinteren føler jeg mig forpligtet til at tage ruten, og jeg sørger da også for en afløser, når jeg drager på ferie. Jeg har behovet for at komme ud og få frisk luft. Når det bliver sommer og jeg udvider ruten, tænker jeg måske lige ’åh skal jeg køre hele turen’ men så skal jeg bare lige i gang igen, så er der ikke noget problem”.
De andre taler
I foråret og sommeren hvor driftbarometeret står særligt højt, er det 80-100 kondomer, der fordeles på tre daglige runder. Det er Fritz’ personlige bidrag til forebyggelsen af AIDS og andre kønssygdomme. Fritz har selv haft venner i slutningen 80’erne, som ”blev syge og blege, siden forsvandt og døde efter få måneder”. Også derfor interesserer han sig for kampen mod AIDS: ”På en konference talte et afrikansk statsoverhoved om, at de vil støtte udviklingen af en AIDS vaccine. Selv er jeg ikke i tvivl om, at en præventiv indsats er vigtigere i endnu mange år fremover. Ville de dog dele kondomer ud i stedet for blot at stå på talerstolen. Det er jo der afhjælpningen af det akutte problem ligger”, siger Fritz bestemt og stolt over sit eget bidrag. Han har bestemt ikke planer om at stoppe som fælledens ildsjæl.
Artiklen blev bragt i Panbladet august 2004
Friday, May 28, 2004
Som at gå til eksamen i sig selv
Hun er 28 år, ambitiøs og uhyre målrettet.
Hun ved, at hun vil have et job som leder med
personaleansvar, og hun ved, at hun bliver en
god leder. Hun har tilmed en mentor, der
hjælper hende med at pudse personligheden
og karrieren af.
Navnet er Gadegaard. Hun er ansat som projektleder, og hun har udvalgt sig en erfaren mentor, nemlig underdirektør, JvdBerk. Det er ikke nogen tilfældighed, som hun selv siger:
»Oprindeligt havde jeg tænkt mig at vælge én, der lignede mig selv. Der findes ikke så
mange, der er uddannet cand.it, og så tænkte jeg, at det ville være nemmere
at tale sammen. Men en af mine kolleger sagde, at jeg skulle tage at prøve J. Han
har et godt ry, og han har den samme interesse for ledelse, som jeg har.«
Muligheden for at få en mentor er ikke alle beskåret. Gadegaard fik tilbuddet sammen med sine holdkammerater på et såkaldt graduate-program, som er en toårig ansættelse for akademikere. Udgangspunktet var, at mentor og mentée skulle udfærdige en formel kontrakt og evaluere forløbet, når der var gået et år. »Selvom kontrakten ikke fylder meget, er den mentalt vigtig. En af vores nedskrevne spilleregler er, at J er velkommen til at give mig gode råd, men de er konsekvensfri for ham. Det vil sige, at jeg ikke kan hænge ham op på dem, hvis jeg går ud og handler på dem. Omvendt er jeg heller ikke forpligtet til at tage imod rådene.« En anden spilleregel er, at parterne skal være ærlige over for hinanden. »Jeg vil hellere have spark end en støttepædagog. Det er det, jeg har bedt om, og sådan jeg vil have det,« siger mentéen.
Gensidig respekt
Hver sjette uge tager Gadegaard turen fra sin arbejdsplads i Rødovre for at mødes med J på hans kontor i Taastrup. De taler sammen i små to timer om et emne, som Gadegaard har udvalgt på forhånd. Det kan for eksempel være motivation eller stress. Nogle gange omsætter Gadegaard erfaringsudvekslingen til handling, når hun kommer hjem, men det er ikke det primære mål. Målet er at bearbejde holdninger, så hun kan udfylde det job, hun gerne vil have
en dag: »Noget af det væsentligste for mig er at få afprøvet mine personlige holdninger til det at
være leder. Jeg har for eksempel fået rykket en holdning, som jeg troede var fastlagt. Da jeg
kom til J, var det min holdning, at jeg aldrig ville gå med til at presse mine medarbejdere
120 procent. Så sagde han, at hvis jeg ikke gjorde det, ville der være en anden, der
skulle gøre det. Jeg lærte, at jeg var nødt til at stå op og tage ansvar, og det lyder meget simpelt,
men sådan en oplevelse går hele vejen igennem systemet.«
Eksemplet er et godt billede på Gadegaards formål med at have en mentor. Hun gør det ikke kun for karrierens skyld, men også for at udvikle sig selv personligt. »Et eller andet sted er det som at gå til eksamen i sig selv. Jeg har skullet sidde i starten og forklare J, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Derfor var det også en rigtig god følelse, da jeg var på vej ud ad døren efter et af vores første møder, og J sagde: ”nu tror jeg på dit projekt”. Det betød noget, at en fremmed, som ikke kendte mig, men som jeg respekterede, sagde det.«
Respekt er et nøgleord for forholdet mellem mentor og mentée. Men denne mentée ser
dog ikke op til sin mentor: »Så ville vi ikke kunne have den dialog, vi har. Derimod er han et hverdagsidol for mig og repræsenterer et sted, jeg gerne vil være, når jeg selv bliver 40.«
Væk med vagthunden
Da Gadegaard begyndte som mentée hos J, havde hun besluttet, hvor langt hun ville gå med hensyn til at lukke ham ind i sin person. Hun måtte dog skifte holdning med tiden.
»I starten var jeg meget opmærksom på, at jeg ville være åben, ærlig og personlig, men at
der skulle være en grænse for, hvor langt jeg ville gå. Det holdt bare ikke i længden, for jeg
kunne ikke sidde med en vagthund på, hvis jeg skulle være ordentligt til stede. Og det
skulle jeg. Det er virkelig værdifuldt at have en mentor, og derfor skal man ikke gøre det
halvt.«
Nogle gange kommer Gadegaard hjem med ting i bagagen, som er gået meget
tæt på hendes person. Allerede når hun er på vej ud ad døren, kan hun mærke, at der var
emner, som var svære at tale om. Så ved hun, at hendes mentor har ramt præcist, og at det
er her, hun kan lære noget. »Vi har mange diskussioner, hvor J sætter værdier på spidsen. For eksempel kom jeg med en personlig handleplan, men han sagde, at den jo bare var udtryk for mine positive værdier og ikke mine skyggeværdier. Det var en øjenåbner for mig, for jeg blev tvunget til at se på, hvad de mørke sider i min personlighed er. Det er sider, der altid følger med, som jeg altid skal arbejde med og håndtere for at blive en god leder.«
Og det bliver hun, siger hun selv. Ikke fordi hun har haft en mentor, men fordi hun også
har haft en mentor: »Der er ikke taget ansvar af mine skuldre, fordi jeg har en mentor. Det er mit ansvar, min karriere, min vej frem. J kan give mig input, men ansvaret ligger stadig hos mig. Jeg tror, at jeg stadig vil have en mentor eller en coach om fire år, fordi jeg stadig vil have fokus på min karriere og at udvikle mig.«
Artiklen er skrevet af L. S. Riis og blev bragt i Ingeniøren 28/5 2004
Hun ved, at hun vil have et job som leder med
personaleansvar, og hun ved, at hun bliver en
god leder. Hun har tilmed en mentor, der
hjælper hende med at pudse personligheden
og karrieren af.
Navnet er Gadegaard. Hun er ansat som projektleder, og hun har udvalgt sig en erfaren mentor, nemlig underdirektør, JvdBerk. Det er ikke nogen tilfældighed, som hun selv siger:
»Oprindeligt havde jeg tænkt mig at vælge én, der lignede mig selv. Der findes ikke så
mange, der er uddannet cand.it, og så tænkte jeg, at det ville være nemmere
at tale sammen. Men en af mine kolleger sagde, at jeg skulle tage at prøve J. Han
har et godt ry, og han har den samme interesse for ledelse, som jeg har.«
Muligheden for at få en mentor er ikke alle beskåret. Gadegaard fik tilbuddet sammen med sine holdkammerater på et såkaldt graduate-program, som er en toårig ansættelse for akademikere. Udgangspunktet var, at mentor og mentée skulle udfærdige en formel kontrakt og evaluere forløbet, når der var gået et år. »Selvom kontrakten ikke fylder meget, er den mentalt vigtig. En af vores nedskrevne spilleregler er, at J er velkommen til at give mig gode råd, men de er konsekvensfri for ham. Det vil sige, at jeg ikke kan hænge ham op på dem, hvis jeg går ud og handler på dem. Omvendt er jeg heller ikke forpligtet til at tage imod rådene.« En anden spilleregel er, at parterne skal være ærlige over for hinanden. »Jeg vil hellere have spark end en støttepædagog. Det er det, jeg har bedt om, og sådan jeg vil have det,« siger mentéen.
Gensidig respekt
Hver sjette uge tager Gadegaard turen fra sin arbejdsplads i Rødovre for at mødes med J på hans kontor i Taastrup. De taler sammen i små to timer om et emne, som Gadegaard har udvalgt på forhånd. Det kan for eksempel være motivation eller stress. Nogle gange omsætter Gadegaard erfaringsudvekslingen til handling, når hun kommer hjem, men det er ikke det primære mål. Målet er at bearbejde holdninger, så hun kan udfylde det job, hun gerne vil have
en dag: »Noget af det væsentligste for mig er at få afprøvet mine personlige holdninger til det at
være leder. Jeg har for eksempel fået rykket en holdning, som jeg troede var fastlagt. Da jeg
kom til J, var det min holdning, at jeg aldrig ville gå med til at presse mine medarbejdere
120 procent. Så sagde han, at hvis jeg ikke gjorde det, ville der være en anden, der
skulle gøre det. Jeg lærte, at jeg var nødt til at stå op og tage ansvar, og det lyder meget simpelt,
men sådan en oplevelse går hele vejen igennem systemet.«
Eksemplet er et godt billede på Gadegaards formål med at have en mentor. Hun gør det ikke kun for karrierens skyld, men også for at udvikle sig selv personligt. »Et eller andet sted er det som at gå til eksamen i sig selv. Jeg har skullet sidde i starten og forklare J, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Derfor var det også en rigtig god følelse, da jeg var på vej ud ad døren efter et af vores første møder, og J sagde: ”nu tror jeg på dit projekt”. Det betød noget, at en fremmed, som ikke kendte mig, men som jeg respekterede, sagde det.«
Respekt er et nøgleord for forholdet mellem mentor og mentée. Men denne mentée ser
dog ikke op til sin mentor: »Så ville vi ikke kunne have den dialog, vi har. Derimod er han et hverdagsidol for mig og repræsenterer et sted, jeg gerne vil være, når jeg selv bliver 40.«
Væk med vagthunden
Da Gadegaard begyndte som mentée hos J, havde hun besluttet, hvor langt hun ville gå med hensyn til at lukke ham ind i sin person. Hun måtte dog skifte holdning med tiden.
»I starten var jeg meget opmærksom på, at jeg ville være åben, ærlig og personlig, men at
der skulle være en grænse for, hvor langt jeg ville gå. Det holdt bare ikke i længden, for jeg
kunne ikke sidde med en vagthund på, hvis jeg skulle være ordentligt til stede. Og det
skulle jeg. Det er virkelig værdifuldt at have en mentor, og derfor skal man ikke gøre det
halvt.«
Nogle gange kommer Gadegaard hjem med ting i bagagen, som er gået meget
tæt på hendes person. Allerede når hun er på vej ud ad døren, kan hun mærke, at der var
emner, som var svære at tale om. Så ved hun, at hendes mentor har ramt præcist, og at det
er her, hun kan lære noget. »Vi har mange diskussioner, hvor J sætter værdier på spidsen. For eksempel kom jeg med en personlig handleplan, men han sagde, at den jo bare var udtryk for mine positive værdier og ikke mine skyggeværdier. Det var en øjenåbner for mig, for jeg blev tvunget til at se på, hvad de mørke sider i min personlighed er. Det er sider, der altid følger med, som jeg altid skal arbejde med og håndtere for at blive en god leder.«
Og det bliver hun, siger hun selv. Ikke fordi hun har haft en mentor, men fordi hun også
har haft en mentor: »Der er ikke taget ansvar af mine skuldre, fordi jeg har en mentor. Det er mit ansvar, min karriere, min vej frem. J kan give mig input, men ansvaret ligger stadig hos mig. Jeg tror, at jeg stadig vil have en mentor eller en coach om fire år, fordi jeg stadig vil have fokus på min karriere og at udvikle mig.«
Artiklen er skrevet af L. S. Riis og blev bragt i Ingeniøren 28/5 2004
Subscribe to:
Posts (Atom)
