De leger uhæmmet med de hellige popklassikere og har byttet musikalske roller. De har spillet trusserne af BLUSpigerne og vundet musikpolitiets respekt. Lounge ladies leverer blød baggrundsmusik med høj cigarføring.
De lærer samspil, men måske lærer de også samsnak på musikvidenskab. Seks ud af syv ladies er samlet til interview uden at snakken går til i kvinde-kakofoni. Lounge Ladies har alle et langt musikalsk synderegister, den kollektive alder er cirka ”starten af 30’erne” og sammen deler de en hang til at gøre poppede ørehængere til smørmusik. De er både straight som dagen er lang, og homo når det tæller, men det er en detalje, når seks fuldblodsmusikere får lov til at tale om deres musik og det at være et kvindeband.
Musikalske ideer fra den lukkede afdeling
Mille: Lounge Ladies er en lang historie. En medstuderende var vild med boybands, og tilslut lykkedes det for ham at hjernevaske mig også. Så jeg tænkte, at jeg måtte lave et boybandnummer til musikvidenskabs årlige melodi grandprix og lave noget spas ud af det. Traditionen er, at når jeg stiller op skal det helst være med pigebands. Så det var et boyband med drenge i front og piger bag instrumenterne.
Lise M: hvorfor det?
Mille: piger er bare sejere og sådan er det! Nej, det er et godt sceneshow og et gimmick med en masse lækre tøser der spiller. Det er jo stadigvæk mærkelig nok en raritet med pigeband. Og så vandt vi. Til næste melodi grandprix ville jeg lave noget hygge-lounge agtig og igen kun med piger. Så tog jeg Jer piger fra boybandet og skabte Lounge Ladies. I blev sat til at spille helt andre instrumenter og rolle end I plejer – undtagen Katrine.
Anne Marie: Mille får de fleste sindssyge musikalske ideer til bandet. I vores parodi på grandprix-klassikeren ”Dansevise” flyttede hun første slag i hvert takt, så det kendte guitartema blev forskudt.
Karoline: Det var rigtig langt ude!
Katrine: Da de musikstuderende hørte det, var der mange der ikke forstod det og tænkte ”hvor mærkeligt!”
Karoline: du lavede meget syrede autodidakte harmonier, der bestemt ikke fulgte gængse musikteoretiske regler!
Hvad er en sindssyg musikalsk idé?
Lise M: F.eks. at udsætte Madonnas popnummer ”Like a Virgin” for bossa nova rytmer og spille bas-introen på valdhorn. I starten var jeg ved at dø af grin når jeg spillede det, fordi det lød så komisk – valdhornet bruges mest i klassiske sammenhænge og aldrig som bas.
Anne Marie: Vi finder kendte numre, som vi giver et tvist, så Anne Linnets ”Venus”(Du har sat dig på tværs) blev til en bigbandswing-version med indlagt rap.
Lise Y: Vi tager nogle kendte popnumre, forvrænger dem til easy listening og blander stilarter.
Lise M: Humoren og ironien er et fællestræk ved vores musik. Det kræver både masser
af selvironi - og ikke mindst tillid til hinanden, når vi afprøver nye ideer og improviserer os frem.
Lise Y: Vores kemi hænger sammen med musikken. Den kemi der er mellem os harmonerer med den stemning der er i musikken. Det går op i en højre enhed.
Mille: Jeg plejer at sige, at der er tre fællesnævnere, der skal være opfyldt, for at et musikalsk samarbejde fungerer optimalt; personlig kemi, enighed om ambitionsniveau og talent, dvs. ensartet spilleniveau.
Lise M: Det er netop det, der sker med Lounge Ladies; at når det virkelig swinger, og det hele går op i en højere enhed, så oplever jeg den der lykkefølelse - det, jeg kalder "momentan lykkelig", små øjeblikke af total lykke, når en eller anden sindssyg musikalsk idé bare lykkes helt perfekt.
Man er ikke yndig bag et trommesæt
Hvad er der specielt ved at være et kvindeband
Mille: Der er jo lidt et handicap. Vi skal booke to ekstra timer til at øve i for vi skal have tid til at følge op på hvad der er sket i hinandens liv siden sidst!
Anne Marie: Vi mødre starter lige med 10 minutters børnesnak men vi kan også være effektive, som da vi voldøvede repertoiret i to dage op til en koncert.
Mille: Vi har en underforstået, fælles idé om, hvad vi har gang i. Når vi øver kan vi blive sådan helt euforiske: ’Jaaa skal vi også øve det her nummer, det er også mit yndlings ligesom det sidste var’.
Katrine: Det er identitetsfællesskabet!... Hvorfor er der så mange mandebands? Fordi det også et fællesskab, der opstår et stærkere identitetsfællesskab i grupper med mennesker af samme køn.
Lise M: hvis der havde været en fyr…
Mille: - han var blevet jordet!
Katrine: Når man er den eneste pige i et mande band, så er dagsordnen sat på deres måde, og man føler, at man skal leve op til det. Rytmisk musik er jo et mandefag.
Mille: NEJ, det er ikke et mandefag!
Anne Marie: altså, hvis man tager P3 Guld uddelingen, så er det kun Tina Dickow blandt alle fyrene. Det siger sig selv, alt seriøst musik - det er mænd.
Karoline: det er kun inden for rytmisk musik
Lise M: - også indenfor det klassiske, det er f.eks. ofte mænd der spiller slagtøj.
Karoline: Det kommer af at kvinder altid skal se yndige ud på scenen og man ser ikke specielt yndig ud, når man spiller trommer!
Katrine: Kvinder er måske også mere tilbøjelige til at tænke: der en grænse hertil skal vi nå og ikke længere. Når det bliver for seriøst, så ofrer man også meget.
Lise M: Kvinder er ikke så meget til ’se og hør mig, jeg står og sveder og trykker den af’
Mille: hvorfor vil så mange piger så gerne vil være popstjerner?
Lise Y: Fordommen er, at pigerne vil bare gerne være sangere. Konkurrencegénet er nok større blandt mændene, der er mere konkurrence når der er mænd i øvelokalet men for os er det mere leg.
Hvis man tog jeres musik og et tilsvarende band med mænd bag instrumenterne. Kan man så høre at det er kvinder der spiller?
Alle: Nej!
Musikpolitiet bliver glade i låget
Får I kommentarer som kvindeband?
Lise Y: Jeg har en ven der er indbegrebet af en drengerøvsmusiker som selvfølgelig måtte kommentere med ’det er meget fedt at I kun er piger’
Mille: Der er altid den her ”du spiller godt af en pige at være” også selvom det er med et glimt i øjet.
Katrine: Ja, vi har flere gange oplevet ”musikpolitiet” – fyre der står med korslagte arme ved siden scenen og tjekker os ud. De skal lige skal overbevises.
Mille: Generelt er reaktionen fra publikum at de sure mænd bliver glade. Til det sidste job fik vi komplimentet: ’I spiller musik man bliver glad i låget af’ og bedre kompliment fås da ikke?!
Fakta boks
· Lounge Ladies er varmblodige klassikere - kendte popmelodier og jazzstandards i
sofistikerede halv-akustiske arrangementer, der serveres med et glimt i øjet og
smager af 60ernes easy listening-musik.
· Lounge Ladies blev dannet i foråret 2004 af pigerne fra 'The Girls Behind', bandet i
*Nstant Boys. Alle har læst musikvidenskab ved Københavns Universitet.
· Lounge Ladies er: Sang/kor og percussion: Mille B, Anne Marie V, Lise Y og Anne B; Guitar: Katrine W; Kontrabas: Karoline S; Klaver og valdhorn: Lise M
· Næste mulighed for at høre Lounge Ladies bliver i 2006. Følg med på www. loungeladies.dk
· Navnet Lounge Ladies blev valgt, fordi navnet ”Tim Christensen” var optaget og pigerne besindede sig fra at lade sig inspirere af en cremet smøreost...
Artiklen blev bragt i Panbladet februar 2006
Wednesday, February 1, 2006
Wednesday, January 4, 2006
Hedda Gambler
Hun ser ægteskabet som en betinget dom, før brudebuket er falmet. Henrik Ibsens ”Hedda Gabler” er en erotiske gambler, der ikke kan satse helt på nogen - og derfor spiller højt spil med alle. ”Jeg vil så gerne(…)have magten over et andet menneske” siger hun køligt.
Det instruerende legebarn Peter Langdal har byttet køn på stykkets biroller og matematisk set giver det et 100% biseksuelt drama: Hedda er gift med karrierekvinden Tesse som har været kæreste med Elvsted, som nu er bøsse og forelsket i Løvborg, der allerhelst vil have Hedda osv. Ibsens tekst fra 1890 kan bære at være påtvunget metroseksuelle mænd og lesbiske samlivsproblemer. Måske er disse elementer tankevækkende for teaterabonniner, men set med homo-teaterbrillen er det staffage fra sidste tirsdag, da viserne faldt på gender og queer diskussion. Hedda er en erotisk rullesten og så er det egentlig uinteressant at kønsbestemme, dem der triller med mod afgrunden. Lesbiske kys eller ej.
Sonja Richter spiller Hedda som en aggressiv og kølig post-teenager, men efter min smag mangler der sødme, der kan underbygger, hvorfor alle sværmer så fatalt om hende. Paprika Steen brænder derimod igennem som karrierekvinden Tesse, der arbejder sig stærkt ind i karrieren og dermed ud af parforholdet.
Ibsen er aldrig feel-good-theatre selvom der er plads til grin undervejs. Vil man gå fra stolerækken med blodsmag i munden, så er ”Hedda en Erotisk Dødsrute” obligatorisk. Hedda og co, kan opleves på Fru Nansens gamle teater indtil maj.
Det instruerende legebarn Peter Langdal har byttet køn på stykkets biroller og matematisk set giver det et 100% biseksuelt drama: Hedda er gift med karrierekvinden Tesse som har været kæreste med Elvsted, som nu er bøsse og forelsket i Løvborg, der allerhelst vil have Hedda osv. Ibsens tekst fra 1890 kan bære at være påtvunget metroseksuelle mænd og lesbiske samlivsproblemer. Måske er disse elementer tankevækkende for teaterabonniner, men set med homo-teaterbrillen er det staffage fra sidste tirsdag, da viserne faldt på gender og queer diskussion. Hedda er en erotisk rullesten og så er det egentlig uinteressant at kønsbestemme, dem der triller med mod afgrunden. Lesbiske kys eller ej.
Sonja Richter spiller Hedda som en aggressiv og kølig post-teenager, men efter min smag mangler der sødme, der kan underbygger, hvorfor alle sværmer så fatalt om hende. Paprika Steen brænder derimod igennem som karrierekvinden Tesse, der arbejder sig stærkt ind i karrieren og dermed ud af parforholdet.
Ibsen er aldrig feel-good-theatre selvom der er plads til grin undervejs. Vil man gå fra stolerækken med blodsmag i munden, så er ”Hedda en Erotisk Dødsrute” obligatorisk. Hedda og co, kan opleves på Fru Nansens gamle teater indtil maj.
Sunday, January 1, 2006
Forvildet til dans
En gammel crooners stemme væver væg-til-væg melankoli med ordene; ”Try to remember that kind of September”. For mig minder ordene om slæbbare plastiklaksko i et klosterkoldt forsamlingshus i 80’ere. Det var kradsende strømpebukser og en partner, der altid glemte, at drengen skulle føre. Mit eksistentielle forhold til dans, er lig Sartres til helvede: Afdansningsbal – det er de andre.
Men det er langt fra Lamdrup Mark og mine bindesløjfer til DGIbyens dansemekka i decembermørket. Pan Dans’ første Nordic Open byder velkommen til nyankomne tilskuere med øredøvende valsetakt med tung basgang og varm lugt af frisk kampsved, som om vi er til koncert.
Så står jeg der, paralyseret foran trinarenaen og kan slet ikke få øjnene væk fra de bedste par i kvindernes standarddans. Der er usigeligt elegante bevægelser, højtløftede arme og stævnets massør behandler en del ømme skuldre og lægge på den konto.
Særlig betagende er de selvvalgte skift, hvor parret med få trin og glidende bevægelser skifter mellem at være den der føre og lader sig føre. Denne flirt med at ophæve de klare mand-kvinde roller, tilfører dansen en ekstra æstetisk og sensuel dimension. Det gør det pokkers seværdigt - selv for en forsvoren danse-imbecil.
Selvom fysisk æstetik ikke er et oversættelige budskab, så får jeg personlig lyst til at tvangsudskrive homodansetimer til den næste kategoriske borddame, der belærer mig om, at der altid er en mand i et lesbisk forhold. For hvorfor komme med lange udredninger, når trin kan illustrere at roller ikke behøver at være faste.
Elegant er det, men også lettere kaotisk ude i dansegulvets hjørner, når flere par i højt tempo er på kollisionskurs og må undviger hinanden. Charlotte og Marianne S der er blevet B-rækkens nr. 2 i kvindernes standarddans forklarer mig gulvets forkørselsret: ”Professionelle har det vi kalder ’floorcraft’, de kender deres kurs og hastighed så godt, at de undviger hinanden. Amatører som os har ikke samme fornemmelse og selvom den der ser fremad har ’vigepligten’ må vi undertiden stoppe op”.
Det er overraskede vindere der udtaler sig, for de havde bestemt ikke regnet med den placering:”nok har vi danset sammen i tre sæsoner, men i dag har vi danset slowfox, som vi ikke er så stærke i”. Selvom de insisterer på at der ikke findes beskidte kneb, kan de dog godt afsløre et uskyldigt vindertrick: Vi filmer lidt med publikum og sørger for at udstråle, at vi nyder det. Selvom dommerne kigger ned i fødderne, så spiller det ind at udvise selvtillid”.
Artiklen blev bragt i Panbladet januar 2006
Men det er langt fra Lamdrup Mark og mine bindesløjfer til DGIbyens dansemekka i decembermørket. Pan Dans’ første Nordic Open byder velkommen til nyankomne tilskuere med øredøvende valsetakt med tung basgang og varm lugt af frisk kampsved, som om vi er til koncert.
Så står jeg der, paralyseret foran trinarenaen og kan slet ikke få øjnene væk fra de bedste par i kvindernes standarddans. Der er usigeligt elegante bevægelser, højtløftede arme og stævnets massør behandler en del ømme skuldre og lægge på den konto.
Særlig betagende er de selvvalgte skift, hvor parret med få trin og glidende bevægelser skifter mellem at være den der føre og lader sig føre. Denne flirt med at ophæve de klare mand-kvinde roller, tilfører dansen en ekstra æstetisk og sensuel dimension. Det gør det pokkers seværdigt - selv for en forsvoren danse-imbecil.
Selvom fysisk æstetik ikke er et oversættelige budskab, så får jeg personlig lyst til at tvangsudskrive homodansetimer til den næste kategoriske borddame, der belærer mig om, at der altid er en mand i et lesbisk forhold. For hvorfor komme med lange udredninger, når trin kan illustrere at roller ikke behøver at være faste.
Elegant er det, men også lettere kaotisk ude i dansegulvets hjørner, når flere par i højt tempo er på kollisionskurs og må undviger hinanden. Charlotte og Marianne S der er blevet B-rækkens nr. 2 i kvindernes standarddans forklarer mig gulvets forkørselsret: ”Professionelle har det vi kalder ’floorcraft’, de kender deres kurs og hastighed så godt, at de undviger hinanden. Amatører som os har ikke samme fornemmelse og selvom den der ser fremad har ’vigepligten’ må vi undertiden stoppe op”.
Det er overraskede vindere der udtaler sig, for de havde bestemt ikke regnet med den placering:”nok har vi danset sammen i tre sæsoner, men i dag har vi danset slowfox, som vi ikke er så stærke i”. Selvom de insisterer på at der ikke findes beskidte kneb, kan de dog godt afsløre et uskyldigt vindertrick: Vi filmer lidt med publikum og sørger for at udstråle, at vi nyder det. Selvom dommerne kigger ned i fødderne, så spiller det ind at udvise selvtillid”.
Artiklen blev bragt i Panbladet januar 2006
Thursday, December 1, 2005
Homobil, fordi vi fortjener det
Homobilselskabet Gaymobile har tiltrukket imponerende mange overskrifter. Manglede vi vores eget mobilselskab - eller manglede det bare os?
Gaymobile.dk
”Kan man faktisk sælge mobiltelefoni på følelser” spørger bagmanden Thomas B på gaymobile.dk. Homokunderne skal overtales med to argumenter: at man bliver ”gay to the fingertips” med de fremtidige ringetoner samt at 25% af overskuddet skal doneres til aktiviteter i miljøet. Regnbue-fornemmelsen i fingrespidserne er ikke for fintfølende, for de specifikke tjenester til homoer findes ikke endnu.
Gay signalerer sex
Den københavnske boldklub Skjold og Gaymobile startede som virtuelle mobilselskaber i oktober. De gensælger begge taletid fra CBB, men så stopper ligheden også. Måles interessen via søgeoraklet Google, skal man lede længe efter Skjold, mens Gaymobile efter en global mediestorm giver 44.000 relaterede hits! Barometer har sendt Gaymobile konceptet til analyse hos målgruppe-eksperten Pernille E, der underviser i målgrupper på bl.a. IT-Universitetet. Hun siger: ”Omtalen skyldes, at Gaymobile indirekte handler om sex. Hetroer er nysgerrige og tænker hvor mærkeligt, hvor anderledes”.
Til Spring-ud’erne
Pernille vurderer: ”folk er mere villige til at shoppe mobilselskab nu, men kunden skal have noget ud af at skifte, der skal være en ’relativ fordel’, en gevinst. Når det særlige ved Gaymobile bliver ringetoner, så mener jeg, at gevinsten er at kunne skilte med sin identitet. Målgruppen er de, der lige er sprunget ud, der vil vise identiteten og via ringetonen signalere: ’det her er kun for os’. Homoer over 30 og dem i fast parforhold vil tænke: ’hvorfor skulle jeg skilte med det’. Her taler Gaymobile i stedet til fællesskabsfølelsen via donationen, men så bliver det også vigtigt at vide præcis hvilke projekter der støttes”. ”Konceptet passer ind i en tid, hvor det handler om at skabe sig selv. Men der er også grænser for mange signaler der kan sendes. Ringetonerne skal konkurrere med både sløjfer og farvede armbånd. Homoer i parforhold vil signalere ’homoseksuel men ikke single’ via mobilen. For at det fungere skal der være et publikum der kender alle disse koder og kan afkode af budskaber blandt mange andre på gaden”, slår Pernille fast.
Er målgruppen derude?
Pernille vil helst ikke spå om levedygtigheden i det lille niche selskab: ”Hvis den reelle målgruppe er nyudsprungne mellem 15 og 30 år, så begynder det at blive en snæver målgruppe, men det kommer selvfølgelig an på forretningskonceptet, hvor mange kunder der kræves. Det her er livsstils-relateret, man vælger sine medier, der er knyttet til ens livsværdier. Når nogen vælger Politiken, er det fordi de genfinder egne værdier i avisens holdninger. Det store spørgsmål bliver hvor meget værdi man finder i et mobilselskab”, slutter Pernille.
Fra mobil til homo bus
”Hvad bliver det næste – en homo bus?” spørger en norsk webskribent. Kommentarerne på nettets deler sig i begejstring eller undring. I Danmark findes der allerede et mobilselskab henvendt kun til kvinder. Så måske måtte det komme: homobilen vi ikke vidste, at vi manglede. Behov eller belønning? Måske kan fænomenet i bedste reklamestil forklares med: fordi vi fortjener det!
Artiklen blev bragt i Panbladet december 2005.
Gaymobile.dk
”Kan man faktisk sælge mobiltelefoni på følelser” spørger bagmanden Thomas B på gaymobile.dk. Homokunderne skal overtales med to argumenter: at man bliver ”gay to the fingertips” med de fremtidige ringetoner samt at 25% af overskuddet skal doneres til aktiviteter i miljøet. Regnbue-fornemmelsen i fingrespidserne er ikke for fintfølende, for de specifikke tjenester til homoer findes ikke endnu.
Gay signalerer sex
Den københavnske boldklub Skjold og Gaymobile startede som virtuelle mobilselskaber i oktober. De gensælger begge taletid fra CBB, men så stopper ligheden også. Måles interessen via søgeoraklet Google, skal man lede længe efter Skjold, mens Gaymobile efter en global mediestorm giver 44.000 relaterede hits! Barometer har sendt Gaymobile konceptet til analyse hos målgruppe-eksperten Pernille E, der underviser i målgrupper på bl.a. IT-Universitetet. Hun siger: ”Omtalen skyldes, at Gaymobile indirekte handler om sex. Hetroer er nysgerrige og tænker hvor mærkeligt, hvor anderledes”.
Til Spring-ud’erne
Pernille vurderer: ”folk er mere villige til at shoppe mobilselskab nu, men kunden skal have noget ud af at skifte, der skal være en ’relativ fordel’, en gevinst. Når det særlige ved Gaymobile bliver ringetoner, så mener jeg, at gevinsten er at kunne skilte med sin identitet. Målgruppen er de, der lige er sprunget ud, der vil vise identiteten og via ringetonen signalere: ’det her er kun for os’. Homoer over 30 og dem i fast parforhold vil tænke: ’hvorfor skulle jeg skilte med det’. Her taler Gaymobile i stedet til fællesskabsfølelsen via donationen, men så bliver det også vigtigt at vide præcis hvilke projekter der støttes”. ”Konceptet passer ind i en tid, hvor det handler om at skabe sig selv. Men der er også grænser for mange signaler der kan sendes. Ringetonerne skal konkurrere med både sløjfer og farvede armbånd. Homoer i parforhold vil signalere ’homoseksuel men ikke single’ via mobilen. For at det fungere skal der være et publikum der kender alle disse koder og kan afkode af budskaber blandt mange andre på gaden”, slår Pernille fast.
Er målgruppen derude?
Pernille vil helst ikke spå om levedygtigheden i det lille niche selskab: ”Hvis den reelle målgruppe er nyudsprungne mellem 15 og 30 år, så begynder det at blive en snæver målgruppe, men det kommer selvfølgelig an på forretningskonceptet, hvor mange kunder der kræves. Det her er livsstils-relateret, man vælger sine medier, der er knyttet til ens livsværdier. Når nogen vælger Politiken, er det fordi de genfinder egne værdier i avisens holdninger. Det store spørgsmål bliver hvor meget værdi man finder i et mobilselskab”, slutter Pernille.
Fra mobil til homo bus
”Hvad bliver det næste – en homo bus?” spørger en norsk webskribent. Kommentarerne på nettets deler sig i begejstring eller undring. I Danmark findes der allerede et mobilselskab henvendt kun til kvinder. Så måske måtte det komme: homobilen vi ikke vidste, at vi manglede. Behov eller belønning? Måske kan fænomenet i bedste reklamestil forklares med: fordi vi fortjener det!
Artiklen blev bragt i Panbladet december 2005.
Tuesday, November 1, 2005
Bryggeriet for sort humor søger nye patter
Fem dramadronninger mødes ugentlig for at brygge sort humor om og for lesbiske. Skribenten fandt dem i et sofahjørne af kvindekampsmausoleet på Gothersgade. Selvom film skal overleves i biografen, og entertainere skal høres på scenen.
Trine: Vi vil lave noget pis. En lille smule pis.
Katja: ja, som vores alternative Santa Lucia optog på caféer, og da vi var cheerleaders til homo-wm, hvor vi sang: ”Lebbedeebies med bubiloobies”.
Katja: Vi er til de små jobs med kort deadline.
Louisa: Og dukker gerne op til en fest. Vi laver et par numre med tryk på og så af sted igen.
Signe: Eller bliver, hvis der er øl.
Katja: Øl eller flere jobs.
Camilla: Joints?!
Trods et års øvetimer sidder de stadig i hver deres hjørne og synes at være typecastet på forskellighed, som et sæt teatralske Spice Girls. Seriøse Trine får snakken tilbage på sporet, energiske Katja uddyber og teksthåndværkeren Camilla filer på ordene for at finde skæve meninger. Pæne Signe lander altid i en snak om nøgenhed på scenen, og musikalske Louisa ”lytter” men bryder sjældent ind, pga. midlertidig høresvigt!
Trine: Hvordan kan man fortælle om hvor sjov man er?
Camilla: Faktisk er vi ikke sjove!
Signe: De fleste lesbiske har ikke nogen humor.
Louisa: Mange synes da, at ”patter” eller ”fisse” er sjovt.
Trine: ”Patter” er ikke sjovt i sig selv, det kommer an på betoningen.
Signe finder sin tonefilmsstemme frem og siger ”Paatter” som en ung Ghita Nørby. Så fortsætter diskussion om ”fisse”.
Camilla: Vi står for plat sort humor med et tvist af strawberrydaguries.
De er mellem 22 og 27 år og har alle forgæves søgt ind på Teaterskolen, Louisa havde tilmed en onliner i 1989 i tv serien Hvide Løgne: ”Howdy”. Ingen af dem har dog sluppet trangen til at optræde, og derfor søger de nu nye deltagere, så alle ikke behøver at være med i alle jobs, og for at få ny inspiration.
Katja: Vi har brug for alle typer.
Trine: Det er tit de stille der observerer detaljer, som er mest sjove. Selv er jeg mellemsjov.
Signe: Vi er ikke indspiste.
Trine: Den gode skoleklasse man kan flytte til Jylland og starte i. Det er os!
Signe: Man behøver ikke at være sjov for at være med, men man skal helst være lidt skør.
Trine: ja, Signe er kun med fordi hun vil være nøgen.
Alle: Vi har en rigtig rigtig sjov sang…
Stilhed. Ingen siger noget og der er ingen sang.
Trine: vi er sjældent enige, så tingene køre tit ud af mange tangenter, men en normal øveaften starter med at en har forbedret et par dramaøvelser eller teatralske lege.
Katja: Så arbejder vi typisk med en sketch ved at afprøve indholdet i forskellige sammenhænge, hvordan ville den spilles af børnehavebørn osv. På næste øveaften skal vi optage en sketch som en gyserfilm.
Camilla: Vedlagt næste Panblad.
Trine: Det er dødeligt alvoligt…gys kan være en måde at arbejde med humor på, for nogle gange er latter en reaktion på angst.
Trine: vi er holdt op med at drikke så mange øl, når vi øver, vi er blevet lidt mere seriøse.
Camilla: Vi er på antabus… eller slankekur.
Trine: Vi vil gerne have skub i det, det giver et boost at komme ud og optræde og vi ser frem til snart at lave noget julepis.
Signe: Man kan godt tænke på os som nogen der laver festsange, måske ikke til tante Oda´s 70 års fødselsdag.
Louisa: vi kan godt undlade at skrive pik og patter.
Alle: Nej, vi kan ikke.
Katja: Vi kan godt være seriøse, men hvis man har lyst til at lave rigtigt rigtig teater, så skal man nok søge et andet sted som…
Alle: Herlev Teater eller Nakskov amatørscene, ja eller Holbæk egensteater, eller hvad med Det Kongelige Teater!!
Bonusinfo: Hvis du har noget stilhed du gerne vil have udfyldt med underholdning eller har lyst til at være med i gruppen, så kontakt dem på xxxx.
Artiklen blev bragt i Panbladet november 2005.
Trine: Vi vil lave noget pis. En lille smule pis.
Katja: ja, som vores alternative Santa Lucia optog på caféer, og da vi var cheerleaders til homo-wm, hvor vi sang: ”Lebbedeebies med bubiloobies”.
Katja: Vi er til de små jobs med kort deadline.
Louisa: Og dukker gerne op til en fest. Vi laver et par numre med tryk på og så af sted igen.
Signe: Eller bliver, hvis der er øl.
Katja: Øl eller flere jobs.
Camilla: Joints?!
Trods et års øvetimer sidder de stadig i hver deres hjørne og synes at være typecastet på forskellighed, som et sæt teatralske Spice Girls. Seriøse Trine får snakken tilbage på sporet, energiske Katja uddyber og teksthåndværkeren Camilla filer på ordene for at finde skæve meninger. Pæne Signe lander altid i en snak om nøgenhed på scenen, og musikalske Louisa ”lytter” men bryder sjældent ind, pga. midlertidig høresvigt!
Trine: Hvordan kan man fortælle om hvor sjov man er?
Camilla: Faktisk er vi ikke sjove!
Signe: De fleste lesbiske har ikke nogen humor.
Louisa: Mange synes da, at ”patter” eller ”fisse” er sjovt.
Trine: ”Patter” er ikke sjovt i sig selv, det kommer an på betoningen.
Signe finder sin tonefilmsstemme frem og siger ”Paatter” som en ung Ghita Nørby. Så fortsætter diskussion om ”fisse”.
Camilla: Vi står for plat sort humor med et tvist af strawberrydaguries.
De er mellem 22 og 27 år og har alle forgæves søgt ind på Teaterskolen, Louisa havde tilmed en onliner i 1989 i tv serien Hvide Løgne: ”Howdy”. Ingen af dem har dog sluppet trangen til at optræde, og derfor søger de nu nye deltagere, så alle ikke behøver at være med i alle jobs, og for at få ny inspiration.
Katja: Vi har brug for alle typer.
Trine: Det er tit de stille der observerer detaljer, som er mest sjove. Selv er jeg mellemsjov.
Signe: Vi er ikke indspiste.
Trine: Den gode skoleklasse man kan flytte til Jylland og starte i. Det er os!
Signe: Man behøver ikke at være sjov for at være med, men man skal helst være lidt skør.
Trine: ja, Signe er kun med fordi hun vil være nøgen.
Alle: Vi har en rigtig rigtig sjov sang…
Stilhed. Ingen siger noget og der er ingen sang.
Trine: vi er sjældent enige, så tingene køre tit ud af mange tangenter, men en normal øveaften starter med at en har forbedret et par dramaøvelser eller teatralske lege.
Katja: Så arbejder vi typisk med en sketch ved at afprøve indholdet i forskellige sammenhænge, hvordan ville den spilles af børnehavebørn osv. På næste øveaften skal vi optage en sketch som en gyserfilm.
Camilla: Vedlagt næste Panblad.
Trine: Det er dødeligt alvoligt…gys kan være en måde at arbejde med humor på, for nogle gange er latter en reaktion på angst.
Trine: vi er holdt op med at drikke så mange øl, når vi øver, vi er blevet lidt mere seriøse.
Camilla: Vi er på antabus… eller slankekur.
Trine: Vi vil gerne have skub i det, det giver et boost at komme ud og optræde og vi ser frem til snart at lave noget julepis.
Signe: Man kan godt tænke på os som nogen der laver festsange, måske ikke til tante Oda´s 70 års fødselsdag.
Louisa: vi kan godt undlade at skrive pik og patter.
Alle: Nej, vi kan ikke.
Katja: Vi kan godt være seriøse, men hvis man har lyst til at lave rigtigt rigtig teater, så skal man nok søge et andet sted som…
Alle: Herlev Teater eller Nakskov amatørscene, ja eller Holbæk egensteater, eller hvad med Det Kongelige Teater!!
Bonusinfo: Hvis du har noget stilhed du gerne vil have udfyldt med underholdning eller har lyst til at være med i gruppen, så kontakt dem på xxxx.
Artiklen blev bragt i Panbladet november 2005.
Monday, October 10, 2005
Vi lukker natten ind
Vi lukker natten ind
Mæt af dagens tankespind
vi sætter drager op i natten
leger tag-fat uden at vide hvem der er den
Og hvis jeg tøver
Hvis jeg bedrøver
Husk mig som jeg er
i linjernes genskær
Mæt af dagens tankespind
vi sætter drager op i natten
leger tag-fat uden at vide hvem der er den
Og hvis jeg tøver
Hvis jeg bedrøver
Husk mig som jeg er
i linjernes genskær
Sunday, May 1, 2005
Dullen & Dyken’s
Cammila, 27 år. Kendt som DJ Sentimilla og homo-parten af makkerparret Dullen og Dyken. Hun laver film, når hun har vigtige historier at fortælle. Blev DJ efter en hurtig indskydelse og startede en butik, fordi lejemålet blev ledigt. Udfrittet på en søndag om initiativer i Anti-Janteland.
At give: ”Den røde tråd i alt hvad jeg gør: er kreative mennesker, det nyskabende og nytænkende. Josephine(”Dullen”) og jeg er sociale og elsker at have folk omkring os. Butikken kunne lige så godt have været en klub, et hang-out-spot”.
”Ideen bag butikken Dullen & Dyken’s udbud er, at det stammer fra folk, der gør noget for andre end sig selv. Vi sælger kunst, musik og tøj med et budskab. Tøjet er fra kunsterne, som har en god indstilling. Vi forhandler streetware fra kendte Alis, fordi de støtter nye initiativer. Der er T-shirts og sweatshirts fra en gruppe, der droppede gymnasiet for at virkeliggøre deres ide. Mærket Punk Royal er f.eks. med, fordi vi synes, det er sejt, at de på kort tid har banket dette koncept op”.
Omkring en båd: Endnu et skud på multikonceptet er en stor fest med live band og DJ’s på den tyske båd Stubnitz, der lægger til ved Langebro d.5 og 6. maj. Sanger/DJ parret kan ellers opleves på Vega, Rust og Kat, ligesom butikkens mikserpult er tændt i åbningstiden. Den første onsdag i måneden er der fernisering i butikken, næste gang d. 11. maj.
Rejsen til Nansensgade 62: ”Nansensgade er spraglet. Jeg føler, jeg er på rejse, når jeg går her. Den er international. Butikken tiltaler da også folk, der har oplevet lignende multikoncepter f.eks. i New York. Andre føler sig nok lidt intimideret første gang, de kommer ind og ser, at man også kan hænge ud i butikken. Men jeg kan se at mange vender tilbage. Backpackerne er også begyndt at bruge det som mødested. Et sted, hvor de opsnuser, hvad der rører sig i København”.
Dyken & selvironi: ”Navnet Dullen & Dyken blev til i et selvironisk øjeblik, da vi begyndte at være DJ’s sammen. Navnet giver da reaktioner, folk spørger med et smil, hvem der er hvem. Så er der dem, der ikke kender udtrykket og undrer sig over hvad ”dykan” betyder.
”Vi har ikke lagt vægt på homo-delen. Jeg står ved, at jeg er homo, men jeg skilter ikke med det. Det er vigtigt med selvironi. Jeg har været homo siden jeg var 14 og har ikke oplevet homofobi. Måske er det derfor, at jeg synes, at homomiljøet virker meget lukket. Jeg vil gerne bidrage til, at det er mere åbent ved at mikse hetro og homo. Det vigtigste er, at inspirere andre til anderledes projekter Folk er fede, hvis de er fede - uanset seksualitet”.
Kreativ kontortid og koordinat: ”Vi betragter butikken, som vores kreative kontor. Essensen er at have det sjov. Økonomien er ikke vigtig. Nøgleordene er mennesker, musik og dans. Åbne vibs. Følg din indre stemme. Dullen og Dyken, Nansensgade 62, 1366 København K. Man-fre 12-18, lør 12-15
At give: ”Den røde tråd i alt hvad jeg gør: er kreative mennesker, det nyskabende og nytænkende. Josephine(”Dullen”) og jeg er sociale og elsker at have folk omkring os. Butikken kunne lige så godt have været en klub, et hang-out-spot”.
”Ideen bag butikken Dullen & Dyken’s udbud er, at det stammer fra folk, der gør noget for andre end sig selv. Vi sælger kunst, musik og tøj med et budskab. Tøjet er fra kunsterne, som har en god indstilling. Vi forhandler streetware fra kendte Alis, fordi de støtter nye initiativer. Der er T-shirts og sweatshirts fra en gruppe, der droppede gymnasiet for at virkeliggøre deres ide. Mærket Punk Royal er f.eks. med, fordi vi synes, det er sejt, at de på kort tid har banket dette koncept op”.
Omkring en båd: Endnu et skud på multikonceptet er en stor fest med live band og DJ’s på den tyske båd Stubnitz, der lægger til ved Langebro d.5 og 6. maj. Sanger/DJ parret kan ellers opleves på Vega, Rust og Kat, ligesom butikkens mikserpult er tændt i åbningstiden. Den første onsdag i måneden er der fernisering i butikken, næste gang d. 11. maj.
Rejsen til Nansensgade 62: ”Nansensgade er spraglet. Jeg føler, jeg er på rejse, når jeg går her. Den er international. Butikken tiltaler da også folk, der har oplevet lignende multikoncepter f.eks. i New York. Andre føler sig nok lidt intimideret første gang, de kommer ind og ser, at man også kan hænge ud i butikken. Men jeg kan se at mange vender tilbage. Backpackerne er også begyndt at bruge det som mødested. Et sted, hvor de opsnuser, hvad der rører sig i København”.
Dyken & selvironi: ”Navnet Dullen & Dyken blev til i et selvironisk øjeblik, da vi begyndte at være DJ’s sammen. Navnet giver da reaktioner, folk spørger med et smil, hvem der er hvem. Så er der dem, der ikke kender udtrykket og undrer sig over hvad ”dykan” betyder.
”Vi har ikke lagt vægt på homo-delen. Jeg står ved, at jeg er homo, men jeg skilter ikke med det. Det er vigtigt med selvironi. Jeg har været homo siden jeg var 14 og har ikke oplevet homofobi. Måske er det derfor, at jeg synes, at homomiljøet virker meget lukket. Jeg vil gerne bidrage til, at det er mere åbent ved at mikse hetro og homo. Det vigtigste er, at inspirere andre til anderledes projekter Folk er fede, hvis de er fede - uanset seksualitet”.
Kreativ kontortid og koordinat: ”Vi betragter butikken, som vores kreative kontor. Essensen er at have det sjov. Økonomien er ikke vigtig. Nøgleordene er mennesker, musik og dans. Åbne vibs. Følg din indre stemme. Dullen og Dyken, Nansensgade 62, 1366 København K. Man-fre 12-18, lør 12-15
Subscribe to:
Comments (Atom)
