Sommeren 2005: åbningskampen i homo fodbold VM. Pan Fodbold går på banen hilst velkomne af deres eget heppekor. Verdens første homo cheerleaders, varmer stilsikkert publikum op i et inferno af tilråb og fløjt.
Maj 2004: De første fem bøsser går i gang med at lære dansetrin og bevægelser med pomponerne. Skal det syne af noget, skal der mange flere til. Træner Christian Eriksen opfordrer derfor alle interesserede bøsser til at dukke op til den nye sport.
Kor der kræver styrketræning
Både øvede og uerfarne dansere er velkomne, for selve cheerleader-dansene er delvist opdelt i trin og armbevægelser. Til gengæld kan deltagerne forvente sved på panden, for det kræver en god grundform, smidighed og styrke at dyrke den form for kor. Cheerleading er mere end opløftende tilråb, det indeholder både dans og opstillinger, der giver kast og løft af hinanden. ”Jeg håber folk kommer for at træne”, understreger Christian og fortsætter; ”så hyggen og det sociale samvær er efter træningen”. Der skal nemlig trænes seriøst fra starten, hvis holdets første optræden skal være under Priden i august.
Christian har en baggrund som hiphop og funkdanser på et niveau, der har bragt ham til DM og VM. Så da han som danseinstruktør så kvindelige cheerleaders øve sig og læste om Pan Fodbold arbejde på at få homo fodbold VM til Danmark, var det oplagt: Danmark skal have verdens første bøsse cheerleader-hold! Pan Fodbold var straks med på ideen og chearleading-holdet er derfor organiseret, som en del af klubben. ”De første reaktioner har været meget positive, folk synes det er vildt fedt, at jeg tog initiativet, og jeg bliver mødt med stor opbakning. De synes det er cool. Også nogle af de kvindelige cheerleaders bakker op, de vil gerne modtage et par mænd, hvis vi bliver for mange”, griner Christian.
Foragelsen venter: Mænd med pompomer
Ud over at være en ny idrætsgren er det også en homo manifestering. ”Jeg vil gerne med til Danmarks mesterskabet i cheerleading næste år for at dyste mod superligaens velkendte hold. Det er udtryk for høje ambitioner men også ønsket om at skabe foragelse! Jeg vil se, hvordan dommerne forholder sig til et rent mandehold i en kvindesport. Det hedder i reglerne, at mændene ikke bruger pomponer, men her er vi kun mænd, så må reglerne jo laves om! Det bliver spændende at dyste på lige fod, på det som kendetegner en god cheerleader: synkronisitet, udstråling og energi”.
Dommen fra hjemmepublikummet
Når f.eks. FCK’s heppepiger går på banen, brøler de inkarnerede fans altid ”fisse!” som kærlig velkomst. For heppefyrene er der stadig langt til deres første velkomst. Christian frygter dog ikke råbene fra de heteroseksuelle fans. ”Der kommer sikkert de samme fornærmende tilråb, som man kan få alle andre steder som homoseksuel”. Derimod bliver det spændende, hvad hjemmepublikummet råber. ”Bøsser er jo hårde dommere, det er lige på og hårdt. Der er ikke noget, der bliver pakket ind. Synes de, at vi er åndssvage, så siger de det”. Fælles for FCK pigerne og Pans mænd er, at de vil blive sat i samme bås, som værende dansende kroppe. ”Nogen siger, at pigerne bare står og vrikker med røven og viser bryster, men man glemmer, at folk jo gerne vil se det alligevel. Vi kommer også til at vrikke med røven, men selvfølgelig håber jeg, at der bliver taget godt i mod os”. Hvor stramtsidende tøjet bliver vides endnu ikke, så sponsorer der vil have en placering, kan stadig henvende sig.
Lesbiske kvinder, foren jer i takt
Hvor heppekorene hos andre danske fodboldhold domineres af piger, så er dette hold kun for bøsser. Christian starter dog et Pan Idræt dansehold i MTV dans til september, hvor alle er velkomne. Dukker pigerne talstærkt op, og er der opbakning, så er det muligt, at han også laver et cheerleading-hold for lesbiske. Selv tvivler han på, at interessen er:” Det er jo bøsserne der fylder i miljøet og står på dansegulvet og fyrer den af. De lesbiske holder sig for sig selv og er usynlige i byen. Så det er svært at vide, om opbakningen er der”.
Hvor og hvornår
Tid: Onsdage kl. 19.30 til ca 22.00. Første gang d.5/5
Sted: Gymnastiksalen på Ny Carlsberg Vejens Skole, Ny Carlsberg Vej 35,1760 København V
Påklædning: Sportstøj og indendørssko
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment