Kald mig bare Clyde

Man leder forgæves på boghylden efter en bog med karrieretips til homoer. Selv ville jeg gerne have smuglæst et par tips før jobstart. For jeg så var sikker i min det-rager-ikke-jer-indstilling – og frygtelig naiv, som kun en karriereknøs kan være det.

Fortæl en hemmelighed
”Fortæl de andre en hemmelighed om jer selv”, sagde den kække coach på det første kursus for mig og mine 14 nyansatte kolleger. Hans blotlæggelsesstrategi virkede bare direkte modsat på mig. Jeg havde den opfattelse at mit privatliv ikke indgik i ansættelseskontrakten og at jeg derfor kunne opføre mig som en gæst i firmaet: det ragede ikke et sæt flygtige kolleger at jeg var lesbisk, for jeg antog at min seksualitet blot var en seksuel præference i stil med at andre er til lak og læder. Det var en detalje jeg ikke havde i sinde at skrifte over frokostbordet eller i plenum.

Point of no return
En toårig kontrakt tager sin tid. Jeg delte ikke min stormende forelskelse med kollegerne, og jeg greb ikke ind, da de mandlige, udvalgte ledertalenter, gik i selvsving med saftige bøssejokes. Der opstod flere situationer, hvor jeg ikke løj men heller ikke leverede sandheden.

En dag var et bordfuld kolleger samlet på en varm restaurant, Klokken kvart over tømte rødvinsglas, blev der bordet rundt berettet om, hvordan man traf sin ægtefælle. Jeg vidste at vores nye kollega var lesbisk, alligevel hørte jeg hende detaljeret berette, hvordan hun havde mødt sin mand. Hendes løgn slog hårdt, for jeg var på samme vildspor, hvor for mange kvarte forklaringer en dag rotter sig sammen til en fed livsløgn. Kort tid efter sprang jeg ud overfor en sparringspartner, som jeg var sikker på ville sprede informationen på alle sladderkanaler.

Destination: Homofobistan
Out and proud blev en kort tilstand. Da jeg skulle udstationeres faldt mit valg fuldblods naivt på et job i et litauisk datterselskab. Min katolske kærestes forstående familie havde fået mig til at tro, at jeg ville blive accepteret af de katolske litauere, når bare de lærte mig at kende. Efter ankomsten afslørede en tilfældig turistavis, at jeg frivilligt var landet i Europas mest homofobiske land, hvor lommetyve er mere velansete som naboer end homoer. Det var minus 20 grader udenfor og arbejdsklimaet var ikke meget varmere. Som kvinde i et mandsdomineret IT-miljø og lederaspirant i ét samfund, hvor ledelse historisk set giver forhøjet dødsrisiko, var jeg allerede lysår bagud på points! Jeg var så meget en alien, at afsløringen af at jeg var lesbisk, ville have fjernet mig helt fra litauernes mentale solsystem. Jeg delte mine op-og-nedture i langdistanceforholdet med de andre udlændinge, men det gik mig på, når jeg på en off-dag ikke kunne forklare min chef at min træthed skyldtes kæresteskænderier per satelitforbindelse. Det blev seks lange måneder i Homofobistan, hvor jeg aldrig helt var mig selv. Chefens afsluttende jobtilbud var let at afslå, for jeg havde lærte, at jeg ikke kan rykke min brik på karrierespillepladsen, hvis det betyder at jeg er slået tilbage i skabet.

Kald mig bare Clyde
Mine efterfølgende jobs har bragt mig rundt i flere organisatoriske hjørner som åben lesbisk. I de negative situationer anses jeg som den ”eksotiske hvide øgle”, et seksuelt væsen man kan studere og kommentere uden filter. En kvindelig chef annoncerede f.eks. i en større forsamling, at hvis hun var til piger, ville hun falde for mig. En underdirektør interesserede sig stærkt for hvordan det mon var at overnatte på hotelværelse med mig og spurgte nysgerrigt mine kollegiale rejsefæller. Disse oplevelser fratog mig illusionen om, at jeg er et professionelt væsen, som kun bliver vurderet på mine resultater.

I de positive situationer er jeg ”den hvide øgle”, som nuancerer forestillingen om homoer ved at vise at fjerboa og læder sagtens kan være erstattet af jakkesæt og høje hæle. Som hverdagsgrå lesbisk, har jeg i hvert fald været med til at rykke et par kollegers angst for at få et bøsset drengebarn, nu hvor de har set, at man kan være ualmindelig almindelig også som homo. Undertiden tillægges jeg endda særlige evner qua min seksualitet, dvs. at jeg som lesbisk projektleder er mere kontant og en-af-drengene. Et harmløst eksempel er min kollega, der tidligere omtalte os to under teamnavnet ”Bonnie og Clyde”. Nu hvor han ved at jeg er lesbisk, omtales jeg nu konsekvent som ”Clyde”. Han har altså overladt ”alfa-han” titlen til mig, alene ud fra oplysningen om at jeg er lesbisk. Kald mig bare Clyde - selvom det forbliver et mysterium hvordan min trang til at kysse kvinder skulle gøre mig mere cool i arbejdsdagens vilde vest.