Omkring 12.000 kondomer deler Fritz Sigrist ud om året for Stop AIDS. Mindst en gang om dagen, uanset vejr, runder han sine kondomkasser på Amager Fælled. I det stille gør han en forskel som frivillig for den store sag: forebyggelsen af kønssygdomme. Hvad driver værket?
Allerede i telefonen markerer Fritz; ”der er opgaven med at dele kondomer ud men så sandelig også med at rydde efter dem”. Så er banen kridtet op, uddelingen af kondomer handler også om personlig indstilling til indsatsen, at yde mere end der forventes for at hjælpe andre. Som pensioneret arkitekt har han tid til at give en hånd med, men her er der tale om imponerende daglig indsats i mere end seks år.
”Den præventive indsats den er det afgørende for at undgå AIDS. Jeg synes det er vigtigt ikke bare at lave en punktvis indsats, men at gøre det løbende som ved at dele disse kondomer ud”. Gået på klingen om hans eget udbytte, smiler 70-årige Fritz gennem det flotte Hemmingway-skæg: ”Jeg får også selv mandlige kontakter ud af at gøre det her”. Det er en del af motivationen, men der er også andre årsager til ihærdigheden.
Frivillig i Fælledens ingenmandsland
Amager fælled har sine kontaktsteder for bøsser og biseksuelle. Det mest besøgte er ”sigøjnerlejren” og parkeringspladsen i nærheden. Fem fuglekasser i nærheden af parkeringspladsen bliver dagligt tilset og fyldt med kondomer. De brugte kondomer lander i fælledens ingenmandsland, hvor hverken brugerne eller kommunen føler sig forpligtet til at rydde op, men det gør Fritz.
”Bøsserne og de biseksuelle er selv med til at svine toiletterne og omgivelserne til. De ordner det seksuelle, og når det er overstået, så forsvinder de bare. Jeg kan ikke lide svineriet, og det hjælper at jeg rydder op, måske fordi jeg er synlig.”
Det er et diskret miljø, hvor de fleste er anonyme gengangere. ”Det er ikke en bøsseverdenen som så, men meget biseksuelt orienteret, det er gifte mænd på vej hjem til mor, der skal have ordnet tingene.” Alligevel kender han de fleste per udseende, og de ved hvem Fritz er, selvom man ikke taler sammen. ”Jeg tror det gør en forskel. Efter at jeg begyndte at rydde op, er det som om, at der er blevet lidt pænere. Jeg kan jo se, hvad der sker, når jeg er syg. De fleste ville synes at det var ok, hvis jeg bare fyldte op. Det er mit eget drive der gør, at jeg også rydder op og gør lidt mere ud af det. Jeg kan godt lide at lave noget, som kommer andre til gode, så jeg synes, at jeg gør gavn for nogle mennesker. Jeg har et godt liv og føler en form for forpligtelse til at gøre noget”.
Ildsjæl uanset vejr
Det er en ildsjæl der taler, når det kommer til de modstridende interesser i området. På den ene side støttes uddeling af kondomer. På den anden side bliver stedets toiletter flyttet, og Vej og Park lægger sten ud som begrænser adgangen til stedet. Handlinger der mellem linjerne virker som et forsøg på at begrænse den seksuelle aktivitet på stedet. ”Det kan ikke være rigtig, at man må uddele kondomer men ikke bruge dem på stedet”. Ændringerne af området fik ham til at skrive et læserbrev, ligesom han møder velforberedt til dette interview. Fritz passer på sin fælled.
Det startede ved en tilfældighed, fordi den tidligere omdeler foreslog Fritz at overtage opgaven. Den daglige forpligtelse tynger ikke: ”jeg kan lide det, jeg holder af fælleden med dens natur. Selv om vinteren føler jeg mig forpligtet til at tage ruten, og jeg sørger da også for en afløser, når jeg drager på ferie. Jeg har behovet for at komme ud og få frisk luft. Når det bliver sommer og jeg udvider ruten, tænker jeg måske lige ’åh skal jeg køre hele turen’ men så skal jeg bare lige i gang igen, så er der ikke noget problem”.
De andre taler
I foråret og sommeren hvor driftbarometeret står særligt højt, er det 80-100 kondomer, der fordeles på tre daglige runder. Det er Fritz’ personlige bidrag til forebyggelsen af AIDS og andre kønssygdomme. Fritz har selv haft venner i slutningen 80’erne, som ”blev syge og blege, siden forsvandt og døde efter få måneder”. Også derfor interesserer han sig for kampen mod AIDS: ”På en konference talte et afrikansk statsoverhoved om, at de vil støtte udviklingen af en AIDS vaccine. Selv er jeg ikke i tvivl om, at en præventiv indsats er vigtigere i endnu mange år fremover. Ville de dog dele kondomer ud i stedet for blot at stå på talerstolen. Det er jo der afhjælpningen af det akutte problem ligger”, siger Fritz bestemt og stolt over sit eget bidrag. Han har bestemt ikke planer om at stoppe som fælledens ildsjæl.
Artiklen blev bragt i Panbladet august 2004
Sunday, August 1, 2004
Friday, May 28, 2004
Som at gå til eksamen i sig selv
Hun er 28 år, ambitiøs og uhyre målrettet.
Hun ved, at hun vil have et job som leder med
personaleansvar, og hun ved, at hun bliver en
god leder. Hun har tilmed en mentor, der
hjælper hende med at pudse personligheden
og karrieren af.
Navnet er Gadegaard. Hun er ansat som projektleder, og hun har udvalgt sig en erfaren mentor, nemlig underdirektør, JvdBerk. Det er ikke nogen tilfældighed, som hun selv siger:
»Oprindeligt havde jeg tænkt mig at vælge én, der lignede mig selv. Der findes ikke så
mange, der er uddannet cand.it, og så tænkte jeg, at det ville være nemmere
at tale sammen. Men en af mine kolleger sagde, at jeg skulle tage at prøve J. Han
har et godt ry, og han har den samme interesse for ledelse, som jeg har.«
Muligheden for at få en mentor er ikke alle beskåret. Gadegaard fik tilbuddet sammen med sine holdkammerater på et såkaldt graduate-program, som er en toårig ansættelse for akademikere. Udgangspunktet var, at mentor og mentée skulle udfærdige en formel kontrakt og evaluere forløbet, når der var gået et år. »Selvom kontrakten ikke fylder meget, er den mentalt vigtig. En af vores nedskrevne spilleregler er, at J er velkommen til at give mig gode råd, men de er konsekvensfri for ham. Det vil sige, at jeg ikke kan hænge ham op på dem, hvis jeg går ud og handler på dem. Omvendt er jeg heller ikke forpligtet til at tage imod rådene.« En anden spilleregel er, at parterne skal være ærlige over for hinanden. »Jeg vil hellere have spark end en støttepædagog. Det er det, jeg har bedt om, og sådan jeg vil have det,« siger mentéen.
Gensidig respekt
Hver sjette uge tager Gadegaard turen fra sin arbejdsplads i Rødovre for at mødes med J på hans kontor i Taastrup. De taler sammen i små to timer om et emne, som Gadegaard har udvalgt på forhånd. Det kan for eksempel være motivation eller stress. Nogle gange omsætter Gadegaard erfaringsudvekslingen til handling, når hun kommer hjem, men det er ikke det primære mål. Målet er at bearbejde holdninger, så hun kan udfylde det job, hun gerne vil have
en dag: »Noget af det væsentligste for mig er at få afprøvet mine personlige holdninger til det at
være leder. Jeg har for eksempel fået rykket en holdning, som jeg troede var fastlagt. Da jeg
kom til J, var det min holdning, at jeg aldrig ville gå med til at presse mine medarbejdere
120 procent. Så sagde han, at hvis jeg ikke gjorde det, ville der være en anden, der
skulle gøre det. Jeg lærte, at jeg var nødt til at stå op og tage ansvar, og det lyder meget simpelt,
men sådan en oplevelse går hele vejen igennem systemet.«
Eksemplet er et godt billede på Gadegaards formål med at have en mentor. Hun gør det ikke kun for karrierens skyld, men også for at udvikle sig selv personligt. »Et eller andet sted er det som at gå til eksamen i sig selv. Jeg har skullet sidde i starten og forklare J, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Derfor var det også en rigtig god følelse, da jeg var på vej ud ad døren efter et af vores første møder, og J sagde: ”nu tror jeg på dit projekt”. Det betød noget, at en fremmed, som ikke kendte mig, men som jeg respekterede, sagde det.«
Respekt er et nøgleord for forholdet mellem mentor og mentée. Men denne mentée ser
dog ikke op til sin mentor: »Så ville vi ikke kunne have den dialog, vi har. Derimod er han et hverdagsidol for mig og repræsenterer et sted, jeg gerne vil være, når jeg selv bliver 40.«
Væk med vagthunden
Da Gadegaard begyndte som mentée hos J, havde hun besluttet, hvor langt hun ville gå med hensyn til at lukke ham ind i sin person. Hun måtte dog skifte holdning med tiden.
»I starten var jeg meget opmærksom på, at jeg ville være åben, ærlig og personlig, men at
der skulle være en grænse for, hvor langt jeg ville gå. Det holdt bare ikke i længden, for jeg
kunne ikke sidde med en vagthund på, hvis jeg skulle være ordentligt til stede. Og det
skulle jeg. Det er virkelig værdifuldt at have en mentor, og derfor skal man ikke gøre det
halvt.«
Nogle gange kommer Gadegaard hjem med ting i bagagen, som er gået meget
tæt på hendes person. Allerede når hun er på vej ud ad døren, kan hun mærke, at der var
emner, som var svære at tale om. Så ved hun, at hendes mentor har ramt præcist, og at det
er her, hun kan lære noget. »Vi har mange diskussioner, hvor J sætter værdier på spidsen. For eksempel kom jeg med en personlig handleplan, men han sagde, at den jo bare var udtryk for mine positive værdier og ikke mine skyggeværdier. Det var en øjenåbner for mig, for jeg blev tvunget til at se på, hvad de mørke sider i min personlighed er. Det er sider, der altid følger med, som jeg altid skal arbejde med og håndtere for at blive en god leder.«
Og det bliver hun, siger hun selv. Ikke fordi hun har haft en mentor, men fordi hun også
har haft en mentor: »Der er ikke taget ansvar af mine skuldre, fordi jeg har en mentor. Det er mit ansvar, min karriere, min vej frem. J kan give mig input, men ansvaret ligger stadig hos mig. Jeg tror, at jeg stadig vil have en mentor eller en coach om fire år, fordi jeg stadig vil have fokus på min karriere og at udvikle mig.«
Artiklen er skrevet af L. S. Riis og blev bragt i Ingeniøren 28/5 2004
Hun ved, at hun vil have et job som leder med
personaleansvar, og hun ved, at hun bliver en
god leder. Hun har tilmed en mentor, der
hjælper hende med at pudse personligheden
og karrieren af.
Navnet er Gadegaard. Hun er ansat som projektleder, og hun har udvalgt sig en erfaren mentor, nemlig underdirektør, JvdBerk. Det er ikke nogen tilfældighed, som hun selv siger:
»Oprindeligt havde jeg tænkt mig at vælge én, der lignede mig selv. Der findes ikke så
mange, der er uddannet cand.it, og så tænkte jeg, at det ville være nemmere
at tale sammen. Men en af mine kolleger sagde, at jeg skulle tage at prøve J. Han
har et godt ry, og han har den samme interesse for ledelse, som jeg har.«
Muligheden for at få en mentor er ikke alle beskåret. Gadegaard fik tilbuddet sammen med sine holdkammerater på et såkaldt graduate-program, som er en toårig ansættelse for akademikere. Udgangspunktet var, at mentor og mentée skulle udfærdige en formel kontrakt og evaluere forløbet, når der var gået et år. »Selvom kontrakten ikke fylder meget, er den mentalt vigtig. En af vores nedskrevne spilleregler er, at J er velkommen til at give mig gode råd, men de er konsekvensfri for ham. Det vil sige, at jeg ikke kan hænge ham op på dem, hvis jeg går ud og handler på dem. Omvendt er jeg heller ikke forpligtet til at tage imod rådene.« En anden spilleregel er, at parterne skal være ærlige over for hinanden. »Jeg vil hellere have spark end en støttepædagog. Det er det, jeg har bedt om, og sådan jeg vil have det,« siger mentéen.
Gensidig respekt
Hver sjette uge tager Gadegaard turen fra sin arbejdsplads i Rødovre for at mødes med J på hans kontor i Taastrup. De taler sammen i små to timer om et emne, som Gadegaard har udvalgt på forhånd. Det kan for eksempel være motivation eller stress. Nogle gange omsætter Gadegaard erfaringsudvekslingen til handling, når hun kommer hjem, men det er ikke det primære mål. Målet er at bearbejde holdninger, så hun kan udfylde det job, hun gerne vil have
en dag: »Noget af det væsentligste for mig er at få afprøvet mine personlige holdninger til det at
være leder. Jeg har for eksempel fået rykket en holdning, som jeg troede var fastlagt. Da jeg
kom til J, var det min holdning, at jeg aldrig ville gå med til at presse mine medarbejdere
120 procent. Så sagde han, at hvis jeg ikke gjorde det, ville der være en anden, der
skulle gøre det. Jeg lærte, at jeg var nødt til at stå op og tage ansvar, og det lyder meget simpelt,
men sådan en oplevelse går hele vejen igennem systemet.«
Eksemplet er et godt billede på Gadegaards formål med at have en mentor. Hun gør det ikke kun for karrierens skyld, men også for at udvikle sig selv personligt. »Et eller andet sted er det som at gå til eksamen i sig selv. Jeg har skullet sidde i starten og forklare J, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Derfor var det også en rigtig god følelse, da jeg var på vej ud ad døren efter et af vores første møder, og J sagde: ”nu tror jeg på dit projekt”. Det betød noget, at en fremmed, som ikke kendte mig, men som jeg respekterede, sagde det.«
Respekt er et nøgleord for forholdet mellem mentor og mentée. Men denne mentée ser
dog ikke op til sin mentor: »Så ville vi ikke kunne have den dialog, vi har. Derimod er han et hverdagsidol for mig og repræsenterer et sted, jeg gerne vil være, når jeg selv bliver 40.«
Væk med vagthunden
Da Gadegaard begyndte som mentée hos J, havde hun besluttet, hvor langt hun ville gå med hensyn til at lukke ham ind i sin person. Hun måtte dog skifte holdning med tiden.
»I starten var jeg meget opmærksom på, at jeg ville være åben, ærlig og personlig, men at
der skulle være en grænse for, hvor langt jeg ville gå. Det holdt bare ikke i længden, for jeg
kunne ikke sidde med en vagthund på, hvis jeg skulle være ordentligt til stede. Og det
skulle jeg. Det er virkelig værdifuldt at have en mentor, og derfor skal man ikke gøre det
halvt.«
Nogle gange kommer Gadegaard hjem med ting i bagagen, som er gået meget
tæt på hendes person. Allerede når hun er på vej ud ad døren, kan hun mærke, at der var
emner, som var svære at tale om. Så ved hun, at hendes mentor har ramt præcist, og at det
er her, hun kan lære noget. »Vi har mange diskussioner, hvor J sætter værdier på spidsen. For eksempel kom jeg med en personlig handleplan, men han sagde, at den jo bare var udtryk for mine positive værdier og ikke mine skyggeværdier. Det var en øjenåbner for mig, for jeg blev tvunget til at se på, hvad de mørke sider i min personlighed er. Det er sider, der altid følger med, som jeg altid skal arbejde med og håndtere for at blive en god leder.«
Og det bliver hun, siger hun selv. Ikke fordi hun har haft en mentor, men fordi hun også
har haft en mentor: »Der er ikke taget ansvar af mine skuldre, fordi jeg har en mentor. Det er mit ansvar, min karriere, min vej frem. J kan give mig input, men ansvaret ligger stadig hos mig. Jeg tror, at jeg stadig vil have en mentor eller en coach om fire år, fordi jeg stadig vil have fokus på min karriere og at udvikle mig.«
Artiklen er skrevet af L. S. Riis og blev bragt i Ingeniøren 28/5 2004
Saturday, May 1, 2004
Verdens første homo cheerleaders varmer up!
Sommeren 2005: åbningskampen i homo fodbold VM. Pan Fodbold går på banen hilst velkomne af deres eget heppekor. Verdens første homo cheerleaders, varmer stilsikkert publikum op i et inferno af tilråb og fløjt.
Maj 2004: De første fem bøsser går i gang med at lære dansetrin og bevægelser med pomponerne. Skal det syne af noget, skal der mange flere til. Træner Christian Eriksen opfordrer derfor alle interesserede bøsser til at dukke op til den nye sport.
Kor der kræver styrketræning
Både øvede og uerfarne dansere er velkomne, for selve cheerleader-dansene er delvist opdelt i trin og armbevægelser. Til gengæld kan deltagerne forvente sved på panden, for det kræver en god grundform, smidighed og styrke at dyrke den form for kor. Cheerleading er mere end opløftende tilråb, det indeholder både dans og opstillinger, der giver kast og løft af hinanden. ”Jeg håber folk kommer for at træne”, understreger Christian og fortsætter; ”så hyggen og det sociale samvær er efter træningen”. Der skal nemlig trænes seriøst fra starten, hvis holdets første optræden skal være under Priden i august.
Christian har en baggrund som hiphop og funkdanser på et niveau, der har bragt ham til DM og VM. Så da han som danseinstruktør så kvindelige cheerleaders øve sig og læste om Pan Fodbold arbejde på at få homo fodbold VM til Danmark, var det oplagt: Danmark skal have verdens første bøsse cheerleader-hold! Pan Fodbold var straks med på ideen og chearleading-holdet er derfor organiseret, som en del af klubben. ”De første reaktioner har været meget positive, folk synes det er vildt fedt, at jeg tog initiativet, og jeg bliver mødt med stor opbakning. De synes det er cool. Også nogle af de kvindelige cheerleaders bakker op, de vil gerne modtage et par mænd, hvis vi bliver for mange”, griner Christian.
Foragelsen venter: Mænd med pompomer
Ud over at være en ny idrætsgren er det også en homo manifestering. ”Jeg vil gerne med til Danmarks mesterskabet i cheerleading næste år for at dyste mod superligaens velkendte hold. Det er udtryk for høje ambitioner men også ønsket om at skabe foragelse! Jeg vil se, hvordan dommerne forholder sig til et rent mandehold i en kvindesport. Det hedder i reglerne, at mændene ikke bruger pomponer, men her er vi kun mænd, så må reglerne jo laves om! Det bliver spændende at dyste på lige fod, på det som kendetegner en god cheerleader: synkronisitet, udstråling og energi”.
Dommen fra hjemmepublikummet
Når f.eks. FCK’s heppepiger går på banen, brøler de inkarnerede fans altid ”fisse!” som kærlig velkomst. For heppefyrene er der stadig langt til deres første velkomst. Christian frygter dog ikke råbene fra de heteroseksuelle fans. ”Der kommer sikkert de samme fornærmende tilråb, som man kan få alle andre steder som homoseksuel”. Derimod bliver det spændende, hvad hjemmepublikummet råber. ”Bøsser er jo hårde dommere, det er lige på og hårdt. Der er ikke noget, der bliver pakket ind. Synes de, at vi er åndssvage, så siger de det”. Fælles for FCK pigerne og Pans mænd er, at de vil blive sat i samme bås, som værende dansende kroppe. ”Nogen siger, at pigerne bare står og vrikker med røven og viser bryster, men man glemmer, at folk jo gerne vil se det alligevel. Vi kommer også til at vrikke med røven, men selvfølgelig håber jeg, at der bliver taget godt i mod os”. Hvor stramtsidende tøjet bliver vides endnu ikke, så sponsorer der vil have en placering, kan stadig henvende sig.
Lesbiske kvinder, foren jer i takt
Hvor heppekorene hos andre danske fodboldhold domineres af piger, så er dette hold kun for bøsser. Christian starter dog et Pan Idræt dansehold i MTV dans til september, hvor alle er velkomne. Dukker pigerne talstærkt op, og er der opbakning, så er det muligt, at han også laver et cheerleading-hold for lesbiske. Selv tvivler han på, at interessen er:” Det er jo bøsserne der fylder i miljøet og står på dansegulvet og fyrer den af. De lesbiske holder sig for sig selv og er usynlige i byen. Så det er svært at vide, om opbakningen er der”.
Hvor og hvornår
Tid: Onsdage kl. 19.30 til ca 22.00. Første gang d.5/5
Sted: Gymnastiksalen på Ny Carlsberg Vejens Skole, Ny Carlsberg Vej 35,1760 København V
Påklædning: Sportstøj og indendørssko
Maj 2004: De første fem bøsser går i gang med at lære dansetrin og bevægelser med pomponerne. Skal det syne af noget, skal der mange flere til. Træner Christian Eriksen opfordrer derfor alle interesserede bøsser til at dukke op til den nye sport.
Kor der kræver styrketræning
Både øvede og uerfarne dansere er velkomne, for selve cheerleader-dansene er delvist opdelt i trin og armbevægelser. Til gengæld kan deltagerne forvente sved på panden, for det kræver en god grundform, smidighed og styrke at dyrke den form for kor. Cheerleading er mere end opløftende tilråb, det indeholder både dans og opstillinger, der giver kast og løft af hinanden. ”Jeg håber folk kommer for at træne”, understreger Christian og fortsætter; ”så hyggen og det sociale samvær er efter træningen”. Der skal nemlig trænes seriøst fra starten, hvis holdets første optræden skal være under Priden i august.
Christian har en baggrund som hiphop og funkdanser på et niveau, der har bragt ham til DM og VM. Så da han som danseinstruktør så kvindelige cheerleaders øve sig og læste om Pan Fodbold arbejde på at få homo fodbold VM til Danmark, var det oplagt: Danmark skal have verdens første bøsse cheerleader-hold! Pan Fodbold var straks med på ideen og chearleading-holdet er derfor organiseret, som en del af klubben. ”De første reaktioner har været meget positive, folk synes det er vildt fedt, at jeg tog initiativet, og jeg bliver mødt med stor opbakning. De synes det er cool. Også nogle af de kvindelige cheerleaders bakker op, de vil gerne modtage et par mænd, hvis vi bliver for mange”, griner Christian.
Foragelsen venter: Mænd med pompomer
Ud over at være en ny idrætsgren er det også en homo manifestering. ”Jeg vil gerne med til Danmarks mesterskabet i cheerleading næste år for at dyste mod superligaens velkendte hold. Det er udtryk for høje ambitioner men også ønsket om at skabe foragelse! Jeg vil se, hvordan dommerne forholder sig til et rent mandehold i en kvindesport. Det hedder i reglerne, at mændene ikke bruger pomponer, men her er vi kun mænd, så må reglerne jo laves om! Det bliver spændende at dyste på lige fod, på det som kendetegner en god cheerleader: synkronisitet, udstråling og energi”.
Dommen fra hjemmepublikummet
Når f.eks. FCK’s heppepiger går på banen, brøler de inkarnerede fans altid ”fisse!” som kærlig velkomst. For heppefyrene er der stadig langt til deres første velkomst. Christian frygter dog ikke råbene fra de heteroseksuelle fans. ”Der kommer sikkert de samme fornærmende tilråb, som man kan få alle andre steder som homoseksuel”. Derimod bliver det spændende, hvad hjemmepublikummet råber. ”Bøsser er jo hårde dommere, det er lige på og hårdt. Der er ikke noget, der bliver pakket ind. Synes de, at vi er åndssvage, så siger de det”. Fælles for FCK pigerne og Pans mænd er, at de vil blive sat i samme bås, som værende dansende kroppe. ”Nogen siger, at pigerne bare står og vrikker med røven og viser bryster, men man glemmer, at folk jo gerne vil se det alligevel. Vi kommer også til at vrikke med røven, men selvfølgelig håber jeg, at der bliver taget godt i mod os”. Hvor stramtsidende tøjet bliver vides endnu ikke, så sponsorer der vil have en placering, kan stadig henvende sig.
Lesbiske kvinder, foren jer i takt
Hvor heppekorene hos andre danske fodboldhold domineres af piger, så er dette hold kun for bøsser. Christian starter dog et Pan Idræt dansehold i MTV dans til september, hvor alle er velkomne. Dukker pigerne talstærkt op, og er der opbakning, så er det muligt, at han også laver et cheerleading-hold for lesbiske. Selv tvivler han på, at interessen er:” Det er jo bøsserne der fylder i miljøet og står på dansegulvet og fyrer den af. De lesbiske holder sig for sig selv og er usynlige i byen. Så det er svært at vide, om opbakningen er der”.
Hvor og hvornår
Tid: Onsdage kl. 19.30 til ca 22.00. Første gang d.5/5
Sted: Gymnastiksalen på Ny Carlsberg Vejens Skole, Ny Carlsberg Vej 35,1760 København V
Påklædning: Sportstøj og indendørssko
Thursday, April 1, 2004
Søndagsbrøl i New York
Med få dages varsel samledes bøsser og lesbiske til demonstration foran New Yorks rådhus for at råbe borgmesteren op. 100 km væk vies homoseksuelle i disse hektiske februardage, men ikke her. Borgmesteren vil end ikke udtale sig om sit standpunkt.
Luk os ind!
Inde på pladsen er demonstrationen allerede i gang, og der er plads til flere. Spontant råber vi ”luk os ind” men sikkerhedsvagterne fastholder, at vi ikke må få adgang af sikkerhedsmæssige årsager. Vi udgør en trussel mod sikkerheden, bevæbnet som vi er - med uens papskilte og barnevogne. Derfor står vi tålmodigt i kø bag knæhøje jernkæder. Imens forsøger de forreste at få gang i slagordene, Men det her er ikke en homogen bevægelse, som demonstrerer, det er individer, der er samlet. Vores rustne weekendstemmer samles omsider i ét brøl: ”What do we want? Gay marriage! When do we want it? Now!”. Vi råber og får endelig adgang mod obligatorisk visitering.
Indenfor afløser tale efter tale hinanden. Kun et enkelt regnbueflag blafrer blandt de 300 demonstranter, til gengæld er der en broget flok af slagord. ”Vi har været sammen i 25 år, hvornår må vi giftes?”, ”Jeg betaler min skat, jeg vil giftes”. Budskaberne spænder fra de romantiske argumenter til henvisninger til de hundredvis af rettigheder, der opnås ved et ægteskab.
Klapsalvernes brøl
Der er masser af tv-mikrofoner, men ingen højtalere. Kun talernes mest entusiastiske udbrud høres. Alligevel går klapsalvernes brøl gennem mængden efter hver tale. Repræsentanten fra forældreorganisationen P-flag er tydelig berørt efter sit indlæg og hyldesten. Antydningen af tårer i hans øjne og bøssekorets stille afslutning af demonstrationen får nakkehårene til at rejse sig. Hver på sin måde er de blide udtryk for et stort ønske.
Fire dage senere er 80 ivrige demonstranter tilbage igen på Rådhuset. De beder om en ægteskabsansøgning og få alle standardbrevet, der høfligt men bestemt afviser ansøgningen. Næste skridt kendes ikke men det kommer. Selvom statsanklageren i New Yorks har tolket delstatsloven og afgjort, at den ikke tillader enkønnede ægteskaber.
Faktaboks: Sagen dag for dag
1996 Clintons indfører en anti-ægteskabslov: homoseksuelle ægteskaber anerkendes ikke fa forbundsregeringen og ingen delstater er tvunget til at anerkende disse.
2000 Vermont er den første delstat der giver muligheden for en form for partnerskab ”civil union”. Partnerskabet er ikke anerkendt på statsligt niveau men giver mange af de samme juridiske rettigheder som et ægteskab.
Januar 2004 I Massachusetts fastslår højesteret, at ægteskab mellem homoseksuelle skal tillades maj 2004.
12. februar Borgmesteren i San Francisco tillader ægteskab mellem homoseksuelle, selvom det strider mod delstatens lov.
24. februar Bush forslår at lave et forfatningsforbud mod ægteskab mellem samme køn.
27 februar-9.marts Borgmestre i bl.a. New Paltz, Nyack, Asbury Park og Portland påbegynder vielser.
11. marts Højesteret i Californien stopper midlertidigt bryllupperne i San Francisco. Inden da er 3700 par blevet viet.
16.marts To borgmestre i anklages for at have udført vielser. De risikerer fængselstraf
Kilder
Berlingske tidende 24. 28., 29. feb, Jyllandsposten 5.marts
Luk os ind!
Inde på pladsen er demonstrationen allerede i gang, og der er plads til flere. Spontant råber vi ”luk os ind” men sikkerhedsvagterne fastholder, at vi ikke må få adgang af sikkerhedsmæssige årsager. Vi udgør en trussel mod sikkerheden, bevæbnet som vi er - med uens papskilte og barnevogne. Derfor står vi tålmodigt i kø bag knæhøje jernkæder. Imens forsøger de forreste at få gang i slagordene, Men det her er ikke en homogen bevægelse, som demonstrerer, det er individer, der er samlet. Vores rustne weekendstemmer samles omsider i ét brøl: ”What do we want? Gay marriage! When do we want it? Now!”. Vi råber og får endelig adgang mod obligatorisk visitering.
Indenfor afløser tale efter tale hinanden. Kun et enkelt regnbueflag blafrer blandt de 300 demonstranter, til gengæld er der en broget flok af slagord. ”Vi har været sammen i 25 år, hvornår må vi giftes?”, ”Jeg betaler min skat, jeg vil giftes”. Budskaberne spænder fra de romantiske argumenter til henvisninger til de hundredvis af rettigheder, der opnås ved et ægteskab.
Klapsalvernes brøl
Der er masser af tv-mikrofoner, men ingen højtalere. Kun talernes mest entusiastiske udbrud høres. Alligevel går klapsalvernes brøl gennem mængden efter hver tale. Repræsentanten fra forældreorganisationen P-flag er tydelig berørt efter sit indlæg og hyldesten. Antydningen af tårer i hans øjne og bøssekorets stille afslutning af demonstrationen får nakkehårene til at rejse sig. Hver på sin måde er de blide udtryk for et stort ønske.
Fire dage senere er 80 ivrige demonstranter tilbage igen på Rådhuset. De beder om en ægteskabsansøgning og få alle standardbrevet, der høfligt men bestemt afviser ansøgningen. Næste skridt kendes ikke men det kommer. Selvom statsanklageren i New Yorks har tolket delstatsloven og afgjort, at den ikke tillader enkønnede ægteskaber.
Faktaboks: Sagen dag for dag
1996 Clintons indfører en anti-ægteskabslov: homoseksuelle ægteskaber anerkendes ikke fa forbundsregeringen og ingen delstater er tvunget til at anerkende disse.
2000 Vermont er den første delstat der giver muligheden for en form for partnerskab ”civil union”. Partnerskabet er ikke anerkendt på statsligt niveau men giver mange af de samme juridiske rettigheder som et ægteskab.
Januar 2004 I Massachusetts fastslår højesteret, at ægteskab mellem homoseksuelle skal tillades maj 2004.
12. februar Borgmesteren i San Francisco tillader ægteskab mellem homoseksuelle, selvom det strider mod delstatens lov.
24. februar Bush forslår at lave et forfatningsforbud mod ægteskab mellem samme køn.
27 februar-9.marts Borgmestre i bl.a. New Paltz, Nyack, Asbury Park og Portland påbegynder vielser.
11. marts Højesteret i Californien stopper midlertidigt bryllupperne i San Francisco. Inden da er 3700 par blevet viet.
16.marts To borgmestre i anklages for at have udført vielser. De risikerer fængselstraf
Kilder
Berlingske tidende 24. 28., 29. feb, Jyllandsposten 5.marts
Saturday, January 3, 2004
Til døden eller højesteret skiller os
Præsident Bush har gjort homoseksuelle ægteskaber til det første tema i sin valgkamp. En stemmetiltrækkende udmelding eller et forfejlet politisk træk? Midt i krydsilden står de homoseksuelle og få modige borgmestre.
Nogen er mere lige end andre
Den amerikanske lov lader den enkelte delstat afgøre, hvorvidt den anerkender det homoseksuelle ægteskab. Det har 38 ud af 50 delstater valgt ikke at gøre.
Da Massachusetts i januar højesteret fandt frem til, at et forbud var i strid med forfatningens krav om ligestilling, opstod en unik mulighed for vielser.
Siden har fem borgmestre fra forskellige egne af USA valgt at vie. Nogle gør det for at udfordre den lokale lovgivning, andre gør det i trods, som et handlende indlæg i debatten. Derfor hersker et vist juridisk kaos, fordi det er muligt at skifte adresse til de venligsindede byer. Desuden anerkender visse stater faktisk ægteskabet, hvis det blot er indgået i en anden delstat.
Heller ikke den amerikanske variant af registeret partnerskab, ”domestic partnership”, rummer lige regler for alle. Dette civile partnerskab giver de rettigheder, som ellers er forbeholdt heteroseksuelle. Problemet er, at ”domestic partnership” fungerer forskelligt i delstaterne. Den amerikanske stat anerkender f.eks. ikke partnerskaber indgået i staten Vermont. Derfor vil den amerikanske homobevægelse ikke nøjes med dette partnerskab, fordi det stadig giver forskelsbehandling og juridisk forviring.
Tændsats til valgkampen
Få dage efter de første lykkelige vielser, valgte præsident Georg Bush at starte sin valgkamp med forslaget om et forfatningsforbud, der skal ”bevarer det hellige ægteskab mellem mand og kvinde”. Budskabet er hårdt og præcist men vækker undren. Bush vælger at betone ægteskabet som en ”hellig pagt” i et land, der har adskilt kirke og stat, selvom der står ”in God we trust” på dollarsedlerne. Rent politisk er et generelt forfatningsforbud er en så kompliceret og usædvanlig handling, at det kun er gennemført 17 gange i de sidste 220 år. Desuden har de 38 delstater allerede lokale forbud.
I et år hvor det mest omtalte ægteskab varede to døgn for popbruden Britney Spears, er Bushs fokus på ægteskabet en overraskende tændsats i valgkampen. Homoorganisationerne forsøger derfor også at slå på, at ægteskabet er en konstruktion og ikke en hellighed i skilsmissernes tidsalder. Politiske kommentatorer fastslår, at Bushs udmelding ikke er et udtryk for hans moral men en direkte reaktion på generel kritik fra den højre-religiøse fløj. Når Bush besynger det hellige ægteskab og truslen mod det, imødekommer han det religiøse USA’s evige angst for homoseksuelle.
Højrefløjen sidder på millioner af stemmer og derfor vælger Bush at reagere på deres kritik. Samtidig har han valgt et emne, hvor modkandidaten John Kerry ikke melder klart ud.
John Kerry er fra Massachussets, hvor vielserne startede. Samtidig stemte han i 1996 i mod den lov (se faktaboks), der gav delstaterne friheden til selv at anerkende ægteskaberne i dag. John Kerry siger tvetydigt, at han er imod homoseksuelle ægteskaber men for at give homoseksuelle ægtepar juridiske rettigheder. Demokraterne kritiserer dog også Bush for at gøre homoseksuelle til syndebuk i en valgkamp, der burde behandle vigtigere emner f.eks. en vunden krig, der stadig koster liv. Debattørerne i aviserne går skridtet videre og skriver, at denne diskrimination trækker frihed og lighed ud af den ellers så evige amerikanske drøm.
Slår han sig selv hjem?
Om Bush har gjort et klogt, politisk træk eller slået sig selv hjem, vil tiden vise. En Gallup rundspørgen fastslår, at 59% af amerikanere er mod og 34 % er for homoseksuelle ægteskaber. Homo eller ej, så er der enighed om, at emnet ikke bærer en hel valgkamp. Amerikanerne placerer et ægteskabsforbud på en 21. plads over valgkampens vigtigste emner. Den beskedne vigtighed kan vise sig at være en fordel. Måske kan det skæbnesvangre forfatningsforbud undgås, fordi Bush har andre og vigtige kampe at kæmpe.
artiklen er skrevet sammen med Ken Nielsen, NY.
Nogen er mere lige end andre
Den amerikanske lov lader den enkelte delstat afgøre, hvorvidt den anerkender det homoseksuelle ægteskab. Det har 38 ud af 50 delstater valgt ikke at gøre.
Da Massachusetts i januar højesteret fandt frem til, at et forbud var i strid med forfatningens krav om ligestilling, opstod en unik mulighed for vielser.
Siden har fem borgmestre fra forskellige egne af USA valgt at vie. Nogle gør det for at udfordre den lokale lovgivning, andre gør det i trods, som et handlende indlæg i debatten. Derfor hersker et vist juridisk kaos, fordi det er muligt at skifte adresse til de venligsindede byer. Desuden anerkender visse stater faktisk ægteskabet, hvis det blot er indgået i en anden delstat.
Heller ikke den amerikanske variant af registeret partnerskab, ”domestic partnership”, rummer lige regler for alle. Dette civile partnerskab giver de rettigheder, som ellers er forbeholdt heteroseksuelle. Problemet er, at ”domestic partnership” fungerer forskelligt i delstaterne. Den amerikanske stat anerkender f.eks. ikke partnerskaber indgået i staten Vermont. Derfor vil den amerikanske homobevægelse ikke nøjes med dette partnerskab, fordi det stadig giver forskelsbehandling og juridisk forviring.
Tændsats til valgkampen
Få dage efter de første lykkelige vielser, valgte præsident Georg Bush at starte sin valgkamp med forslaget om et forfatningsforbud, der skal ”bevarer det hellige ægteskab mellem mand og kvinde”. Budskabet er hårdt og præcist men vækker undren. Bush vælger at betone ægteskabet som en ”hellig pagt” i et land, der har adskilt kirke og stat, selvom der står ”in God we trust” på dollarsedlerne. Rent politisk er et generelt forfatningsforbud er en så kompliceret og usædvanlig handling, at det kun er gennemført 17 gange i de sidste 220 år. Desuden har de 38 delstater allerede lokale forbud.
I et år hvor det mest omtalte ægteskab varede to døgn for popbruden Britney Spears, er Bushs fokus på ægteskabet en overraskende tændsats i valgkampen. Homoorganisationerne forsøger derfor også at slå på, at ægteskabet er en konstruktion og ikke en hellighed i skilsmissernes tidsalder. Politiske kommentatorer fastslår, at Bushs udmelding ikke er et udtryk for hans moral men en direkte reaktion på generel kritik fra den højre-religiøse fløj. Når Bush besynger det hellige ægteskab og truslen mod det, imødekommer han det religiøse USA’s evige angst for homoseksuelle.
Højrefløjen sidder på millioner af stemmer og derfor vælger Bush at reagere på deres kritik. Samtidig har han valgt et emne, hvor modkandidaten John Kerry ikke melder klart ud.
John Kerry er fra Massachussets, hvor vielserne startede. Samtidig stemte han i 1996 i mod den lov (se faktaboks), der gav delstaterne friheden til selv at anerkende ægteskaberne i dag. John Kerry siger tvetydigt, at han er imod homoseksuelle ægteskaber men for at give homoseksuelle ægtepar juridiske rettigheder. Demokraterne kritiserer dog også Bush for at gøre homoseksuelle til syndebuk i en valgkamp, der burde behandle vigtigere emner f.eks. en vunden krig, der stadig koster liv. Debattørerne i aviserne går skridtet videre og skriver, at denne diskrimination trækker frihed og lighed ud af den ellers så evige amerikanske drøm.
Slår han sig selv hjem?
Om Bush har gjort et klogt, politisk træk eller slået sig selv hjem, vil tiden vise. En Gallup rundspørgen fastslår, at 59% af amerikanere er mod og 34 % er for homoseksuelle ægteskaber. Homo eller ej, så er der enighed om, at emnet ikke bærer en hel valgkamp. Amerikanerne placerer et ægteskabsforbud på en 21. plads over valgkampens vigtigste emner. Den beskedne vigtighed kan vise sig at være en fordel. Måske kan det skæbnesvangre forfatningsforbud undgås, fordi Bush har andre og vigtige kampe at kæmpe.
artiklen er skrevet sammen med Ken Nielsen, NY.
Subscribe to:
Posts (Atom)